Opdag Gud
Da jeg var omkring 18 år, fløj jeg op til et sommerjob i en lille by i Alaska, som hedder Soldotna. Det var første gang, jeg skulle bo ude. Mine forældre havde aftalt, at jeg kunne arbejde for og bo hos deres gode venner, familien Wright, som ejede den lokale købmandshandel. Jeg håbede på at tjene penge nok til min uddannelse. Jeg håbede også at vende hjem med svaret på et spørgsmål, der hele tiden dukkede op i mit sind: Findes der virkelig en Gud?
Jeg måtte finde mit eget svar. Så jeg besluttede at bede hver eneste aften og spørge Gud, om han virkelig fandtes. Jeg havde en følelse af, at hvis Gud eksisterede, så ville han besvare min bøn. Hvis jeg slet ikke modtog et svar, ville jeg være klar over, at han ikke fandtes. Jeg mente, at det var ganske ligetil.
Hjemme hos familien Wright delte jeg værelse med deres datter Lisa. Hun var hjemme på sommerferie fra Brigham Young University og arbejdede sammen med mig i købmandshandlen. Lige fra begyndelsen beundrede jeg Lisa. Hun var smuk, intelligent, selvsikker og begejstret for livet. Den sommer tilbragte vi næsten alle døgnets timer sammen.
Jeg nød at høre Lisa fortælle mig om sit liv på skolen. Hendes liv lød sjovt og meget selvstændigt. Lisas liv var velorganiseret og i balance; hun havde prioriteterne i orden.
Min beundring for Lisa øgedes, da jeg iagttog hende læse i skrifterne hver dag og bede morgen og aften. Jeg ville så gerne spørge Lisa, hvordan hun havde fået sin tro på Gud, men jeg skammede mig over min egen manglende tro. Jeg kan huske, at jeg lå i min seng og spekulerede på, hvad Lisa mon talte med Gud om i sine bønner.
Hver aften knælede jeg ned ved siden af min seng og bad en hurtig bøn, hvor jeg spurgte Gud, om han var der. Men jeg følte ikke noget særligt eller åndeligt. Jeg hørte ikke nogen stemme. Jeg havde det ikke anderledes efter mine bønner end før. Denne aftenrutine stod på i to måneder. Skuffet kunne jeg mærke, at min tvivl angående Gud øgedes.
En aften havde jeg meget hjemve og tårerne vældede op i mine øjne. Jeg trængte sådan til at være sammen med min familie, mine venner og se mit hjem. Da jeg længtes efter at tale med nogen, som kendte og elskede mig, knælede jeg og bad. »Gud, jeg har virkelig brug for dig lige nu,« begyndte jeg. I de næste mange minutter udtrykte jeg mine inderste følelser for min himmelske Fader. Jeg fortalte ham alt. Jeg talte med ham, som om jeg troede, at han var der.
Jeg følte en varme omslutte mig. Det føltes, som om min himmelske Fader var kommet ned og havde omfavnet mig. Jeg var ikke længere alene. Jeg var omsluttet af kærlighed og fred. Jeg vidste, at der var en Gud.
Jeg spekulerede på, hvorfor det havde taget over to måneder at få svar på min bøn. Jer 29:13 gav mig svaret: »Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde.«
Jeg havde endelig modtaget et svar på min bøn, da jeg havde gravet dybt i mit hjerte. Jeg satte min lid til Guds eksistens. Jeg ransagede himlen med mine ord og tårer.
Mit liv blev ændret på grund af den aften. Jeg udførte en mission og blev gift i templet. Min tro på Guds eksistens styrkes stadig.
Jeg tænker ofte tilbage til den sommer i Alaska. Uden Lisas eksempel var jeg nok ikke blevet ved med at bede i de par måneder. Jeg havde måske givet op og aldrig opdaget min himmelske Faders kærlighed. Jeg vil altid være taknemlig for Lisa og hendes eksempel. Hun hjalp mig med at lære Gud at kende og føle hans kærlighed til mig.
Illustreret af Julie Rogers