Budskab fra Det Første Præsidentskab
Lad os hæve vores advarselsrøst
Fordi Herren er god, kalder han tjenere til at advare folk mod farer. Dette advarselskald gøres vanskeligere og vigtigere af den kendsgerning, at de advarsler, som har størst betydning, drejer sig om farer, som folk endnu ikke synes er reelle. Tænk på Jonas. Til at begynde med flygtede han fra Herrens kald til at advare Nineves befolkning, som var blinde over for syndens farer. Han vidste, at ugudelige mennesker gennem tiden har forkastet profeterne og sågar slået dem ihjel. Men da Jonas så drog af sted i tro, velsignede Herren ham med sikkerhed og fremgang.
Vi kan også lære af vore erfaringer som forældre og som børn. De af os, som er forældre har oplevet bekymringen ved at fornemme farer, som vore børn endnu ikke kan se. Få bønner er så inderlige, som dem forældre beder for at få at vide, hvordan de kan få et barn til at søge bort fra farer. De fleste af os har oplevet velsignelsen ved at lytte til og følge en forælders advarselsrøst.
Jeg kan stadig huske, at min mor talte blidt til mig en lørdag eftermiddag, da jeg som dreng bad hende om lov til at gøre noget, som jeg mente var helt rimeligt, og som hun vidste var farligt. Jeg er stadig forundret over den styrke, hun fik, antageligvis fra Herren, til med så få ord at få mig til at ændre mening. Så vidt jeg husker, sagde hun: »Ja, det kunne du vel gøre. Men valget er dit.« Den eneste advarsel lå i den vægt, hun lagde på ordene kunne og valget. Men det var nok for mig.
Hendes evne til at advare med så få ord udsprang af tre ting, som jeg vidste om hende. For det første vidste jeg, at hun elskede mig. For det andet vidste jeg, at hun havde stået i samme situation og var blevet velsignet ved tage den rigtige beslutning. Og for det tredje havde hun tilkendegivet sit sikre vidnesbyrd for mig om, at det valg, jeg var nødt til at træffe, var så vigtigt, at Herren ville fortælle mig, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg spurgte ham. Kærlighed, eksempel og vidnesbyrd: Det var nøglerne den dag, og de har været det, når som helst jeg har været velsignet med at lytte til og dernæst give agt på en af Herrens tjeneres advarsel.
Vores evne til at påvirke andre med vores advarselsrøst har betydning for alle disciple, der har indgået pagt med Jesus Kristus. Her er den formaning, som hvert medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har fået: »Se, jeg sendte jer ud for at vidne og advare menneskene, og det påhviler enhver, der er blevet advaret, at advare sin næste« (L&P 88:81).
Vores pligt til at advare
Ansvaret for at advare vores næste hviler på alle os, der har indgået dåbspagten. Vi skal tale om evangeliet med vore venner og slægtninge, der ikke er medlemmer. Vores formål er at invitere dem til at blive undervist af de fuldtidsmissionærer, der er kaldet og indsat til at undervise. Når en person har sagt ja til at blive undervist, er der skabt en »henvisning« med store forjættelser, en, som med meget større sandsynlighed træder ned i dåbens vande og forbliver trofast.
Som medlemmer af Kirken kan I forvente, at fuldtids- eller lokalmissionærerne vil bede om at få lov til at besøge jer i jeres hjem. De vil hjælpe jer med at lave en liste over mennesker, som I kan dele evangeliet med. De kan foreslå, at I tænker på slægtninge, naboer og bekendte. De kan bede jer om at sætte en dato for, hvornår I vil forsøge at have personen eller familien klar til at blive undervist af missionærerne. Jeg har haft den oplevelse. Fordi vi i vores familie tog imod den invitation fra missionærerne, blev jeg så velsignet, at jeg kunne døbe en enke på omkring 80 år, der var blevet undervist af søstermissionærerne.
Da jeg lagde mine hænder på hendes hoved for at bekræfte hende som medlem af Kirken, følte jeg mig tilskyndet til at sige til hende, at hendes ønske om at blive døbt ville velsigne mange slægtled i hendes familie, efter og før hende. Da hun var gået bort, var jeg i templet sammen med hendes søn, da han blev beseglet til hende.
I har måske haft sådanne oplevelser med mennesker, som I har inviteret til at blive undervist, så I ved måske også, at kun få øjeblikke i livet er skønnere. Herrens ord til missionærerne og til alle os andre er sande: »Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« (L&P 18:16).
Missionærerne vil hjælpe og opmuntre os, men hvorvidt sådanne øjeblikke ved dåbsbassinet og i templet finder sted oftere, afhænger i høj grad af, hvordan vi forstår vores ansvar, og hvad vi vælger at gøre ved det. Herren ville ikke bruge ordet advare, hvis der ingen fare var. Og dog er der ikke mange mennesker, som vi kender, der fornemmer den. De har lært at ignorere den stadig større mængde beviser på, at samfundet er ved at falde fra hinanden, og at de og deres familie mangler den fred, de engang troede, det var mulig at finde. Den villighed til at ignorere tegnene på fare, kan gøre det let for os at tænke: »Hvorfor skulle jeg tale om evangeliet med nogen, der synes at være tilfredse med det, de har? Hvilken fare er der for dem eller for mig, hvis jeg ikke gør eller siger noget?«
Tja, faren kan være svær at få øje på, men den er virkelig, både for dem og for os. For eksempel vil alle, I nogen sinde har mødt, på et eller andet tidspunkt i den tilkommende verden vide, hvad I ved nu. De vil vide, at den eneste måde, hvorpå vi kan leve evigt sammen med vores familie og i vor himmelske Faders og hans Søns, Jesu Kristi, nærhed, var at vælge at træde ind ad porten ved dåb udført af dem, der har myndighed fra Gud. De vil vide, at den eneste måde, hvorpå familier kan være sammen for evigt, er ved at antage og holde de hellige pagter, der tilbydes i Guds templer på denne jord. Og de vil vide, at I vidste det. Og de vil huske, om I tilbød dem, hvad en anden havde tilbudt jer.
»Det er let at sige: ›Tiden er ikke moden.‹ Men det er farligt at udsætte. For en del år siden arbejdede jeg for en mand i Californien. Han ansatte mig, han var venlig mod mig, han syntes at have høje tanker om mig. Jeg var måske den eneste sidste dages hellige, han nogensinde havde kendt godt. Jeg kan ikke huske alle de grunde, jeg fandt til at vente på et bedre tidspunkt at tale med ham om evangeliet på. Jeg husker blot den sorg, jeg følte, da jeg hørte, at efter at han var blevet pensioneret, og jeg var flyttet bort, var han og hans hustru blevet dræbt en nat, da de kørte til deres hjem i Carmel i Californien. Han elskede sin hustru. Han elskede sine børn. Han havde elsket sine forældre. Han elskede sine børnebørn og vil elske deres børn og vil ønske at være sammen med dem for evigt.
Jeg ved ikke, hvordan skarerne vil blive ledt i den tilkommende verden. Men jeg går ud fra, at jeg vil møde ham, at han vil se mig ind i øjnene, og at jeg i dem vil se spørgsmålet: ›Hal, du kendte til det. Hvorfor fortalte du mig ikke om det?‹«
Når jeg tænker på ham, og når jeg tænker på den enke, som jeg døbte, og hendes familie, der nu skal besegles til hende og til hinanden, ønsker jeg at gøre det bedre. Jeg vil gerne forøge min evne til at indbyde mennesker til at blive undervist. Med det ønske og med tro på, at Gud vil hjælpe os, vil vi gøre det bedre.
Kærligheden kommer først
Kærlighed er altid det første, der skal til. En enkelt god gerning er sjældent nok. Herren har beskrevet den kærlighed, vi skal føle, og som de, vi inviterer, skal kunne mærke, at vi har i os, med ord som disse: »Kærligheden er tålmodig,« og at »den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt« (1 Kor 13:4, 7).
Jeg har set, hvad »tålmodig« og »udholder alt« vil sige. En familie flyttede ind i et hus i nærheden af os. Det var et nyt hus, så jeg var med blandt de sidste dages hellige, der brugte en del aftener på at anlægge haven. Jeg husker den sidste aften, hvor jeg stod ved siden af manden i familien, mens vi gjorde arbejdet færdigt. Han så ud over vores arbejde og sagde til os, der stod i nærheden: »Det er den tredje have, I mormoner har hjulpet os med at anlægge, og jeg synes, at den her er den bedste.« Og så fortalte han mig stille, men bestemt om den store tilfredsstillelse, han fik ved at være medlem af sin egen kirke – en samtale vi ofte havde i de år, han boede der.
I al den tid ophørte de venlige gerninger, som vi gjorde for ham og hans familie, aldrig, fordi naboerne virkelig var kommet til at elske dem. En aften, da jeg kom hjem, så jeg en lastvogn i hans indkørsel. Jeg havde fået at vide, at de skulle flytte til en anden stat. Jeg gik derhen for at se, om jeg kunne hjælpe til med noget. Jeg genkendte ikke den mand, der læssede møbler ind i lastvognen. Da jeg kom tæt på, sagde han: »Hej, bror Eyring.« Jeg havde ikke genkendt ham, fordi han var sønnen, der nu var blevet voksen, og som havde boet der, var blevet gift og flyttet bort. Og takket være den kærlighed, som mange havde vist ham, var han nu medlem af Kirken. Jeg ved ikke, hvordan historien slutter, for den slutter aldrig. Men jeg ved, at den begynder med kærlighed.
For det andet er vi nødt til at være bedre eksempler på det, vi beder andre om at gøre. I en dyster verden bliver Frelserens befaling vigtigere og vigtigere: »Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene« (Matt 5:16).
De fleste af os er beskedne nok til at tro, at vores lille lys’ eksempel måske er for svagt til at blive lagt mærke til. Men der lægges mere mærke til jer og jeres familie, end I måske er klar over. For nogle år siden havde jeg mulighed for at være til stede ved et møde og tale til næsten 300 præster og ledere fra andre kirker. Jeg talte med så mange, jeg kunne. Jeg spurgte dem, hvorfor de havde været så opmærksomme under min tale, som handlede om Kirkens oprindelse, om den unge Joseph Smiths første åbenbaring og om nulevende profeter. I hvert tilfælde gav de mig i bund og grund det samme svar. De fortalte om en hændelse med en person eller en familie – medlemmer af Kirken, som de kendte. Ofte hørte jeg dem sige: »De var den bedste familie, jeg har kendt.« De talte ofte om en eller anden indsats i nabolaget eller om hjælp ved en ulykke, hvor medlemmer af Kirken arbejdede på en måde, der for dem syntes enestående.
De mennesker, jeg mødte på disse møder, kunne endnu ikke erkende sandheden af lærdommene, men de havde allerede set frugterne af dem i medlemmers liv, og derfor var de parate til at lytte. De var parate til at lytte til sandhederne om genoprettelsen – om at familier kan blive beseglet for evigt, og at evangeliet kan forandre vores inderste væsen. De var parate takket være jeres eksempel.
Den tredje ting, vi må gøre bedre, er at invitere ved hjælp af vores vidnesbyrd. Kærlighed og vores eksempel vil bane vejen. Men vi må stadig åbne munden og bære vidnesbyrd. Vi bliver hjulpet på vej af en enkel kendsgerning. Sandhed og valgmulighed er uadskillelig forbundet. Der er nogle valg, som alle vor himmelske Faders børn må træffe, for at kunne kvalificere sig til et vidnesbyrd om åndelige sandheder, og når vi først kender en åndelig sandhed, må vi vælge, om vi vil tilpasse vores liv efter den. Når vi bærer vidnesbyrd for vore kære eller for venner om sandheden, må vi fortælle dem om de valg, som de må træffe, når først de kender den sandhed. Der er to vigtige eksempler: At invitere nogen til at læse Mormons Bog og invitere nogen til at indvillige i at blive undervist af missionærerne.
For at vi kan vide, at Mormons Bog er sand, må vi læse den og træffe det valg, der findes i Moroni: Bede om at få at vide, om den er sand (se Moro 10:3-5). Når vi har gjort det, kan vi bære vidnesbyrd for vore venner om vores personlige oplevelse og om, at de kan træffe det valg og kende den samme sandhed. Når de finder ud af, at Mormons Bog er Guds ord, står de over for endnu et valg: Om de skal sige ja til jeres invitation til at blive undervist af missionærerne. For at kunne give denne invitation ved hjælp af jeres vidnesbyrd, må I vide, at missionærerne er kaldet som Guds tjenere.
I kan få dette vidnesbyrd ved at vælge at invitere missionærerne ind i jeres hjem for at undervise jeres familie og venner. Missionærerne vil med glæde tage imod denne mulighed. Når I sidder sammen med dem, når de underviser, ligesom jeg har gjort, vil I finde ud af, at de er inspirerede med evner, der større end dem, deres alder og uddannelse kan give dem. Når I så inviterer andre til at vælge at blive undervist af missionærerne, vil I være i stand til at bære vidnesbyrd om, at de underviser i sandheden, og at de tilbyder de valg, der fører til lykke.
En vished
Nogle af os kan måske finde det svært at tro på, at vi har kærlighed nok, at vi er gode nok, eller at vores evne til at bære vidnesbyrd er tilstrækkelig til, at vores næste vil tage imod vore invitationer. Men Herren vidste, at vi ville føle sådan. Lyt til hans opmuntrende ord, som han lod indsætte i begyndelsen af Lære og Pagter, da han gav os vores opgave: »Og advarselsrøsten skal lyde til alle folk ved mine disciples mund, hvem jeg har udvalgt i disse sidste dage« (L&P 1:4).
Og lyt så til, hvilke krav der stilles til disse disciple – af os: »… de svage i verden skal komme frem og nedbryde de mægtige og stærke …« (L&P 1:19).
Og derpå: »… for at mit evangeliums fylde må blive forkyndt af de svage og ringe til verdens ender« (L&P 1:23).
Og igen: »Og for så vidt som de var ydmyge, at de da måtte blive gjort stærke og blive velsignet fra det høje og modtage kundskab fra tid til anden« (L&P 1:28).
Denne forvisning blev givet til de første missionærer i Kirken og til missionærer i vore dage. Men den er også givet til alle os. Vi må have tro på, at vi kan have kærlighed nok, og at evangeliet har påvirket vores liv tilstrækkeligt til, at vores invitation til at vælge, kan høres, som kom den fra Mesteren, hvis invitation den er.
Han er det fuldkomne eksempel på, hvad vi skal gøre. I har følt hans kærlighed og hans omsorg, selv om I måske ikke har reageret. På samme måde vil de, som I henvender jer til med evangeliet, måske heller ikke reagere. Han har gang på gang inviteret jer til at blive undervist af sine tjenere. I har måske ikke bemærket det i hjemmelærernes eller besøgslærernes besøg eller i en telefonsamtale med biskoppen, men det var hans invitation til at få hjælp og blive undervist. Og Herren har altid gjort det klart, hvad følgerne ville være, og dernæst ladet os vælge selv.
Det, som Herrens tjener Lehi lærte sine sønner, gælder for os alle: »Og se, mine sønner, jeg ønsker, at I skal se hen til den store formidler og lytte til hans store befalinger og være trofaste mod hans ord og vælge evigt liv efter hans hellige Ånds vilje« (2 Ne 2:28).
Og dernæst denne opmuntring fra Jakob til at opfylde vores forpligtelse til at vidne, som vi skal, om, at valget om at blive undervist af missionærerne er begyndelsen på vejen til evigt liv, den største af alle Guds gaver: »Fat derfor mod, og husk på, at I er frie til selv at handle – til at vælge vejen til evigtvarende død eller vejen til evigt liv« (2 Ne 10:23).
Jeg vidner om, at kun ved at modtage og efterleve Jesu Kristi genoprettede evangelium finder vi den fred, som Herren har lovet i dette liv og håbet om evigt liv i den tilkommende verden. Jeg vidner om, at vi har fået privilegiet og forpligtelsen til at tilbyde vor himmelske Faders børn, som er vore brødre og søstre, den sandhed og de valg, der fører til disse velsignelser. Jesus er Kristus, og dette er hans værk.
Fotoillustration: David Stoker
Når I inviterer andre til at vælge at blive undervist af missionærerne, vil I være i stand til at bære vidnesbyrd om, at de underviser i sandheden, og at de tilbyder de valg, der fører til lykke.
Vi må have tro på, at vi kan have kærlighed nok, og at evangeliet har påvirket vores liv tilstrækkeligt til, at vores invitation til at vælge kan høres, som kom den fra Mesteren, hvis invitation den er.
Udsnit af Han er opstanden, af Del Parson.