2007
Prøv, prøv, prøv
Marts 2007


Fællestid

Prøv, prøv, prøv

»Følg … mig, og gør det, som I har set mig gøre« (2 Ne 31:12)

§For mange år siden indrettede folk havelabyrinter for at underholde deres venner. De klippede hække, så de dannede gangstier, hvor folk kunne vandre rundt for at finde vejen ud. Mange mennesker nød at spadsere rundt i disse store havelabyrinter. Andre fór til tider vild i gangene, men nød alligevel den hyggelige spadseretur og fandt til sidst ud igen. De måtte bare prøve, prøve og prøve. Der findes stadig havelabyrinter, og de besøgende synes, at det er sjovt at finde rundt i dem.

Ligesom de besøgende finder vej gennem havelabyrinten ved at træffe en beslutning, hver gang stien deler sig, skal hver af os finde vej gennem livet. Hver dag står vi over for beslutninger. Nogle af beslutningerne er ikke så vigtige. Det betyder sikkert ikke så meget, om du har en blå eller en rød trøje på. Men mange beslutninger er vigtige. Når du skal beslutte sig for, om du skal sige sandheden eller ej, så er det vigtigt at sige sandheden.

Når du skal træffe vigtige beslutninger, kan du vælge det rette ved at spørge dig selv: »Hvad ville Jesus gøre?« Når vi prøver at være ligesom Jesus – når vi prøver, prøver og prøver – så gør vi det rette. Jesus gjorde altid det rette. Vores tro øges, når vi følger hans eksempel.

Aktivitet

Med fingeren følger du en sti gennem havelabyrinten. Hver gang du kommer til et valg, beslutter du dig for, hvad Jesus ville vælge. Begynd ved »Fødsel« og følg Jesu eksempel, indtil du når frem til »Evigt liv«.

Forslag til fællestid

  1. 1. Forklar, at ved at følge Jesu eksempel kan vi vende tilbage til vor himmelske Faders nærhed. Spørg børnene, hvad et eksempel er, og giv illustrationer. For eksempel kan en lærer løse et regnestykke for at vise eleverne, hvordan de skal løse lignende stykker. En foldboldtræner kan sparke til bolden for at vise, hvordan man skal sparke. Forklar, at ved at følge Jesu eksempel kan vi træffe kloge valg. Forbered situationer (se »Indgående analyser af bestemte emner« i Undervisning, den største kaldelse, s. 171), som bygger på rigtige begivenheder. Giv en situation til hver klasse og lad dem drøfte problemet. Bed børnene løse problemet ved at spørge: »Hvad skal jeg gøre, hvis jeg skal følge Jesu eksempel?« Lad hver klasse fortælle, hvordan de kan følge Jesus. Forklar, at for at være som Jesus skal vi prøve. At prøve er nøglen til alt. Bær vidnesbyrd om, at det kræver en indsats at følge Jesu eksempel, men at det vil gøre os lykkelige.

  2. 2. Bed biskoppen eller grenspræsidenten (eller et andet medlem af biskoprådet eller grenspræsidentskabet) om at vise børnene et kørekort. (Et fisketegn eller en vielsesattest kan også bruges). Lad ham fortælle om de krav, han skulle opfylde for at få sit kørekort. Lad ham derefter vise et endnu vigtigere dokument, nemlig hans tempelanbefaling. Bed ham fortælle børnene noget af det, som de skal gøre for at kunne få en tempelanbefaling. Fremstil nogle papirstrimler, hvorpå du skriver et evangelisk princip, som man skal efterleve for at komme i templet, og derefter et antal skridt. For eksempel: »Du efterlever visdomsordet – Gå to skridt frem.« Anbring et billede af et tempel på hver væg. Lad fire børn begynde i midten af lokalet, og lad dem bevæge sig frem mod hver sit tempel. (Gør det klart, at det ikke er en konkurrence. Alle børnene skal nå frem til templet). Lad hvert barn vælge en papirstrimmel, læse strimlen og så bevæge sig det antal skridt, som er angivet. Når et barn når frem til templet, så lad ham eller hende kigge bag på billedet, hvor der står titlen på en sang. Syng sangen og fortsæt så legen. Når I har sunget alle sangene, opmuntrer du børnene til at holde sig værdige til at komme i templet.