Tro til at krydse floden
»Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande. Han reddede mig fra min mægtige fjende« (Sl 18:17-18).
Rafael Mateo og hans søn, Whalincon (kendt som »Whally«), stoppede op i mørket en uvejrseftermiddag og betragtede det brusende vand i en flod, der var ved at løbe over sine bredder. Rafael, der var førsterådgiver i grenspræsidentskabet, og Whally, der var ældsternes kvorumspræsident, var på vej hjem efter en søndag fuld af møder i kirkebygningen i San José de Ocoa i Den Dominikanske Republik.
De var allerede drivvåde af at vandre gennem den silende regn og krydse den oversvømmede Rio Ocoa, som dannede en farlig barriere mellem kirkebygningen og deres hjem. I den tørre årstid tager den seks kilometer lange vandring ned fra kirkebygningen i den ene side af dalen til deres hjem i bakkerne på den anden side normalt en time. Men når floden går over sine bredder i regntiden, må Rafael og hans familie gå en tre timers omvej på 15 kilometer for at finde et sted, hvor de kan krydse floden i nogenlunde sikkerhed.
Rafael havde gennemført den tur utallige gange før. Han havde krydset floden hver dag i 12 år for at komme på arbejde. Da han to måneder efter sin dåb blev kaldet til at tjene som grenspræsident, en kaldelse han havde i seks år, steg antallet af sådanne vandringer. Derefter var det kaldelsen som ældsternes kvorumspræsident. Så blev han kaldet til grenspræsidentskabet igen.
Men kendskab til floden mindskede ikke faren, og de brusende vande i de oversvømmede floder kunne være lige så dødsensfarlige som den store flod, de løb ud i. For ikke så længe siden havde en oversvømmet flod fejet en nabo omkuld, så han blev slået ihjel, da den rev ham med strømmen.
Far og søn tøvede ved flodbredden, men så trådte Rafael ud. Floden var ikke bred, men fordi den førte så meget vand med sig, stak den utroligt dybt. Det kolde, brusende vand trak først i hans knæ, så hans hofter, og kort efter hvirvlede det rundt om hans bryst.
Rafael vidste, at han var i knibe. Flodbunden var glat og ujævn, og den stærke strøm truede med at rive fodfæstet fra ham. Halvvejs ude brugte han alle sine kræfter på at holde sig oprejst, og han magtede ikke at bevæge sig hverken fremad eller tilbage.
Netop som han troede, at han var for svag til at kæmpe imod floden mere, fik han et skub bagfra, som sendte han op mod den modsatte bred. Det var først, da han nåede over på den anden side, at han blev klar over, at hans redningsmand ikke var Whally, der stadig stod på den anden bred.
Han tilskriver sin redning den samme Frelser, som har hjulpet ham med at overleve de truende livtag med andre prøvelser, af både fysisk og åndelig art.
»Jeg har mangen en gang måttet kaste mig ud i floden i vand til brystet i Herrens tjeneste,« siger bror Mateo. »Men jeg føler mig i dyb gæld til Herren. Han har ikke alene givet mig mulighed for at tjene sig, men også udholdenheden til det.«
Ligesom kong David ved bror Mateo, at Frelseren »greb mig, han trak mig op af de vældige vande. Han reddede mig fra min mægtige fjende« (Sl 18:17-18).
Det vidnesbyrd har båret ham igennem prøvelser, som var mere diskrete, men mindst lige så virkelige som krydsningen af floden den eftermiddag med Whally.
Trods udgifterne til rejsen blev bror Mateo, hans hustru, Altagracia, og tre af deres børn beseglet i templet i 2001. Siden da har de ydet ofre for at spare op til at besøge templet mindst to gange om året.
Men i bror Mateos øjne er indsatsen og ofrene, både de fysiske og de åndelige, umagen værd.
»Det er ikke hårdt, når man ved, at der er et formål med det,« siger han. »Vi kæmper for noget større end bare jordisk gods.«
Illustration: Gregg Thorkelson; foto: David Newman