Sådan fandt jeg Kristus i Kapernaum
Efter mange års planlægning og forberedelse, lykkedes det mig endelig at rejse til det hellige land med familie og nære venner. Da vi nærmede os Galilæa Sø, glædede vi os til at se Kapernaum.
I Matthæusevangeliet kan vi læse, at efter folk i Nazaret havde afvist Kristus, gjorde han Kapernaum til »sin egen by« (Matt 9:1). Det var i Kapernaum og ved bredden af Galilæasøen, at Kristus kaldte Peter, Jakob, Johannes og Andreas og senere Matthæus som sine disciple (Matt 4:18-22; 9:9).
Kapernaum betyder »landsbyen Nahum« eller trøsten eller lindringens landsby. Kristus havde sandelig medfølelse med folket i denne by og trøstede dem ved at uddrive djævle, helbrede »alle de syge« og sågar opvække de døde (se Matt 8:16; Mark 5:35-42). Skønt Kristus senere revsede Kapernaums indbyggere for at afvise ham, udførte han nok flere mirakler her end noget andet sted.
I Kapernaum udforskede vi ruiner og vandrede ned ad byens gamle gader i forundring over alt det, som denne lille by havde oplevet (se Matt 11:23). Senere stoppede jeg op, satte mig under et træ, hvor jeg funderede og stirrede ud over Galilæasøen. Men min store forventning om at fornemme, hvordan skriftens beretninger blev levende for mig, forblev uindfriet. Trods min forberedelse til rejsen, min oprigtige søgen efter Kristus og den beslutsomhed, der i sidste ende havde ført os hertil, følte jeg en tyngende tomhed i hjertet.
Hvorfor kunne dette sted, hvor Kristus havde velsignet så mange mennesker, ikke også velsigne os? Mens jeg kæmpede med mine følelser, følte jeg en længsel efter at læse i skrifterne. Jeg spurgte hvert eneste medlem af vores gruppe, men desværre havde ingen af dem taget en bibel med. Heldigvis havde et medlem af gruppen en Palm Pilot med en elektronisk udgave af skrifterne på. Vi samledes og lyttede til nogle vers fra Matt 4 og Mark 5 om Frelseren i Kapernaum.
Så snart vi koncentrerede os om skrifterne, blev den tomhed, som jeg havde følt, erstattet af et opmuntrende vidnesbyrd om Frelserens kærlighed og sandheden af de begivenheder, som skrifterne vidner om. Vi var kommet til Kapernaum for at finde Kristus, men vi fandt ham ikke, før vi ransagede skrifterne. Det var ikke de fysiske omgivelser, der vidnede for os, men Helligånden.
Skriftstudium kan underbygges af historie, bibelkommentarer, sproglig indsigt og eventuelle rejser, men der findes ingen erstatning for undervisning direkte fra Ånden, når vi fordyber os i skrifterne. Mosijas sønner, som »havde gransket skrifterne flittigt, for at de kunne kende Guds ord« (Alma 17:2), var eksempler på dette princip.
Må skriftstudiet blive noget centralt i vores søgen efter Kristus, for skrifterne er virkelig det bedste sted at finde ham.