Der er håb på Haiti
Missionærånden lever i bedste velgående i dette lille øsamfund, og den opvoksende generation er fast besluttet på at holde fast ved det.
Dieuveut Demosthène, 18, og Robenson Marcel Laroque Jean, 19, er bedste venner. Og det har de i sinde at blive ved med at være. For evigt.
»Vi er naboer, og vi spiller basketball sammen,« forklarer Robenson. »Jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 16, og efter et stykke tid foreslog jeg Dieuveut, at han også skulle komme med. Jeg bad meget, og jeg var vedholdende. Og se på ham nu, et stærkt medlem af Kirken. Jeg er stolt af ham.«»Robenson inviterede mig mange gange,« siger Dieuveut, »og
med tiden tog jeg imod det. Han har altid talt med enestående ord, som om han forstår alt. Så hans invitation var ikke trættende, den var usædvanlig. Efter et stykke tid begyndte jeg at blive undervist af missionærerne, og jeg blev medlem af Kirken, da jeg var 17.«
Idealet
Det er den ideelle måde at udføre missionering på – at venner fortæller deres venner om evangeliet og giver henvisninger, så missionærerne kan undervise dem. »Fra mig – et medlem af Kirken – er der nu kommet to, og vi fortsætter det arbejde sammen,« siger Robenson. Som følge af deres indsats har en af Dieuveuts ældre brødre og en anden ven også sluttet sig til Kirken. En blev til to, og to blev til fire.
Robenson og Dieuveut fra Centrale Menighed i Port-au-Prince Nordre Stav i Haiti er et billede på det, der er sket med missioneringen, siden missionærer fra andre lande blev trukket ud på grund af politiske uroligheder i 2005. Port-au-Prince-missionen i Haiti har måttet finde sin indre styrke, og det er lykkedes. I dag er det kun haitianere, der er på mission på Haiti, og teenagere forventes at tjene, når de bliver gamle nok. Endnu inden de kaldes på fuldtidsmission, er de i gang med at nå ud til naboer og venner.
»Overalt i Haiti, hvor man ser Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ved man, at medlemmerne er haitianere,« siger Farah Jean-Baptiste, 18, en ung kvinde fra Centrale Menighed. »Det er en stærk motivation for de unge at se, at vi har ansvaret for Kirkens fremtid her.«
»De unge mænd og unge piger i Kirken her er motiveret til at følge Frelseren,« siger Farahs 17-årige ven fra samme menighed, Nathalie LaGuerre. »Vi ønsker at vandre i hans fodspor og se hans værk få fremgang. Og derfor er vi så glade, når vi ser haitianske missionærer arbejde i Haiti. De er begejstrede og glade, og efter deres mission fortæller de os, om de gode oplevelser de havde. Så opfordrer de os til at få samme oplevelser og allerede i dag begynde at fortælle vore venner om evangeliet.«
Hun siger, at selv om de unge piger ikke har samme præstedømmeforpligtelse til at tjene på en fuldtidsmission som de unge mænd, »kan vi også se, at de, der tjener, nyder mange velsignelser. Man er i stand til at velsigne andre, og det opbygger en. Det styrker en til at møde de udfordringer, som man møder i livet, og det forankrer en i evangeliet. Det viser, at man virkelig er en Jesu Kristi discipel, at man er et vidne om ham, og at man følger hans eksempel.«
Håbet
»Der er stort håb for Guds rige på Haiti,« siger præsident Gh. Ghammald Francillon fra Port-au-Prince Nordre Stav i Haiti. »De unge er virkelig motiveret til at tjene som missionærer. Det er en naturlig del af deres opvækst, at de prioriterer en mission, selv før videreuddannelse. Hvis man ser missionærerne på gaden, behøver man bare at spørge dem, så vil de fortælle en, at de har lagt studierne på hylden, fordi de blev kaldet til at udføre Herrens værk.«
Han nævner de velsignelser, som han mener, at han nyder i sit eget hjem, fordi hans hustru er hjemvendt missionær. Han siger, at stærkere familier og stærkere ledere er et direkte resultat af missionærtjeneste. »Forestil jer,« siger han, »hvilken stærk kirke vi vil have på Haiti om 15-20 år, hvis så mange haitianere udfører en mission her.« Han siger, at medlemmerne »føler manges kærlighed og støtte, fra profeten og generalautoriteterne og fra hjemvendte missionærer fra andre lande, som tidligere tjente her. Men lige nu er det 100 % haitiansk, også missionspræsidenten, Fouchard Pierre-Nau, en hjemvendt missionær, der tjente på Haiti for ti år siden.«
Fremtiden
Nogle mennesker mente, at Kirken ville få problemer uden hjælp fra omverdenen. »Men jeg var aldrig bekymret,« siger en missionær, der lige nu tjener i Port-au-Prince-missionen i Haiti, ældste J. Henry Michel. »Kirken falder aldrig. Det er Jesu Kristi kirke, så den kan ikke falde.«
I stedet, siger Dieuveut, vil der ske det, at når folk opdager den glæde, som evangeliet medfører, bliver Kirken i Haiti ved med at vokse. »Jeg er Robenson dybt taknemlig, fordi han forkyndte evangeliet for mig,« siger han, »og det er derfor, jeg ønsker at fortælle andre om evangeliet. I sidste uge spurgte jeg mig selv, om jeg tidligere vidste, hvad glæde var? For selv om jeg i dag ikke har alle de materielle goder, jeg kunne tænke mig, så har jeg altid fred med mig selv. Jeg nærer et stærkt håb om, at være tæt på min himmelske Fader.«
»Jeg stræber allerede efter at være missionær,« siger Robenson. »Hver dag har jeg min rygsæk med, og i den har jeg flere eksemplarer af Mormons Bog, som jeg kan give til andre. Mange af dem ved, at jeg er medlem af Kirken, og jeg er ivrig efter at bære mit vidnesbyrd. Det vil være en storslået mulighed at udføre en fuldtidsmission og tjene Gud ved at tjene hans børn. Det er mit store ønske at tage af sted.«
Dieuveut siger, at han ofte taler med de hjemvendte missionærer. »De fortæller mig, hvordan Herren velsignede folk gennem missionærerne, og jeg vil gerne have andel i sådanne velsignelser. De har fortalt mig, hvordan de levede i missionsmarken, og hvor meget de nød det. Og efter deres mission er de gode, værdige eksempler. Sådan vil jeg også være.«
Hvad vil fremtiden bringe? »Vor himmelske Fader har en plan for Haiti,« siger Dieuveut. »Han giver medlemmerne her mulighed for at vokse sig stærke. Det er haitianere, der underviser haitianere, og det er til velsignelse for os.«
Robenson modtager snart sin missionærkaldelse, og han håber at skulle tjene på Haiti. Dieuveut følger også snart efter og håber også at tjene i sit hjemland. Men uanset om de kaldes til Haiti eller et andet land, så ved de, at de vil vinde mange flere venner i Kirken, og at deres eget venskab vil fortsætte. For når man er venner i evangeliet, er man venner for evigt.
Håbet blomstrer for de unge sidste dages hellige som Robenson Jean, Dieuveut Demosthène, Nathalie LaGuerre og Farah Jean-Baptiste, som mener, at evangeliet kan forandre både dem selv og deres land. Fra et bakkedrag i Port-au-Prince, hvor landet blev indviet til evangeliets forkyndelse, udveksler de sidste dages hellige haitianere smil og bereder sig på fremtiden.
Øverst: Missionspræsidenten og hans hustru taler med de ældster, som tjener på missionskontoret. Præsident Pierre-Nau opfordrer unge sidste dages hellige til allerede nu at forkynde evangeliet. »I er allerede missionærer,« siger han. Herover: Præsident Francillon fra Port-au-Prince Nordre Stav nyder lidt tid sammen med sin hustru og deres børn. Han siger, at Kirken velsigner de unge på mange måder.
De unge på Haiti er stærkt engagerede i UP-klasser og præstedømmekvorummer. De husker ikke blot de løfter, som de afgav, da de blev døbt, men de efterlever de løfter hver eneste dag.
Foto: Richard M. Romney.