Pennevenner og henvisninger
Min missionærkammerat rakte mig en kuvert og sagde: »Søster Jones, det her er vist til dig.« Jeg så på afsenderadressen og glædede mig over at se, at brevet var fra min kusine. Jeg var lige blevet flyttet til en ny by i den anden ende af Sydfrankrig og troede ikke, at nogen hjemme i USA var klar over, at jeg havde fået ny adresse. Jeg lukkede brevet op og læste en kort besked fra min kusine, som fortalte, at hun for nylig havde fået en e-mail fra sin franske penneven efter otte år uden kontakt.
Min kusine forklarede, at skønt hun og Céline havde fået hinandens adresser i henholdsvis fransk- og engelskundervisningen i skolen, så havde de faktisk aldrig skrevet til hinanden. Min kusine blev derfor meget overrasket over at modtage Célines e-mail. Hun vidste ikke, om Céline boede i Sydfrankrig, hvor jeg tjente, men hun vedlagde hendes navn og adresse og bad mig opsøge hende, hvis jeg fik mulighed for det.
Eftersom jeg var ny i området, rakte jeg brevet til min kammerat og spurgte hende, om min kusines penneven boede i missionen. »Ikke alene bor hun inden for missionens grænser,« svarede hun, »hun bor også her i vores distrikt!« Begejstret ringede vi til Céline og præsenterede os, og hun sagde ja til at møde os. Vi tog toget den korte vej til Montauban.
Da vi steg af toget, blev vi varmt modtaget af Céline og hendes forældre. De inviterede os med hjem og bad os fortælle dem om vores budskab. Mens vi fortalte dem om Mormons Bog og profeten Joseph Smith, bar Ånden vidnesbyrd om det gengivne evangeliums sandhed. Familien gav udtryk for, at de syntes om Kirkens værdier, og efter en længere samtale gav vi dem et eksemplar af Mormons Bog, bad en bøn og lovede at vende tilbage.
Det var det første af flere besøg hos Céline og hendes familie. Min mission var forbi, mens de stadig blev undervist om Kirken, men inden jeg sagde farvel til Céline, spurgte jeg hende, hvorfor hun havde besluttet at tage kontakt til min kusine efter otte år. Hendes svar overraskede mig: »Da jeg ryddede op i en skuffe, fandt jeg hendes adresse på et stykke papir, som jeg troede, at jeg havde mistet. Jeg havde en stærk følelse af, at jeg burde skrive til hende.«
På vej tilbage til vores lejlighed kiggede jeg ud af togvinduet og undrede mig over, hvordan en kærlig himmelsk Fader havde ladet en forsvunden adresse dukke op igen, så et gammelt bekendtskab kunne blive fornyet, netop på det tidspunkt, hvor jeg uventet blev flyttet til en ny by i de sidste seks uger af min mission. Han tænker på alle og lader mirakler ske selv med så små midler som en pennevens adresse.