I henhold til guddommelig plan
Vi tror, at familien er indstiftet af Gud. Vores opfattelse af familien findes udtrykt i det profetiske skrift »Familien: En proklamation til verden«.
»Med så mange spidsfindigheder, som prakkes os på som sandhed, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer, med så mange tillokkelser og fristelser til langsomt at påtage sig verdens smuds, har vi følt, at vi bliver nødt til at advare. For at fremme denne advarsel udsender vi, Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd, hermed en proklamation til Kirken og til verden, som både er en erklæring og en bekræftelse af de standarder, lærdomme og levemåder i forbindelse med familien, som profeterne, seerne og åbenbarerne i denne kirke gentagne gange har erklæret i løbet af historien.«1
Med disse ord præsenterede præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) »Familien: En proklamation til verden«2 ved Hjælpeforeningens møde den 23. sep. 1995 i Salt Lake City i Utah.
»Vi anbefaler alle at foretage en omhyggelig, eftertænksom og bønsom gennemlæsning af denne proklamation,« formanede han. »Enhver nations styrke har sin rod inden for hjemmets fire vægge. Vi opfordrer vore medlemmer overalt til at styrke deres familie i overensstemmelse med disse hævdvundne værdier.«3
Det følgende skildrer asiatiske folk, hvis kultur er kendt for deres »stærke og hengivne familieforhold«, som omfatter »respekt for ældre og høje standarder for børn«.4 Disse billeder er repræsentative for sidste dages hellige over hele verden og afspejler de vigtige lærdomme, som findes i familieproklamationen.