Endelig ville min mor vide mere
Da begravelseskortegen kørte ind på den smalle vej, som førte hen til kirkegården, strømmede minderne gennem mit sind. I min sorg over min fars alt for tidlige død, søgte jeg trøst i evangeliet og skrifterne. Jeg kom til at tænke på Præd 3:1:»Alt har en tid«.
Min familie kom ikke regelmæssigt i kirke, da jeg var lille, men mine forældre udviste deres kristne tro gennem den måde, hvorpå de hjalp nødlidende, og den måde, hvorpå de lod hvert af os børn vide, at vi var elskede. Mine forældre havde taget del i alle aspekter af mit liv, undtagen et, og det aspekt voldte dem stor sorg, fordi de ikke forstod mig og ikke ønskede at lytte til mit vidnesbyrd om det, jeg havde fundet.
Da jeg var 17, præsenterede nogle gode venner mig for Kirken. Det gengivne evangelium besvarede mange af de spørgsmål, jeg havde tumlet med i årevis, men mine forældre ville ikke have noget med det at gøre. Da jeg blev medlem af Kirken som 18-årig, var det kun min bedstemor, som overværede min dåb. Hun var ikke sidste dags hellig, men hun syntes at forstå mit åndelige behov, og hun forsikrede mig om, at mine forældre en dag ville forstå min beslutning.
Jeg giftede mig kort efter min dåb og flyttede væk sammen med min mand. Nogle år senere fortalte jeg i et brev til mine forældre om min tempelbesegling og om min glæde og min nyfundne tro. Men jeg var ikke i stand til at vække deres interesse for evangeliet. Nu var min far borte, og min mor og lillesøster var alene tilbage.
Mine tanker blev afbrudt, da bilerne stoppede. Lige til venstre for os bemærkede jeg et monument, som var helt tilgroet. Stenens indgravering syntes at kalde på os, men vi gik hen til graven uden at se nærmere på den.
Da begravelsen var forbi, udtrykte vi vores taknemlighed til venner og familie og sagde farvel. Min mand, min mor og jeg gik så hen til monumentet. Den var indgraveret med et skriftsted, som skulle komme til at ændre min familie for stedse: »For se, dette er min gerning og herlighed: At tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39)
For første gang, nu 14 år efter min dåb, begyndte min mor at stille spørgsmål. Takket være det gengivne evangelium kunne jeg besvare dem. Kort efter blev hun og min søster døbt og bekræftet. Lidt over et år senere blev der udført tempelordinancer for min far.
Der er gået mere end 30 år siden den dag på kirkegården. I løbet af den tid er andre slægtninge blevet beseglet i templet. Min mor blev hjælpeforeningspræsident og ydede mange års hengiven tjeneste. Min søster blev gift, fik børn og tjente i mange år som vejleder for laurbærpigerne, præsident for Unge Piger og medarbejder i SDH-familietjenesten.
Alt har sin tid – både tid til glæde og tid til sorg. Jeg er taknemlig for visheden om, at bønner bliver besvaret i Guds rette tid, og at skrifterne tilbyder os livets ord, når vi søger, overvejer og deler dem med hinanden.