Dobbelt velsignelse
Mit liv ændrede sig for stedse, da min mand og jeg tog til lægen for at få fastslået kønnet på vores ufødte barn og dets udvikling. Jeg græd af glæde, da vi opdagede, at jeg ventede tvillinger. Mine glædestårer forvandledes til fortvivlelsens tårer, da lægen forklarede, at der var indtrådt en række komplikationer, som gjorde det usandsynligt, at vore tvillinger ville være i live ved fødslen. Lægen foreslog så at afbryde svangerskabet. Hun sagde, at det ville være risikabelt at lade det fortsætte, og at jeg på et tidspunkt i så fald måtte indlægges.
Trods farerne besluttede vi at fortsætte svangerskabet.
Da vi kørte hjem, indså jeg situationens alvor. Jeg spekulerede på, hvordan jeg skulle kunne forlade min mand og vore tre børn og ligge på hospitalet i længere tid. Visheden om, at vore børn sikkert ville blive født for tidligt – og måske ikke overleve – overvældede mig. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne udholde den prøvelse.
Det var først, da jeg havde fået en præstedømmevelsignelse af min mand og min svigerfar, at jeg fandt fred. Jeg indså, at uanset hvad udfaldet måtte blive, så skulle min familie og jeg nok klare det. Jeg fornemmede min Frelsers kærlighed og vidste, at han ville være hos os i vores glæde eller sorg.
Noget tid senere sagde jeg farvel til min familie og blev indlagt på ubestemt tid. Babyernes hjerterytme blev konstant overvåget for at sikre, at de havde det godt. Det var hårdt for mig at se deres hjerterytme falde, og jeg spekulerede over, om de mon kunne klare det indtil den planlagte fødsel i 34. uge. Da jeg var 25½ uge henne, begyndte den ene babys hjerterytme at falde til kritisk niveau, og hjertet gik næsten i stå. Lægerne besluttede, at hvis hans hjerte ikke straks begyndte at slå normalt, skulle begge babyer forløses ved akut kejsersnit i løbet af få minutter. Jeg gik i panik, da jeg hørte sygeplejersken ringe til min mand og sige, at de var ved at gøre mig klar til operation, og at fødselslægerne stod klar.
Jeg vidste, at jeg for at komme igennem den prøvelse, havde brug for min himmelske Faders hjælp. Jeg bad stille til, at vores baby ville komme sig, så begge tvillinger kunne få den tiltrængte tid til at udvikle sig i livmoderen. Jeg bad også om trøst. Igen følte jeg den fred, som jeg havde følt, da jeg modtog præstedømmevelsignelsen. Jeg vidste ikke, om vores børn ville leve eller dø, men jeg vidste, at hvis jeg henvendte mig til Herren, ville han hjælpe mig med at bære byrden, uanset hvad der skete. Der skete så det, at den lilles hjerterytme blev normal, så operationen ikke længere var nødvendig.
Mit ophold på hospitalet strakte sig over de næste to måneder, og der var mange gange, hvor vi var bekymrede for babyernes svingende hjerterytmer. Men heldigvis faldt ingen af tvillingernes hjerterytme så lavt som før. Vore sønner, John og Jacob, blev født i 33. uge. Deres navlestrenge var snoet sammen otte steder, og John – den søn, hvis hjerterytme faldt så voldsomt – havde sin navlestreng viklet to gange om halsen. Vore tvillinger blev på hospitalets intensivafdeling, så man kunne regulere deres kroptemperatur og vejrtrækning. På trods af de mulige problemer som er knyttet til for tidlig fødsel, kunne vi få John og Jacob hjem efter blot 19 dage.
Vore tvillinger er nu omkring et år, og de har ingen mén efter den for tidlige fødsel. Jeg er taknemlig for, at det, der begyndte som en prøvelse, blev en af de største velsignelser i mit liv. Jeg fik to sunde sønner, og mit vidnesbyrd om præstedømmevelsignelser og bønner blev styrket. Jeg er også taknemlig for at kunne mindes den fred og kærlighed, som jeg fik ved at vide, at Herren var klar over min situation. Jeg erfarede, at vi med Herrens hjælp har styrke til at udholde alle vore prøvelser.