Hvordan kunne hun dog tilgive ham?
En dag i 1961, da ældste Roger Slagwoski og jeg bankede på døre i Wilhelmshaven i Vesttyskland, bød en ældre enke os elskværdigt ind i sin beskedne lejlighed. Jeg blev så overrasket, at jeg spurgte hende, om hun virkelig forstod, hvem vi var. Hun forsikrede os om, at det gjorde hun, og at hun havde ventet på os.
Hun fortalte os, at to sidste dages hellige ældster havde banket på hendes dør for mange årtier siden, da hun var ung mor. Hun havde travlt dengang, så hun havde afvist dem. Bagefter havde hun fortrudt det og svoret, at hvis sidste dages hellige missionærer nogensinde bankede på hendes dør igen, så ville hun byde dem indenfor.
Emma Henke havde et skarpt sind, og hun lyttede opmærksomt til vores budskab, men ofte fik hun et fjernt blik i øjnene. Hun var venlig mod os og altid villig til at dele sine sparsomme fornødenheder med os, men vi spekulerede på, om hun virkelig forstod betydningen af vores budskab. Til sidst besluttede vi at overføre hende til vores liste over folk, som vi besøgte fra tid til anden, når vi var i det pågældende kvarter.
Et par uger senere kiggede vi atter forbi, og til vores store overraskelse fortalte Emma os pludselig, at hun havde besluttet sig for at blive døbt!
Det var først på det tidspunkt, at hun begyndte at fortælle os om sit svære liv. Hendes spæde datter var død i de sidste dage af første verdenskrig. I 1924 bukkede en niårig datter under for difteri. I vinteren 1941-1942 havde hun modtaget et brev fra sin 21-årige søn, som kæmpede på Østfronten under anden verdenskrig. Kort efter fik hun at vide, at han var faldet.
Emmas mand, Hugo, havde foragtet nazisternes politik. Hun bad ham ofte om at udvise forsigtighed. En dag i begyndelsen af 1944 sporede en af statens radioovervågere et signal fra BBC til familien Henkes hjem, og Gestapo brød døren ind og anholdt ham. Han blev sendt til en koncentrationslejr i nærheden af Hamburg, og Emma og hendes sidste overlevende barn, en lille søn, måtte nu klare sig selv.
Emma tog hen til den lokale nazistiske embedsmand, som var ansvarlig for fængslingen af hendes mand, og tryglede ham om at skåne ham, men forgæves. Hun hørte om Hugos død i marts 1945. Embedsmanden selv blev siden idømt livsvarigt fængsel, men var blevet løsladt, kort før vi bankede på Emmas dør. Hun sagde, at hun ofte så han drøne af sted i en dyr, ny bil. Emma sagde, at den dag, hvor hun bad om at blive døbt, havde hun endelig fundet styrke til at tilgive ham for at have taget hendes mand fra hende og afvist hendes bønner om barmhjertighed. Hun var fast besluttet på at overlade dommen til Herren.
Emma blev et trofast medlem af Kirken og fandt stor glæde og trøst i at opdage det gengivne evangeliums sandheder. I november 1966, da hun hastede hen over et torv i Wilhelmshaven på vej til et møde i Hjælpeforeningen sank hun om og døde af et hjertetilfælde.
Søster Henke nægtede at blive bitter over livets trængsler, og hun døde uden nogen form for hævngerrighed. Denne kære søster har helt bestemt oplevet et vidunderligt gensyn med dem, som hun havde elsket og mistet.