Hvis jeg som 19-årig havde vidst …
hvad jeg ved i dag, så havde jeg handlet lidt anderledes som missionær.
Jeg tjente i Nordtyskland fra 1975 til 1977. Og det var sandelig to af de mest mindeværdige år af mit liv, men erindringen giver også en anden indsigt. Det er en vidunderlig gave at kunne se tingene i bakspejlet. Jeg har fire forslag, som muligvis kan hjælpe dem af jer, der forbereder sig til at tage på mission.
1. Jeg ville gøre det til min næsthøjeste prioritet at elske min kammerat.
Jeg havde kammerater i alle størrelser og faconer, og de havde deres enestående gaver og personligheder. Nogle blev jeg straks venner med og er det stadig. Andre havde jeg ikke meget til fælles med, ud over at vi bankede på døre og underviste sammen. Og jeg må med skam erkende, at der var et par stykker, som jeg slet ikke brød mig om. Faktisk var jeg meget kølig over for dem.
Men med hver af disse kammerater havde jeg dog et fælles ståsted: Vi ofrede begge vores tid, midler og kræfter på at udbrede Jesu Kristi evangelium. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg gøre mit bedste for at blive hver eneste kammerats bedste ven, uanset hvor godt vores personligheder eller interesser stemte overens. Jeg ville opmuntre ham og stræbe efter at være smittende begejstret uden at være kritisk.
Hvis kærligheden til min kammerat var min næsthøjeste prioritet, hvad var så den højeste, vil I måske spørge? At være lydig. At elske sin kammerat betyder ikke, at man skal følge ham, hvis han overtræder budene eller missionærreglerne. Heldigvis var ingen af mine kammerater ulydige. Et par af dem var ikke så motiverede, som de burde være, men det, de havde mere brug for end kritik eller udskældning, var en, der kunne acceptere og styrke dem.
2. Jeg ville søge efter mirakler. Ja, faktisk ville jeg forvente dem.
Jeg kan huske, at jeg sad i missionshjemmet, da min mission var forbi, og holdt vidnesbyrdsmøde sammen med 13 ældster og en søster, som også skulle rejse hjem. Jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde. Jeg husker ikke, hvad de andre ældster sagde. Men jeg glemmer aldrig søster Thorpes vidnesbyrd. Hun fortalte, at hun under sit interview med sin stavspræsident 18 måneder tidligere havde afsløret et hemmeligt ønske: »Jeg vil gerne se mirakler på min mission,« havde hun betroet ham. Derefter havde hun næsten undskyldende spurgt ham, om det var forkert at søge mirakler. Han havde forsikret hende om, at det var det ikke. Efter at have fortalt os om deres samtale, vidnede hun: »Jeg har set mirakler på min mission.«
Pludselig blev jeg klar over, at jeg også havde set mirakler på min mission, men jeg havde hverken søgt eller ventet dem. Jeg havde bare ladet dem komme. Ved ikke at søge dem eller forvente dem havde jeg sikkert hindret en del af dem i at udfolde sig. Mirakler udspringer af tro, og tro har noget at gøre med at forvente, at noget bestemte sker, og aktivt stræbe efter at få det til at ske.
Hvis jeg skulle ud og tjene i dag, ville jeg yde min indsats, men jeg ville også forvente, at Herren skulle udføre sin del af mit virke som hans tjener. Han er ekspert i mirakler, som vi kan definere som noget, han kan gøre for os, men som vi ikke selv kan gøre. Jeg er af den overbevisning, at han er mere villig til at udføre mirakler, end vi er til at modtage dem. At undervise med Ånden er nok den mest effektive måde, hvorpå en missionær kan åbne for miraklerne. Det indbyder Herrens Ånd til direkte at komme ind i undersøgerens liv.
3. Jeg ville arbejde klogere og hårdere.
Min første distriktsleders motto syntes at være: »Arbejd klogere, ikke hårdere.« Jeg er ikke enig med anden halvdel af mottoet, men hvis jeg skulle gøre det om igen, ville jeg bestemt stræbe efter at arbejde klogere. Min distriktsleder var ganske kreativ og havde fremgang. For eksempel oprettede han et volleyboldhold for de unge i menigheden, og de inviterede deres venner til at spille med. Det var en sjov og enkel måde at få de unge til at være missionærer på. Der kom mange undervisningssituationer og omvendelser ud af denne uformelle måde at forkynde evangeliet på.
Jeg var nok for stiv og indskrænket i min definition af, hvad Herrens arbejde bestod i. Jeg betragtede mig selv som doven, hvis jeg ikke bankede på døre hele dagen lang eller underviste oprigtige undersøgere. Men Herrens arbejde behøver ikke at være hårdt for at være arbejde. Hvis jeg var missionær i dag, ville jeg under min missionspræsidents ledelse prøve at være mere kreativ i min måde at finde undersøgere på.
4. Jeg ville ikke lade afvisninger eller nederlag tage modet fra mig.
Da jeg var på mission, var afvisninger og nederlag lige så meget en del af dagligdagen som det at spise og trække vejret. Det var så let at vente afvisning eller gå ud fra, at vore undersøgere ville tabe interessen for vores budskab. Men fem uger i en bestemt by lærte mig en værdifuld lektie. Det var en by, hvor ingen nogensinde havde haft stor fremgang. Men det havde de glemt at fortælle mig og min makker. Vi havde det fantastisk godt med hinanden. Vi arbejdede hårdt. Og vi havde det sjovt. Vi traf masser af mennesker, som var interesserede i vores budskab. Vi havde en blomstrende undersøgerklasse hver søndag i den lille gren. Der skete mirakler i folks tilværelse. Og vi følte, at vi blot havde skrabet lidt i overfladen på denne lovende by.
Hvorfor havde vi så stor fremgang der? Jeg tror, at Herren velsignede os med fremgang på grund af vores indstilling. Min kammerat og jeg nød at arbejde sammen. Vi var ét. Vi arbejdede hårdt. Vi troede oprigtigt, at byen var en guldmine, der bare ventede på at skænke os sine skatte. Indstilling har meget at gøre med tro. Og tro har alt at gøre med succes. Og tro er smittende.
Desværre tog det sin tid for mig at forstå det. Jeg så ikke forbindelsen mellem frugten af vores arbejde og den måde, som vi arbejdede på. Derfor kunne jeg ikke anvende dette princip i mine næste to områder.
Der er sikkert meget andet, som jeg ville gøre anderledes, hvis jeg fik mulighed for at gøre min mission om, men disse fire er dem, der står klarest i mit sind. Hvis I kigger nøje på disse forslag, vil I opdage, at de falder inden for de egenskaber, som Herren selv har angivet for sine tjenere: »Og tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje, gør ham skikket til arbejdet. Husk tro, dyd, kundskab, mådehold, tålmodighed, broderlig venlighed, gudsfrygt, næstekærlighed, ydmyghed og flid« (L&P 4:5-6).