Søgen efter en yndlingssalme
Vores missionspræsident havde formanet missionærerne i Accra-missionen i Ghana til at »være fokuserede«. Han var kendt for at benytte den vending. Ved en af vore zonekonferencer foreslog han måder, hvorpå vi kunne gøre det, og et af hovedpunkterne var at have en yndlingssalme.
Han sagde, at vi skulle vælge en yndlingssalme, lære den udenad og synge den, når vi blev fristet eller var nedtrykte. Den udtalelse gav genlyd i min tanker resten af dagen.
Jeg havde hjemve. Ingen i min familie havde skrevet til mig for nylig, og jeg var ked af det. Jeg var ikke så fokuseret. Det var nu, jeg skulle vælge en salme, der kunne muntre mig op. Jeg var bekendt med mange salmer i vores grønne salmebog, men hvilken holdt jeg mest af?
Den aften tog jeg en gammel salmebog og bladrede gennem de krøllede sider i min søgen efter en salme, der kunne trøste mig. Jeg fik straks en idé. Ældste Sheldon F. Child fra De Halvfjerds, som dengang var præsident for det vestafrikanske område, havde besøgt vores gruppe på missionærskolen og talt om forsoningen. Han sluttede af med at sige: »Hvis I unge missionærer forstod betydningen af vor Herre Jesu Kristi forsoning, ville der ikke være behov for missionærregler.«
Det var sådan en salme, jeg havde brug for. Jeg var ikke længere forvirret. Hvis jeg havde en salme om forsoningen, ville jeg føle min Frelsers kærlighed, føle trøst og holde mig fokuseret på det, han ønskede af mig.
Til sidst valgte jeg salme nr. 70 »Han lever! Vor Forløser stor«.
I dag er jeg min missionspræsident taknemlig for hans kloge råd. Nu har jeg lært en yndlingssalme udenad, som jeg altid tænker over og husker at synge, når jeg er deprimeret, prøvet eller presset. »Han lever! Vor Forløser stor, ej tolkes kan vor fryd på jord … bereder bolig for enhver.«