Gaver, som man kan tage med hjem fra sin mission

Præsident Gordon B. Hinckley

For en hel del år siden befandt jeg mig i en lufthavn, hvor jeg tilfældigvis traf nogle hjemvendte missionærer. Deres familier tog imod dem. De hentede deres bagage, og jeg spurgte en af dem: »Hvad er alt det, du har der?« Han svarede: »Det er gaver, som jeg har taget med hjem.« Og det har givet mig ideen til titlen på det, jeg her vil fortælle jer om: »Gaver, som man kan tage med hjem fra missionsmarken.«

1. Kundskab om og kærlighed til Gud, vor evige Fader, og hans elskede Søn, Herren Jesus Kristus.

»Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus« (Joh 17:3). Ingen i denne verden kan opnå nogen større gave end visheden om, at Gud, vor evige Fader, lever, og at Jesus er Kristus. Det tror jeg på. Jeg mener, at det er meget, meget vigtigt.

2. Kundskab om og kærlighed til skrifterne, Herrens ord.

Som missionær læste jeg et par kapitler i Mormons Bog hver aften, inden jeg gik i seng, og det gav mig en overbevisning, som aldrig siden har forladt mig – nemlig, at dette er Guds ord, som er gengivet til jorden ved den Almægtiges kraft og oversat ved Guds gave og kraft for at overbevise jøder og ikke-jøder om, at Jesus er Kristus. Jeg takker Herren for det vidnesbyrd, som jeg har om sandheden af Guds ord, som de findes i disse hellige, åbenbarede bøger. Og jeg ville ønske, at enhver missionær forlader sin mission med en overbevisning i hjertet om, at dette er sandt.

3. Større kærlighed til forældrene.

Jeg har overværet hundredvis af missionærmøder gennem årene. Jeg nyder at høre missionærerne tale om deres kærlighed til Herren, men jeg nyder også at høre dem tale med stor hengivenhed og kærlighed om deres forældre. Drenge, som har været letsindige og ubetænksomme, rejser sig nu og takker med tårer i øjnene Herren for deres fædre og mødre. I denne tid er det storslået og vidunderligt at høre en stærk, ung mand rejse sig og give udtryk for dybe følelser for sin far og mor og sige ord, som han aldrig før ville have sagt. Enhver dreng eller pige bør vende hjem med større kærlighed til sine forældre.

4. Kærlighed til det folk, som de tjener iblandt.

Jeg elsker det engelske folk. Ingen skal kritisere englænderne, for jeg har arbejdet med dem og levet sammen med dem. Jeg kom i deres hjem. Jeg lærte deres hjerter at kende, og jeg lærte at elske dem.

Jeg er kommet til at elske asiaterne. Jeg har tilbragt 11 år blandt dem, og jeg elsker dem. Jeg elsker dem så højt, som jeg elsker nogen, og det skyldes de oplevelser, som jeg har haft som en slags missionær blandt dem.

Der er noget galt, hvis en missionær ikke vender hjem med stor kærlighed til det folk, som han har tjent iblandt.

5. Påskønnelse af hårdt arbejde.

Enhver missionær bør erkende, at arbejde, arbejde og atter arbejde er nøglen til at få noget udført, ja, det er nøglen til fremgang her i livet. Der findes ikke nogen erstatning for arbejde, for at stå op om morgenen og komme i sving og blive ved, indtil arbejdet er udført. Jeg kender ikke noget større aktiv end evnen til at kunne disciplinere sig selv til at arbejde flittigt.

6. Visheden om at Helligåndens inspiration er tilgængelig for os alle, når vi lever værdigt.

Inspirationen er tilgængelig for os alle, hvis vi lever værdigt, og hvis vi forbereder os til at modtage den. Jeg holder meget af disse åbenbarede ord og løftet deri: »Gud vil ved sin hellige Ånd, ja, ved den ubeskrivelige gave, som Helligånden er, give jer kundskab« (L&P 121:26). Sikke en dyrebar gave at tage med hjem – en vished om, at hvis vi lever værdigt, har vi adgang til det, der gives ved Helligåndens kraft.

7. Forståelse for betydningen af samarbejde.

Ingen kan udføre dette arbejde alene. Vi arbejder parvis. »På to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres« (2 Kor 13:1). Vi arbejder sammen. Der er ikke plads til primadonnaer i missionsmarken. Vores indsats er i det store hele en fælles indsats, og hvor er det dog fantastisk at lære at arbejde sammen med andre mennesker.

8. Værdien af personlig dyd.

Jeg mener ikke, at missionærer kan lære noget, der har større betydning for deres fremtidige integritet, end betydningen af personlig dyd. Der findes få større ord end det løfte, som Herren gav under inspiration til profeten Joseph Smith: »Lad dyd uophørligt pryde dine tanker«. Det er befalingen. Og så følger løftet: »Da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed« (L&P 121:45). Det er løftet til dem, der vandrer i dyd.

9. Tro til at handle.

»Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej … så de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7).

Vi stiller store krav til vore missionærer. Det er vanskeligt for generte og tilbageholdende unge mennesker at gøre det, som vi til tider beder dem om. Men hvor er det dog vidunderligt, at de gør et forsøg. De har tro til at gøre det, tro til at handle og tro til at gå fremad. Og hvor er det dog en vidunderlig gave at have med hjem.

10. Ydmyghed nok til at bede.

Erkend, at der findes en kraft, som er større end vores egen, at uanset hvor godt et menneske er, så er han ikke god nok, at uanset hvor klogt et menneske er, så er han ikke klog nok, at uanset hvor stærkt et menneske er, så er han ikke stærk nok til at klare alt det, som han støder på i livet, og at der findes en kilde til styrke, som han kan komme til i visheden om, at der bliver lyttet og svaret.

Det er ti gaver, som jeg håber, at enhver missionær tager med sig hjem – ikke en masse pynt, ikke en masse dukker, ikke en masse tæpper eller pelse eller kjoler eller platter, men disse store, varige og vidunderlige ting. Må Gud velsigne jer til at bevare troen, og at I, mens I gør det, med stor glæde må nyde det, som I er kaldet til at gøre.

Fra en tale ved et seminar for nye missionspræsidenter den 24. juni 1983.