Sådan forbereder du dig til at blive en god missionær

Kirkens Tidsskrifter spurgte ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum om, hvordan unge kan forberede sig til en fuldtidsmission samt om, hvilke velsignelser man opnår ved at tjene.

Hvorfor beder Kirken enhver ung mand om at tage på mission?

Herren har ikke givet sit folk noget større kald end at forkynde evangeliet for vor himmelske Faders børn. Missionærer hjælper folk ud af verdens mørke og fører dem ind i Jesu Kristi evangeliums tryghed og lys. At finde, undervise, døbe og bekræfte et menneske, som ikke tidligere har skænket Gud eller Kristus og hans store sonoffer mange tanker, er en af de største tjenestegerninger, som en præstedømmebærer kan udføre.

Vi kender formålet med livet. Det gør resten af verden ikke. Det påhviler enhver ung mand at forberede sig til at forkynde dette budskab for hele verden. Det er en spændende opgave.

Og de unge kvinder? Hvad er deres ansvar?

En fuldtidsmission er en ganske passende opgave for en ung kvinde, hvis det er det, hun ønsker, og hvis hun er værdig. Med præstedømmet følger ansvaret at bringe budskabet om evangeliets gengivelse ud til hele verden. Unge kvinder opfordres til at deltage i missioneringsindsatsen, som det nu passer sig for dem. Hvis de står over for at blive gift, så er det en større kaldelse. Men unge kvinder, som har mulighed for at tjene, bliver fremragende missionærer. De er dygtige undervisere, de besidder empati, og de har særlig nemt ved at sætte sig ind i andre kvinders situation. Jeg tvivler på, at vi har nogen mission i verden, hvor missionspræsidenten ikke ville være begejstret for at få flere søstermissionærer.

Hvordan kan unge mænd og kvinder bedst forberede sig til en mission?

Indstillingen er afgørende. Unge mennesker skal på et tidligt tidspunkt i livet beslutte sig for at tage på mission. Når de så bliver ældre og møder nogle af verdens fristelser, vil disse fristelser være mindre tilbøjelige til at trænge ind i deres hjerte eller sind. De modstår disse fristelser, fordi de fokuserer på at blive Herrens tjenere. Det er selvfølgelig en hjælp, hvis de vokser op i et evangelieorienteret hjem. Missionærånden fremmes i et hjem, hvor forældre og børn taler om evangeliet med hinanden.

Det, jeg fortæller nye missionærer, er, at de skal indstille sig på, at de 18 eller 24 måneder, hvor de er på mission, ikke er deres. Det er Herrens tid. De skal anvende alle deres evner og talenter til at opbygge hans rige på fuld tid. Når missionærer tænker på den måde, har de ikke problemer med at følge missionærreglerne. De modsætter sig ikke missionspræsidentens råd, vejledningen i Forkynd mit evangelium og retningslinjerne fra generalautoriteterne. De tager imod disse råd, fordi de ikke vil spilde et eneste minut af Herrens tid.

Hvad andet kan kommende missionærer gøre for at forberede sig?

Missionærer skal forstå Kirkens lære, og de skal vide, hvordan de forkynder den. Man kan ikke hælde vand fra en tom spand. Når missionærer kender evangeliet og ved, hvordan de skal forkynde det, har de slet ikke lyst til at gøre andet. De ved, at de kan undervise enhver, hvor som helst, når som helst og under alle forhold ved hjælp af deres egne ord, som ledsages af Åndens kraft. De har selvsikkerhed og indre styrke. Man opnår stor kraft ved at berede sig på den måde.

Det er derfor, jeg opfordrer enhver ung mand og enhver ung kvinde til at gøre sig bekendt med Forkynd mit evangelium. Unge mennesker har ansvar for at søge oplysning, så de selv kan forstå genoprettelsens lærdomme. Den forberedelse er lige så vigtig for en pige som for en dreng. Uanset om en ung kvinde gifter sig eller tager på fuldtidsmission, så skal evangeliet virke i hendes liv.

Unge mennesker bør gøre sig bekendt med, hvad missionering er. Hvis det er muligt, kan de have gavn af at hjælpe missionærerne og få en fornemmelse af det arbejde, de udfører.

Jeg anbefaler også, at unge mennesker studerer og følger retningslinjerne i Til styrke for de unge. Missionærer skal være moralsk rene og åndeligt forberedte. Hvis de efterlever principperne i Til styrke for de unge, er de åndeligt beredt til at blive fremragende missionærer.

Hvad med fysisk, økonomisk og følelsesmæssig forberedelse?

Missionærer skal være uafhængige. Unge menneske bør lære at tage vare på sig selv og ikke være så afhængige af deres mor eller far.

De skal kunne klare fysiske krav, som en mission stiller. Unge mennesker bør holde en passende vægt og være i fysisk god form. En missionærs dagligdag omfatter en halv times motion. Når man er i fysisk god form øger det ens mentale evner.

Kommende missionærer skal lære at arbejde. De bør have et job, så de kan spare op til deres mission. Enhver missionspræsident vil give mig ret i, at den missionær, som har arbejdet og sparet op og betalt hele eller en del af sin mission, er en mere velforberedt missionær. Når man arbejder og sparer op til sin mission, fremmer det begejstringen for at tjene og giver unge mænd og unge kvinder en god arbejdsmoral. Uanset hvad missionering i øvrigt består i, så er det for en stor del hårdt arbejde!

Når unge mænd og unge kvinder arbejder frem mod en mission og tager ansvar for deres eget liv, styrker det dem følelsesmæssigt. De har en indre vished om, at de kan klare sig og nyde fremgang, uanset hvor de bliver sendt hen, og uanset hvilke forhold de tjener under. De ved, at de er hårdføre nok til at kunne klare hvad som helst i denne verden, der bliver stadig mindre interesseret i det, der hører Gud til. Vi har brug for missionærer med den form for selvsikkerhed.

Hvad med at lære fremmedsprog?

De fleste skoleelever lærer mindst et fremmedsprog i dag, og eleverne bør være ihærdige for at få mest muligt ud af det. Det kan da godt være, at de lærer spansk, men så alligevel bliver sendt til Taiwan, men det gør ikke noget. Det vigtigste er at opnå den disciplin, som udspringer af at lære. Når de engang har lært et fremmedsprog, har de lettere ved at lære det sprog, der tales i den mission, som de bliver kaldet til.

Hvordan afgøres denne kaldelse?

For det første tager biskoppen eller grenspræsidenten en samtale med den unge mand eller unge kvinde og udfylder en anbefaling. Derefter interviewer stavs- eller missionspræsidenten kandidaten. De fleste missionæransøgninger sendes elektronisk til Kirkens hovedsæde. Der medsendes et foto. Når ansøgningen modtages, ser et medlem af De Tolv Apostles Kvorum på fotografiet og gennemgår omhyggeligt den kommende missionærs indstilling, sådan som den fremgår af det, den lokale præstedømmeleder har skrevet, den unges skolekarakterer og eventuelle villighed til at lære et nyt fremmedsprog. Apostlen ser også på, hvilke behov de 344 missioner rundt om i verden har, og derefter modtager han en åndelig tilkendegivelse af, hvor missionæren skal tjene. Alt dette udføres under ledelse af Kirkens præsident, og kaldet kommer fra ham.

Hvorfor kaldes nogle missionærer til at tjene i deres eget land?

Lad mig forvisse jer om, at kaldelser gives ved åbenbaring. Missionærer tjener der, hvor Herren ønsker, at de skal tjene. Vi har brug for gode, dygtige missionærer i alle missioner. Lad os for eksempel sige, at vi har en ung mand, der bor i delstaten Virginia i USA, og som er populær i sin skole. Han åbner sin missionærkaldelse og ser til sin rædsel, at han skal til Salt Lake City. Men han har ikke været der længe, før han ved præcis, hvorfor Herren kaldte ham til at tjene der.

Hvad ville du sige til et ungt menneske, som af en eller anden grund ikke føler sig egnet til at tage på mission?

I 2002 hævede vi standarden for missionering. Det betyder, at de unge meget tidligt skal forstå og efterleve de krav, som stilles til en værdig missionær. De skal undgå verdens gale streger. Selvfølgelig er omvendelse mulig, og det er en stor velsignelse. Men de, der snubler, skal sikre sig, at deres omvendelse er oprigtig og fuldstændig, og det kan tage sin tid. Det kan sågar kræve Det Første Præsidentskabs godkendelse, før de kan komme på mission. Det udelukker ikke nogen, at vi har hævet standarden. Det kræver bare en mere gennemgribende – og til tider meget vanskelig – omvendelse. Jeg vil bønfalde de unge om ikke at rode sig ud i sådan noget! Udsæt ikke jer selv for det. Hold jer værdige til at tjene.

Der er måske nogle unge mennesker, som betragter sig som uværdige eller ude af stand til at tjene, uanset hvad deres biskop eller grenspræsident siger. Men sådan her hænger det sammen: Præstedømmeledere har nøgler til at godkende kandidater. Hvis en præstedømmeleder siger, at en person er værdig, og han eller hun derefter kaldes, så bør vedkommende udøve tro på denne kaldelse og tjene Herren i fuld forvisning om, at han eller hun er værdig og egnet til at tjene.

Hvordan modtager en missionær den åndelige kraft, som er nødvendig for at kunne opnå fremgang?

Når missionærerne kommer ud i missionsmarken, mangler de ofte selvsikkerhed. Så vi sætter dem sammen med gode missionærkammerater, og disse kammerater lærer dem, hvordan man skal være missionær. I løbet af et par måneder er de fyldt med Ånden. De er fyldt af den glæde, som udspringer af at bringe sjæle til Kristus. De forstår, at de hjælper vor himmelske Fader og Frelseren med at udføre forsoningens store værk. Og når de erkender det, så tændes en ild i dem.

Denne kraft udspringer af deres lydighed, hengivenhed, anstrengelse og begejstring. Hvis de ikke er lydige, hvis de ikke yder en indsats for hver dag at gøre deres bedste, kan de ikke opnå det samme som dem, der udstråler evangeliets ånd.

Nogle gange spørger jeg nye medlemmer om, hvornår de første gang vidste, at Kirken var sand. Og det er ikke usædvanligt, at de siger: »Jeg vidste, at Kirken var sand, da jeg blev undervist af ældsterne eller søstrene og fornemmede kraften i deres overbevisning og så deres strålende ansigter.« Hvis man ikke arbejder oprigtigt og inderligt, vil Ånden ikke styrke ikke ens missionærindsats på samme måde, som hvis man gjorde det.

Hvilke velsignelser opnår man ved at tage på mission?

Hengivne missionærer, som gør deres allerbedste, lærer meget, som er lige så vigtigt, ja, måske endnu vigtigere end det, de kunne lære på universitetet. Lad mig give jer et eksempel. Missionærer lærer at omgås andre mennesker, at tale med andre mennesker, og at hjælpe andre mennesker. Uanset om de skal være læger, advokater, forretningsfolk eller noget andet, så er evnen til at kunne omgås andre mennesker nøglen til, om man får succes i sin karriere eller ej.

En anden stor velsignelse er, at missionærerne bliver forankrede i visheden om forsoningen gennem et indgående kendskab til lærdommene. De opnår en kærlighed til og en hengivenhed for Herren Jesus Kristus, som vil velsigne dem og deres familier i dette liv og i al evighed. Den stærkeste læring finder sted, når vi underviser andre. Og det er det, som missionærer gør. De gør læren til en del af sig selv; de gør visheden om forsoningen til en del af sig selv. Og det bliver en velsignelse for dem i deres kommende kaldelser i Kirken.

En anden stor velsignelse er, at samtidig med at missionærerne rækker hånden ud og tilbyder evangeliets lys til familier, som vandrer i mørke, får de øjnene op for, hvordan de ikke ønsker, at deres eget liv skal være. Den erfaring gør det klart for dem, hvilke værdier de ønsker at leve efter, hvilken type familie de ønsker, hvordan de vil undervise deres børn og de mål, de må sætte sig for at opnå templets lovede velsignelser. En mission er verdens bedste uddannelse.

Som I ved, har præsident Gordon B. Hinckley ofte sagt, at hans mission er grundvolden til hans livslange virke. Han giver sin mission æren for at have ført ham ind på den kurs, som har gjort, at han i dag leder Kirken. Jeg er sikker på, at I vil give mig ret i, at han gør det fantastisk godt.

Vi lever på et tidspunkt i Kirkens historie, hvor unge mænd og unge kvinder over hele verden må tage imod udfordringen og tage på mission. De kan ikke bare gå ud fra, at der er unge mennesker nok i USA til at udføre alt det, som Herren har brug for. Han har brug for, at unge fra ethvert sted, hvor Kirken er organiseret, forbereder sig til at føre sjæle til ham. Når de gør det, velsigner de hele jorden og opnår himlens velsignelser for sig selv og deres familier nu og i al evighed.

Hvad nu, hvis man ikke kan tage på fuldtidsmission?

Unge mænd og unge kvinder med alvorlige mentale, følelsesmæssige eller fysiske begrænsninger, er fritaget for fuldtidsmissionering. Det skal de ikke føle sig skyldige over. De er bestemt lige så dyrebare og betydningsfulde for Kirken, som hvis de var i stand til at tage på mission.

Men selv om de ikke kan tjene på fuld tid, så kan de gribe enhver lejlighed til at finde mennesker, som de kan hjælpe ind i Kirken. De kan være medlemsmissionærer i skolen, på arbejdet og i deres nabolag. De bør gå fremad, nyde et pragtfuldt og rigt liv og medvirke til at opbygge riget, der hvor de er. Ikke alle de apostle, som tjener i dag, har haft mulighed for at tage på fuldtidsmission i deres ungdom, nogle af dem fordi de blev indkaldt til militæret. Men de missionerede alle. De har alle ført folk ind i Kirken.

Præstedømmeledere opfordres til at hjælpe enhver trofast, retskaffen ung mand og kvinde med at få mulighed for at tjene. For eksempel kan de assistere biskoppen som lokalmissionærer. De kunne arbejde i biskoppernes forrådshus, hvor der findes et sådant. Hvis de bor i nærheden af et tempel, kan de tjene der på flere forskellige måder. Præstedømmelederne behøver blot at tænke på forskellige måder, de kan tjene på, og så sætte det i værk.

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum.