Hav tillid til Guds tidsplan
Som enlig kvinde har jeg lært at påskønne, at Herren støtter os i vores forskellige tidsplaner.
Da jeg var 19 år, blev en af mine bedste veninder gift. Brylluppet var pragtfuldt, hun så smuk ud, gommen var flot, og de var lykkelige. Men jeg derimod var en smule oprevet. Hendes handling kom helt bag på mig. Hun ændrede min vision for hende – og mig. Jeg ville bestemt gerne giftes, bare ikke lige nu. Jeg syntes, at vi begge var så unge. Og nu giftede hun sig, ikke alene før hun havde afsluttet sin uddannelse, men også før hun havde haft mulighed for at rejse særlig meget eller prøve kræfter med intellektuelt stimulerende karrieremuligheder. Jeg sad oppe natten inden hendes bryllup og spekulerede nervøst på, hvad hendes fremtid ville bringe, mens hun sov trygt og med rette var sikker i sin beslutning.
Når jeg ser tilbage på min reaktion, kan jeg ikke andet end at smile. Hvad tænkte jeg dog på? I dag kan jeg se på hendes liv: Hun har to dejlige børn og et kærligt hjem. Nogle få måneder efter hendes bryllup stod det klart for mig, at hun havde truffet den rette beslutning, og det står endnu klarere for mig nu. Jeg har indset, at hun havde bedt og tænkt sig om og sat sin lid til Guds tilskyndelser til hende.
Det er næsten 20 år siden nu, og jeg er stadig enlig. De fleste af mine veninder er gift; de har ægtemænd og børn og hjem. Jeg har et hjem: En lejet treværelseslejlighed i New York City. Jeg har hverken ægtemand eller børn. Jeg har til tider spekuleret på, om andre har haft de samme nattebekymringer for mig, som jeg havde for min veninde.
Jeg er sikker på, at jeg har begået fejltrin i mit liv, men jeg tror ikke, at jeg har gjort noget, som skulle udelukke mig fra velsignelsen ved et ægteskab. Jeg må da indrømme, at jeg af og til funderer over, om mit liv ville have set anderledes ud, hvis jeg havde gjort det bedre eller ydet en større indsats eller været venligere, men alligevel erkender jeg, at jeg har gjort meget godt, og at jeg hele tiden stræber efter at gå fremad med evigheden for øje. Jeg prøver at gøre mit for at indfri mit ønske om at opnå et tempelægteskab.
Jeg erkender også, at Gud kender tidsplanen for mit livs vigtige begivenheder, og den tidsplan er forskellig fra mange andres. Jeg er utrolig taknemlig for at have forstået det. Min påskønnelse er vokset i takt med, at jeg har udviklet tro på en kærlig himmelsk Fader, som forstår, hvad jeg har brug for, og hvad jeg kan give til andre.
Det har taget sin tid at erkende, at mit liv følger en anden tidsplan. Mine forespørgsler til Gud angående hans planer med mig har fået mig til at forstå, at jeg har enestående muligheder og godhed. Jeg har erfaret, at denne vishedsfornemmelse ikke så ofte trues af mine egne tanker som af velmenende menneskers bekymringer. Andres syn på min status som enlig er slet ikke så forskellig fra den reaktion, som jeg udviste over for min 19-årige veninde, som skulle giftes. Jeg antog, at jeg vidste, hvad hun skulle gøre, men jeg tog fejl.
Nogle gange kommer folk med mulige forklaringer på, hvorfor jeg ikke har mand og børn endnu. Jeg ved godt, at de fleste af disse forslag er venligt ment, men alligevel rummer de en undertone af, at jeg på en eller anden måde har fejlet i min egnethed til at opnå ægteskabets velsignelser og børn. Jeg har fået at vide, at jeg måske er for kræsen, for fremfusende, for kvik, for karriereorienteret, for selvstændig, for frisindet og – min favorit – for lykkelig. Jeg må da indrømme, at jeg til tider betragter disse kritikpunkter som en kompliment, men samtidig indser jeg, at der findes gifte kvinder, som er klogere, mere fremfusende, mere kræsne og mere selvstændige, end jeg er.
Målet er at blive discipel
Når jeg tænker over, hvad jeg betragter som Guds tidsplan for de vigtige begivenheder i mit liv, er jeg helt opmærksom på mine valg og min handlefrihed. Som vor himmelske Faders børn har vi fået den lykkelige mulighed og det ansvar at stræbe efter ægteskabets velsignelser. Når vi arbejder hen mod det mål, gør vi vores del.
Som medlem af Kirken nyder jeg velsignelser, som består af bøn, skrifterne, den menighed, jeg kommer i, og profeternes ord, der giver mig en bedre forståelse af vor himmelske Fader og Frelseren. Hver af disse velsignelser forsyner mig med retningslinjer for, hvordan jeg klogest anvender min handlefrihed. Jeg håber, at de beslutninger, jeg træffer, afspejler visdom, blandt andet gennem min reaktion på uventede glæder og udfordringer.
Jeg tager ofte mit liv og mine omstændigheder op til overvejelse. Det vigtigste aspekt ved denne selvanalyse er spørgsmålet om min værdighed. Jeg har gjort en helhjertet indsats for at efterleve Kirkens lærdomme og skikke: At komme til mine møder og i templet, at betale tiende, at leve et dydigt liv og at tjene andre. Jeg tror på Frelserens forsoning og værdien af et liv, der leves i overensstemmelse med befalingerne og profeternes vejledning.
Et rigt liv
Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan jeg kan være munter som ugift medlem af en kirke og en kultur, som lægger så stor vægt på ægteskabet. Lad mig fortælle jer, hvad jeg har gjort.
Min søster, Christine, og jeg besluttede meget tidligt, at vi bestemt ville gifte os en dag, og i mellemtiden ville vi føre et liv, der skulle gøre os alsidige og dannede. Jeg er dybt taknemlig for at vi lagde den plan – en plan, der udspringer af vores ønske om at gøre det, som vi tror, at Gud ønsker for os. Det var grundlæggende en plan, der krævede, at vi lyttede til Åndens tilskyndelser.
Min søster blev gift for ti år siden og har to pragtfulde børn. Hun har taget en kandidatgrad og bidrager betydeligt til Kirken og sit lokalsamfund. Jeg lever stadig efter vores plan, og jeg tror, at det er det, som Gud ønsker, at jeg skal gøre. Jeg holder hele tiden øje med, om det jeg gør er rigtigt – om mine mål her i livet svarer til det større mål, nemlig at være en af Frelsernes disciple. Jeg gør mit bedste for at sikre mig, at min stræben og mine aktiviteter, både åndelige og verdslige, fører mig frem til en bedre forståelse af min rolle en Guds datter.
Som enlig sidste dages hellig kvinde har jeg mulighed for at tjene på mange vidunderlige måder. Jeg har en karriere, hvor jeg kan gøre noget for andre, og jeg kan udføre mine kaldelser i Kirken. Jeg har udviklet mine talenter og har fået enestående muligheder for at uddanne mig. Jeg har et rigt liv. Jeg stræber efter at følge Herrens tilskyndelser i alle mine beslutninger.
For en del år siden fik jeg, sammen med seks andre enlige kvinder på min egen alder, den enestående og uventede mulighed at mødes med Hjælpeforeningens hovedpræsidentinde Bonnie D. Parkin. Vi tilbragte lidt over en time med at tale sammen om vores liv som enlige kvinder i Kirken.
Det møde var en af mit livs store velsignelser det år. Vi sad omkring bordet i søster Parkins kontor og talte om vore udfordringer og velsignelser. Til sidst spurgte hun os, om vi havde en sidste bemærkning, vi gerne ville frem med. Jeg rakte hånden op og udbrød: »Kirken er det bedste sted at være enlig kvinde.« Det at få mulighed for i løbet af den lille time at bære vidnesbyrd om tjeneste og trofasthed mod Gud, styrkede virkelig mit vidnesbyrd om min rolle i Kirken. Jeg havde før vidst, hvad min rolle var, men jeg trængte til et forum, hvor jeg kunne give udtryk for den og styrke min overbevisning om dens betydning.
Tillid til den enkelte
Jeg mener, at der i Kirken er et klart behov for at udvikle tillid til den enkelte, ikke med hensyn til, om han eller hun passer ind i en kulturelt bestemt tidsplan, men med hensyn til, at vedkommende følger personlig åbenbaring fra en kærlig himmelsk Fader. Det er vigtigt at have tiltro til, at andre mennesker gør det rette og erkende, at selv om deres liv ser anderledes ud, så yder de enestående bidrag, som vi har brug for. Det er alt for let at antage, at den samme tidsplan gælder alle.
Alle har deres udfordringer. Uanset om vi er gift, skilt, enkefolk eller endnu ikke gift, så nyder vi alle velsignelsen ved fælles guddommeligt ophav og guddommelige og enestående roller.
Selvfølgelig beder jeg til, at jeg bliver gift, og at min mand og jeg får børn. I mellemtiden arbejder jeg på at styrke og uddybe mit evangelieorienterede liv. Jeg nyder velsignelser som enlig kvinde, og jeg ville være utaknemlig og skødesløs, hvis jeg blot forspildte dem. Jeg er sikker på, at de velsignelser i den sidste ende gør mig til en bedre hustru og mor.
Jeg er taknemlig for en kærlig himmelsk Fader, som kender os og ved, hvad vi kan udrette med vores liv – forskellige og spændende som de er. Jeg er taknemlig for det liv, som jeg har, og de muligheder, som venter mig. Jeg beder til, at vi alle har tillid til Herrens tidsplan for os – en tidsplan, der underbygges af vore kloge valg og vores tro på Gud.
Ægteskab og herrens tidsplan
»Timing af et ægteskab er måske det bedste eksempel på en utroligt vigtig begivenhed, som det er næsten umuligt at planlægge. Som alle andre jordiske begivenheder, der afhænger af andres handlefrihed eller Herrens vilje og tidsplan, kan ægteskabet ikke forudses eller planlægges med sikkerhed. Vi kan og bør bede om vore retfærdige ønsker, men på trods af det vil mange forblive enlige længe efter det tidspunkt, hvor de ønsker at blive gift.
Hvad skal vi så gøre i mellemtiden? Tro på Jesus Kristus forbereder os på alt, hvad livet måtte bringe. Denne tro bereder os på at gribe livets muligheder – at drage fordel af dem, vi får, og holde ud i skuffelserne over dem, som går tabt. Når vi udøver den tro, bør vi beslutte os for de prioriteter og standarder, som vi vil følge med hensyn til det, vi ikke selv er herre over, og så trofast følge dem, uanset hvad der sker med os på grund af andres handlefrihed eller Herrens tidsplan. Når vi gør det, opnår vi en fasthed, som giver os mening og fred. Uanset hvilke omstændigheder, vi ikke kan kontrollere, kan vi være urokkelige i vores engagement og vore standarder.
Enlige voksnes engagement og tjeneste kan tjene som et anker for dem i de vanskelige år, hvor de venter på det rette tidspunkt og den rette person. Deres engagement og tjeneste kan også inspirere og styrke andre. Det er et klogt menneske, der træffer denne beslutning: Jeg vil sætte Herren først i mit liv, og jeg vil holde hans bud. Efterlevelse af den beslutning ligger inden for enhvers evner. Vi kan leve op til den beslutning, og den beslutning vil være et anker for os, uanset hvilken tidsplan Herren har for de vigtigste beslutninger i vores liv.«
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum, »Timing«, Liahona, oktober 2003, s. 15.