Budskab fra Det Første Præsidentskab

Barmhjertighedens gave

Præsident Thomas S. Monson

Førsterådgiver i Det Første Præsidentskab

For nogle år siden fik jeg mulighed for at præsidere over en regionalkonference i Oklahoma City i delstaten Oklahoma. Mens jeg nød den dejlige ånd, som herskede under konferencen, og indbyggernes pragtfulde gæstfrihed, tænkte jeg over, hvordan lokalsamfundets omsorgsfuldhed var blevet sat på en hård prøve den 19. april 1995. Den dag ødelagde en terrorbombe Alfred P. Murrah-bygningen i Oklahoma Citys bymidte. Eksplosionen kostede168 mennesker livet og utallige andre blev svært kvæstet.

Efter konferencen blev jeg kørt til indgangen til det smukke og symbolske mindesmærke, som pryder det område, hvor Murrah-bygningen engang stod. Det var en trist, regnfuld dag, som syntes at understrege den smerte og lidelse, som mennesker havde været udsat for på dette sted. Mindesmærket består af et 120 meter langt spejlbassin. På den ene side af bassinet står der 168 tomme glas- og granitstole til ære for hver af dem, der blev dræbt. Disse er anbragt, hvor ligene, så vidt man har kunnet finde ud af, er blevet fundet.

På den anden side at bassinet står der på en lille forhøjning et gammelt elmetræ – det eneste træ i nærheden, som overlevede ødelæggelsen. Det bliver ganske passende og kærligt kaldt »Overlevelsestræet«. Med kongelig pragt hædrer det dem, som overlevede den forfærdelige eksplosion.

Min vært henledte min opmærksomhed på inskriptionen over porten til mindesmærket:

Vi kommer her for at mindes dem, som blev dræbt, dem som overlevede, og dem, hvis liv for evigt blev ændret.
Må alle, som går herfra, kende voldens pris.
Må dette mindesmærke indgyde trøst, styrke, fred, håb og ro i sindet.

Derpå sagde min vært med tårer i øjnene og med bævende stemme: »Denne by og alle kirkerne og indbyggerne i den er blevet smedet sammen. I vores sorg er vi blevet stærke. I ånden er vi blevet ét.«

Vi kom frem til, at det bedste ord til at beskrive, hvad der var sket, var barmhjertighed. Jeg kom til at tænke på musicalen Camelot, som er skrevet af Alan Jay Lerner og bygget over T. H. Whites roman. I sin drøm om en bedre verden, hvor mennesker har et ideelt forhold til hinanden, sagde kong Arthur, mens han tænkte på formålet med det runde bord: »Vold er ikke styrke, og barmhjertighed er ikke svaghed.«

Barmhjertighedens styrke

En rørende beretning, som illustrerer dette udsagn, findes i Det Gamle Testamente i Bibelen. Jakob havde en forkærlighed for sin søn Josef, hvilket gav anledning til bitterhed og misundelse fra Josefs brødres side. Der blev stiftet en sammensværgelse om at slå Josef ihjel, hvilket gjorde, at Josef til sidst endte hjælpeløs i en dyb cisterne uden mad og vand. Da en karavane af købmænd kom forbi, blev Josef hentet op af cisternen, solgt for tyve sølvstykker og kom til sidst til Potifars hus i Egyptens land. Der havde den unge mand fremgang, for »Herren var med Josef.«¹

Efter år med overflod i Egypten, fulgte år med hungersnød. Midt i denne sidstnævnte periode, da Josefs brødre kom til Egypten for at købe korn, blev de velsignet af denne begunstigede mand – deres egen bror. Josef kunne have været streng over for sine brødre, fordi de tidligere havde behandlet ham så hjerteløst og grusomt. Men han var venlig og nådig mod dem og vandt deres yndest og støtte med disse ord og handlinger:

»Vær nu ikke bedrøvede og skamfulde over, at I solgte mig hertil. Gud har sendt mig i forvejen til livets opretholdelse …

Men Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live som en rest i landet og lade jer overleve i stort antal.«²

Josef var et eksempel på den storslåede dyd – barmhjertighed.

I tidens midte, mens Jesus vandrede ad de støvede stier i det hellige land, talte han ofte i lignelser.

Han sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.

Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi.

Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.

Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.

Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.

Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.«

Frelserens kunne passende spørge os: »Hvem af disse tre, synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?«

Vores svar ville uden tvivl være: »Han, som viste ham barmhjertighed.«

Så ville Jesus, ligesom dengang, sige til os: »Gå du hen og gør ligeså!«³

Jesus gav os mange eksempler på barmhjertig omsorg. Den lamme mand ved Betesdas dam; kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud; kvinden ved Jakobsbrønden; Jairus datter og Lazarus, Marias og Marthas bror, repræsenterede hver især en tilskadekommen på vejen til Jeriko. Hver især havde de brug for hjælp.

Til den lamme ved Betesda sagde Jesus: »Rejs dig, tag din båre og gå!«⁴ Til den syndige kvinde gav han dette råd: »Gå, og synd fra nu af ikke mere.«⁵ For at hjælpe hende, der kom for at hente vand, gav han »en kilde, som vælder med vand til evigt liv.«⁶ Til Jairus’ døde datter lød befalingen: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!«⁷ Til den begravede Lazarus: »Lazarus, kom herud!«⁸

Frelseren har altid haft en ubegrænset evne til at vise barmhjertighed.

På det amerikanske kontinent viste Jesus sig for en skare og sagde:

»Har I nogen blandt jer, som er syge? Bring dem herhen. Har I nogen, der er lamme eller blinde eller halte eller vanføre eller spedalske, eller som er krøblinger, eller som er døve, eller som er plaget på anden måde? Bring dem herhen, og jeg vil helbrede dem, for jeg har medfølelse med jer …

og han helbredte dem hver og en.«⁹

Vores vej til Jeriko

Man kan passende stille dette vigtige spørgsmål: Disse beretninger handler om verdens Forløser. Kan jeg mon i mit liv, på min egen vej til Jeriko, få en sådan dyrebar oplevelse?

Jeg formulerer mit svar med Mesterens ord: »Kom og se!«¹⁰

Vi kan ikke vide, hvornår lejligheden til at række nogen en hjælpende hånd byder sig. Den vej til Jeriko, som vi hver især rejser ad, har ikke noget navn, og den trætte vejfarende, som har behov for vores hjælp, er måske en, vi ikke kender.

En brevskriver gav udtryk for sin oprigtige taknemlighed i et brev, som blev modtaget i Kirkens hovedsæde for noget tid siden. Der var ingen afsenderadresse på, intet navn, men poststemplet var fra Portland i Oregon:

»Til Det Første Præsidentskabs kontor:

I Salt Lake City blev jeg vist kristen gæstfrihed, dengang jeg rejste meget rundt.

På en busrejse tværs over USA til Californien trådte jeg ud i terminalen i Salt Lake City, syg og rystende af alvorlig søvnmangel, fordi jeg ikke havde taget min nødvendige medicin. I en hovedkulds flugt fra et problem i Boston havde jeg fuldstændig glemt min medicin.

I restauranten på Temple Square Hotel satte jeg mig modløs ned. Ud af øjenkrogen så jeg et par, der kom hen til mit bord. ›Er der noget i vejen, unge mand?‹ spurgte kvinden. Jeg rettede mig og fortalte grædende og oprørt min historie og om den knibe, jeg var i på det tidspunkt. De lyttede opmærksomt og tålmodigt til mine næsten usammenhængende forklaringer, og så tog de over. De talte med restaurantchefen og fortalte mig så, at jeg kunne få alt, hvad jeg ville have at spise dér i fem dage. De fulgte mig ind ved siden af til receptionen og sørgede for et værelse til mig i fem dage. De kørte mig derpå til en læge og sørgede for, at jeg fik den medicin, jeg havde brug for – i sandhed min vigtigste livline til fornuft og trøst.

Mens jeg var ved at komme mig og få mine kræfter tilbage, lagde jeg vægt på at komme til de daglige orgelkoncerter i Tabernaklet. De himmelske toner fra dette instrument lige fra den blideste lyd til det brusende orgel i dets fylde har den ypperligste klang, jeg nogen sinde har hørt. Jeg har købt plader og bånd med Tabernaklets orgel og kor, som jeg når som helst kan sætte min lid til vil lindre og støtte min modløse ånd.

Den sidste dag på hotellet, før jeg rejste videre, afleverede jeg min nøgle, og der lå en besked til mig fra ægteparret: ›Betal os tilbage ved at vise kærlig venlighed over for en anden plaget sjæl på din vej.‹ Den vane havde jeg, men jeg besluttede mig for at være mere ivrigt på udkig efter nogen, som havde behov for et løft i livet.

Jeg ønsker jer alt vel. Jeg ved ikke, om dette virkelig er de ›sidste dage‹, som der tales om i skrifterne, men jeg ved, at to medlemmer af jeres kirke var som engle for mig, da jeg så desperat havde behov for hjælp. Jeg tænkte, at I gerne ville vide det.«

Hvilket eksempel på omsorgsfuld barmhjertighed.

Til de nødlidende

På et privatejet og privatdrevet plejehjem herskede barmhjertigheden over alt andet. Ejeren var Edna Hewlett. Der var en venteliste over patienter, som ønskede at leve deres sidste dage under hendes nænsomme omsorg, for hun var en engel. Hun vaskede og satte håret på hver eneste patient. Hun vaskede de ældre og gav dem frisk og rent tøj på.

Gennem årene, hvor jeg besøgte enkerne i den menighed, som jeg engang præsiderede over, begyndte jeg som regel mine besøg på Ednas plejehjem. Hun bød mig velkommen med et muntert smil og førte mig ind i dagligstuen, hvor mange af beboerne sad.

Jeg måtte altid begynde med Jeannie Burt, der var den ældste – 102 år, da hun døde. Hun havde kendt mig og min familie, fra jeg blev født.

Engang spurgte Jeannie med sin udprægede skotske accent: »Tommy, har du været i Edinburgh for nylig?«

Jeg svarede: »Ja, det er ikke så længe siden, at jeg var der.«

»Er der ikke smukt?« sagde hun så.

Jeannie lukkede sine gamle øjnene som et udtryk for, at hun stille faldt hen i drømmerier. Så blev hun alvorlig. »Jeg har betalt forud for min begravelse – kontant. Du skal tale til min begravelse, og du skal citere ›Crossing the Bar‹ af Tennyson. Lad os så høre den!«

Det virkede, som om alle kiggede på mig, og det var faktisk også tilfældet. Jeg tog en dyb indånding og begyndte:

Solnedgang og aftenstjerne,
og et tydeligt kald fra Gud!
Ingen klage i det fjerne, når jeg på havet sejler ud.11

Jeannies smil var mildt og himmelsk – og så sagde hun: »Åh, Tommy, det var smukt. Men sørg for at øve dig lidt før min begravelse!« Det gjorde jeg så.

På et eller andet tidspunkt i løbet af vores jordiske mission kommer det vaklende skridt, det svage smil, sygdommens smerte – ja, sommeren, som svinder bort og efteråret som kommer, vinterens kulde og den oplevelse, vi kalder døden, som rammer alle. Den rammer de aldrende, som går på deres vaklende fødder. Dens kalden høres af dem, som næppe er nået halvvejs gennem livets rejse. Ofte bringer den de små børns latter til ophør.

Over hele verden udspilles daglig den bedrøvelige scene med kære, som sørger, mens de tager afsked med en søn, en datter, en bror, en søster, en mor, en far eller en dyrebar ven.

Fra det grusomme kors er Frelserens blide afskedsord til sin mor særligt gribende:

»Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: ›Kvinde, dér er din søn.‹

Derpå sagde han til disciplen: ›Dér er din mor.‹ Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.«¹²

Lad os huske på, at efter begravelsen visner blomsterne, vennernes gode ønsker bliver til minder, og de bønner, der blev bedt, og de ord, der bliver talt, sløres i sindets afkroge. De, som sørger, finder ofte sig selv alene. Man savner børnenes latter, teenagernes tumult, og den nænsomme, kærlige omsorg fra en afdød ægtefælle. Uret tikker højere, tiden går langsommere, og hjemmets fire vægge kan virkelig blive til et fængsel.

Jeg priser dem, som med kærlig omhu og barmhjertig omsorg bespiser de sultne, klæder de nøgne og giver de hjemløse ly. Han, som lægger mærke til hver spurv, der falder til jorden, er ikke uvidende om en sådan tjeneste.

Fredens oaser

I Herrens barmhjertighed og efter hans guddommelige plan bringer de hellige templer vor Faders børn den fred, som overgår al forstand.

Under præsident Gordon B. Hinckleys ledelse er antallet af nye templer, som er opført, og som er under opførelse så stort, at det er helt overvældende at tænke på. Vor himmelske Faders barmhjertige omsorg for sine børn her på jorden og for dem, som er gået hinsides dette jordiske liv, fortjener vores taknemlighed.

Vor Herre og Frelser Jesus Kristus være lovet for hans liv, for hans evangelium, for hans eksempel og for hans velsignede forsoning.

Jeg tænker atter tilbage på Oklahoma City. For mig er det mere end en tilfældighed, at der i denne by nu står et Herrens tempel i al dets skønhed som et fyrtårn, sendt fra himlen for at vise vejen til glæde her på jorden og evig glæde herefter. Lad os huske på ordene fra Salmernes Bog: »Om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.«¹³

På en meget virkelig måde taler Mesteren til os: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham.«¹⁴

Lad os lytte efter hans banken. Lad os åbne døren til vores hjerte, så han – det levende eksempel på sand barmhjertighed – kan komme ind.

Forslag til samtaleemner for hjemmelærerne

Udvælg, efter at have studeret dette budskab under bøn, den undervisningsmetode, som bedst får dem, I underviser, til at deltage i samtalen. Her er nogle eksempler:

Fremstil papirhjerter til samtlige familiemedlemmer. Bed familien om at tænke over mennesker, som de kunne udvise barmhjertighed overfor, mens I oplæser eksempler på barmhjertighed fra præsident Monsons budskab. Lad dem skrive deres ideer ned på deres papirhjerte.
Genfortæl flere eksempler på barmhjertighed fra artiklen. Bed familien om at overveje følgende spørgsmål: Hvem er min næste? Hvem kender jeg lige nu, som kunne velsignes af min barmhjertighed? Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dette menneske? Hvornår kan jeg begynde? Rund af med at oplæse artiklens to sidste afsnit og tilskynd familien til at overveje måder, hvorpå de kan omsætte en barmhjertighedsplan til handling.
Spørg, efter at have fortalt et par beretninger fra artiklen, hvad det gennemgående tema er. Fremvis et billede af Frelseren og bær vidnesbyrd om hans barmhjertige hånd i dit liv. Tilskynd familien til at stræbe efter at følge Frelserens eksempel, når de skænker andre barmhjertighedens gave.