Med nye øjne
»Jeg ser hæslig ud,« sagde jeg og stirrede vantro på spejlet. Det var det samme højre øje som altid, der så på mig. Men mit venstre øje var et blåt øje, der var værre end noget andet, jeg havde set.
»Det er ikke så slemt. Slet ikke,« sagde min veninde Emily uden overbevisning.
Jeg rullede med mit gode øje efter hende og satte isposen på plads igen.
Blot fem minutter før var mit venstre øje blevet ramt at et utilsigtet, men velplaceret slag fra min veninde Jannas albue. Mine hænder fløj op mod ansigtet, og jeg forsøgte at undgå at falde. Janna sagde undskyld. Jeg kunne høre mine venner stå omkring mig for at se, om jeg var okay.
Selv om det gjorde ondt, forstod jeg ikke, hvad der var sket, før jeg flyttede mine hænder, og alle i lokalet gispede.
»Hvad?« spurgte jeg. Ingen svarede.
Jeg løb hen til spejlet. Få sekunder efter slaget var området omkring mit øje svulmet op til fire gange normal størrelse. Frisk, rødt blod væltede ind i hævelsen.
»Hvordan skal jeg kunne se på noget menneske?« sagde jeg og snuppede en ispose fra Jannas hånd. Hun bed sig i læben og sagde undskyld for mindst 100. gang. Jeg pressede isen mod mit øje og håbede, at den blå hævelse ville gå væk inden næste morgen.
Selvom noget af hævelsen gik bort, og det røde var forsvundet næste morgen, havde det opsvulmede blå mærke desværre ændret sig til en dyb rosa farve. Jeg så hæslig ud, og jeg følte mig endnu mere hæslig.
Jeg forsøgte at tildække mit øje med makeup, men det fik kun det blå til at se lilla ud. Og intet kunne hjælpe på hævelsen. Til sidst tog jeg en hat på og gik med den, så jeg knap kunne se ud under den.
Den dag i skolen følte jeg, at alle stirrede på mig. Jeg nægtede at se nogen i øjnene. I dagevis kunne jeg ikke tænke på andet, selv om mine venner forsøgte at opmuntre mig.
Søndag var jeg gnaven, fordi jeg ikke kunne gå med hat i kirken. Men alt ændredes i søndagsskoleklassen.
»Bed om at se jer selv, som Herren ser jer,« sagde læreren og talte om forsoningen og personlig værdi.
Jeg rørte ved min blå hævelse og tænkte for mig selv: »Han ser mig som en pige med et hæsligt blåt øje.« Da jeg holdt op med at have ondt af mig selv, ændredes mit perspektiv, og jeg tænkte: »Hvordan ser min himmelske Fader mig?«
Tårerne fyldte mine øjne, da jeg tænkte på den kærlighed han havde ikke kun til andre, men også til mig. »Han ser mig som sin datter, som er hans Søns liv værd,« erkendte jeg.
Jeg mærkede Ånden vidne om min sjæls store værdi som Guds datter. Jeg huskede et skriftsted, som jeg havde lært i seminar. Jeg åbnede min bibel og fandt det i 1 Samuel 16:7: »Se ikke på hans udseende og højde … for det drejer sig ikke om det, mennesker ser på; mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet.« Mit ydre udseende var ikke så vigtigt som den person, jeg var indvendigt.
Min indstilling ændredes igen, da jeg så mig omkring i lokalet og følte en enorm kærlighed til de mennesker, jeg så omkring mig. Vor himmelske Faders kærlighed fyldte mig, og i blot et øjeblik tror jeg, at jeg så min klasse og fik en antydning af, hvordan vor himmelske Fader ser dem – som sine børn.
Jeg følte fred og tryghed resten af sabbatsdagen, og nu var jeg ligeglad med, hvad andre tænkte. Jeg elskede dem, og jeg så dem alle i øjnene – med begge øjne.