Nye venner
Af hele dit hjerte
Børn over hele verden elsker og tilbeder Jesus Kristus – ligesom dig! I denne måned skal vi møde Ricardo Fortuna fra Santo Domingo i Den Dominikanske Republik.
Uanset hvad Ricardo Fortuna foretager sig, så gør han det med begejstring. Denne otteårige dreng fra Santo Domingo i Den Dominikanske Republik spiller baseball med en professionel spillers energi. Sammen med sine venner og sin bror kører de om kap med legetøjslastbiler eller udkæmper fantasifulde slag mellem dinosaurer. Han bliver glad, når hans mor kalder ham ud i køkkenet for at tilberede tostones (stegte bananer).
Ricardo tager ivrigt del i familieaften. Han beder oprigtigt med sin familie hver morgen og aften. Han læser og læser i sine skrifter. Og han ville ønske, at han kunne gå i Primary mere end en gang om ugen! Uanset hvad Ricardo Fortuna foretager sig, så gør han det helhjertet.
Der er især en ting, som Ricardo gør med hele sit hjerte – han elsker Herren. Han ved, at det er en befaling, for han har læst det i Bibelen: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind« (Matt 22:37).
»Det betyder, at man skal elske ham alt, hvad man kan,« siger Ricardo. Den kærlighed ses især tydeligt i familiens lejlighed, når de fejrer jul. Hver aften læser familien skriftsteder om Frelserens fødsel. Nogle fortalte om, hvad der skete i det hellige land. Andre fortalte om, hvad der skete i den nye verden.
Ricardo siger, at det er vigtigt at huske Jesus Kristus ved juletid, for der fejrer folk hans fødsel. »Men det er vigtigt at tænke på Jesus hver dag og følge hans eksempel,« siger han. »Vi skal huske på, at han fortalte os om vor himmelske Fader, og om hvordan vi skal tilbede ham, og at han sendte os Helligånden.«
Lige inden for døren i familien Fortunas hjem hænger der et stort maleri af Frelseren. Uanset hvor i stuen man er, kan man se ham. »Det minder os om at tænke på ham,« siger Ricardo, »ikke kun til jul, men året rundt.«
Ricardos yndlingsskriftsted
Ricardo elsker trosartiklerne, især den femte, som han kan fremsige muy rápidamente (meget hurtigt). »Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed dertil, for at kunne prædike evangeliet og forrette dets ordinancer,« citerer han. »Det fortæller os, at Herren kalder sin kirkes leder, og at vi forkynder evangeliet med myndighed.«
Sjov mad
Det tager sin tid at tilberede Ricardos yndlingssnack, tostones, men han synes, at det er al tiden værd. Han og hans mor skræller og skærer plantain-bananerne, som ikke er så søde som almindelige bananer, i skiver. De steger dem i varm olie, lader dem køle af og dupper dem tørre. Så følger det, Ricardo bedst kan lide. Han lægger hver skive i en træpresse og maser den flad. Derefter steges hver skive igen. Han kan især godt lide at spise tostones med pølse.
Gode eksempler
Ricardo leger ofte med sin lillebror, Marcus, og en anden ven, Manuel, en sidste dages hellig, som bor i en nabolejlighed. Han ved, at rigtige venner opmuntrer hinanden til at gøre det rette. »De ser op til mig, så jeg må være et godt eksempel for dem,« siger han.
Ricardo er også nært knyttet til sin mor og far. »Jeg elsker min mor og far,« siger han. De hjælper mig, og de leger med mig. De underviser mig, og de læser med mig. De beder bønner med mig hver morgen og hver aften.
Han betragter også præsident Thomas S. Monson som et eksempel. »Jeg ved, at han er Guds profet, og at han taler Guds ord,« siger Ricardo. »Jeg ved, at han beder og studerer sine skrifter, så det skal jeg også gøre.«
Og Ricardo siger, at Jesus Kristus er det største eksempel. »Han lærer os at gøre det rette, at være lydige, at bede rigtigt og at være ærbødige og respektfulde.« ●