Fra venner til søstre til missionærkammerater
Valeria Pontelli fra Río Gallegos i Santa Cruz i Argentina havde ikke sat sig for at omvende sin veninde. Hun efterlevede bare sine standarder med overbevisning. Eftersom hun var medlem af Kirken, var der visse ting, hun gjorde, og visse ting, hun ikke gjorde, og det vidste alle hendes venner. En af disse venner var Paula Alvarez, som altid holdt nøje øje med Valeria og var imponeret over, hvor trofast og konsekvent hun efterlevede sin tro.
Paula havde en pragtfuld familie, men de havde ikke evangeliet – i det mindste ikke før Valeria dukkede op. Paula mindes: »Valeria skammede sig ikke over det vidnesbyrd, som hun havde. Hun vidste, hvem hun var. Hun vidste, at hun var datter af en ædel og evig konge – en datter af Gud.«
Den viden og selvsikkerhed gjorde indtryk på Paulas onkel, Moises. Han begyndte at undersøge Kirken og mødtes med missionærerne. Den dag, hvor han bekendtgjorde, at han skulle døbes, blev Paula lidt rystet. Hun havde ikke ventet, at hendes onkel var villig til at foretage så store ændringer i sit liv.
Hele familien blev inviteret med til dåben, men Paula var ikke meget for at tage med. Hun vidste ikke, hvad hun skulle vente sig af det. Men til sidst fik hendes familie overtalt hende til at tage med til onklens dåb. Paula mindes: »Da vi så min onkel træde ned i dåbens vande, rørte Ånden mit hjerte. Følelsen var inderlig og ikke til at benægte. I det øjeblik fik jeg også lyst til at hengive mig til Gud og gøre alt, hvad han måtte forlange af mig.«
»Må jeg spørge dig om noget?« sagde Paula og trak Valeria til side. »Jeg følte noget særligt ved min onkels dåb,« sagde hun stille.
Valeria fortalte sin veninde, at det var Åndens tilskyndelse, hun havde fornemmet. »Han fortæller dig, at du skal følge din onkels eksempel.«
»Men jeg kan ikke klare det alene,« sagde Paula.
»Bare rolig. Jeg skal nok hjælpe dig,« forsikrede hendes veninde hende om. Paula og hele hendes familie mødtes med missionærerne og tog imod opfordringen til at blive døbt. Deres liv blev forandret for stedse.
Paula sagde: »De standarder, som jeg altid havde set min veninde efterleve, var nu mine. Min venindes vidnesbyrd var nu mit.« Ikke længe efter begyndte Paula at føle et inderligt ønske om at fortælle andre om det, som hun havde fået. Da hun havde været medlem i et år, udfyldte hun sin missionæransøgning, talte med sine præstedømmeledere og modtog en kaldelse som missionær i Santiago Øst-missionen i Chile.
Valeria siger: »Da jeg så min veninde gøre sig parat til at tage på mission, rørte Ånden mit hjerte. Jeg fik lyst til at forpligte mig til at tjene Gud, sådan som hun gjorde.«
»Må jeg spørge dig om noget?« Denne gang var det Valeria, der trak Paula til side. »Jeg har følt noget særligt, mens du har forberedte dig til at tage på mission.«
Paula fortalte sin veninde det samme, som hun engang havde fortalt hende: »Det er Ånden, der fortæller dig, hvad du skal gøre.«
Valerias planer havde ikke omfattet en fuldtidsmission. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle gribe det an. »Jeg kan ikke klare det alene,« sagde hun til Paula.
»Bare rolig. Jeg skal nok hjælpe dig,« forsikrede hendes veninde hende om.
Senere, da Valeria åbnede sin kaldelse, blev hun overrasket over at se, at hun skulle til den samme mission som sin veninde. Paula begyndte sin mission i oktober 2002. Valeria fulgte efter i februar 2003.
I løbet af deres mission så de hinanden ganske tit ved konferencer og aktiviteter. De nød muligheden for at snakke sammen og udvekslet nyheder fra deres forskellige områder. De havde aldrig drømt om, at de i november 2003 skulle blive missionærkammerater. Deres venskab blomstrede op og blev til et forhold, der kommer til at vare evigt. De har udviklet sig fra at være veninder til at blive søstre i evangeliet til at blive missionærkammerater.
Søster Valeria Pontelli siger: »Til at begynde med var jeg bange for, at det kunne ødelægge vores venskab, at vi nu skulle arbejde sammen, men den frygt forsvandt allerede den første dag. Muligheden for at arbejde sammen har blot styrket vores forhold, og vores venskab har været en hjælp i vores arbejde.«
Andre samtykker. En kvinde, som engang var mindre aktiv, men som nu er vendt tilbage til Kirken takket være disse to missionærers indsats, siger: »Man kan ikke andet end elske dem, for man kan se den kærlighed, som de har til hinanden og til alle dem, de kommer i kontakt med. De er mine engle.«
Det var hårdt for de to missionærer at sige farvel i marts 2004, da søster Paula Alvarez’ mission var forbi. Hun var nervøs for at vende tilbage til Argentina og for, hvad fremtiden måtte bringe. De to søstre talte om hendes bekymringer, mens de gik hjem til deres lejlighed. »Jeg kan ikke klare det alene,« sagde søster Alvarez.
»Bare rolig,« lød de velkendte ord fra hendes missionærkammerat, søster Pontelli. »Jeg skal nok hjælpe dig.«