Kaldet og indsat til at tjene

Ældste Kenneth Johnson

De Halvfjerds

Formelle kaldelser i Kirken er ikke fuldførte, før vi er blevet indsat af den rette præstedømmemyndighed.

Billede

Elder Kenneth Johnson

I et syn til profeten Joseph Smith og Sidney Rigdon i Hiram i Ohio den 16. februar 1832 finder vi disse trøstende og opmuntrende ord:

»Jeg, Herren, er barmhjertig og nådig mod dem, der frygter¹ mig, og jeg finder behag i at ære dem, som tjener mig i retfærdighed og i sandhed til enden.

Stor skal deres belønning være og evig skal deres herlighed være« (L&P 76:5-6).

I min tid som medlem af Kirken har jeg oplevet en stadig større påskønnelse af, hvad det vil sige at blive kaldet af Gud og for de lovede velsignelser, når man tager imod Herrens indbydelse til at tjene ham.

Når ledere beder for at få Herrens vilje at vide, inden de kalder nogen til at tjene, modtager de en vishedsfølelse, der bekræfter det rette valg. Det er både vigtigt og tilfredsstillende gennem bøn at modtage et personligt vidnesbyrd om, at vi er blevet kaldet af Gud. Gennem sine tjenere indbyder Herren os til at deltage i hans værk, så vi kan lære ham bedre at kende og elske ham mere fuldkomment (se Mosi 5:13).

Når vi bliver kaldet til at tjene, føler vi os måske utilstrækkelige, ligesom Enok gjorde, da Herren pålagde ham at lede og undervise folket (se Moses 6:31). Ordene: »Se, min Ånd er over dig, alle dine ord vil jeg derfor retfærdiggøre« (Moses 6:34) må have indgydt Enok tryghed, mens han opnåede en vision af, hvordan Herren ville give ham magt til at udføre sin hellige opgave. Skrifterne noterer endvidere, hvilken storslået leder Enok blev, da »han vandrede med Gud« (Moses 6:39). Enoks oplevelse rummer værdifulde lektioner for enhver af os, når vi tjener i Herrens kirke.

Princippet om at indsætte dem, der kaldes til at tjene, kommer til udtryk i Herrens ord til Moses, da han instruerede Moses om at »læg[ge] hånden på [Josva] … Overdrag ham noget af din myndighed« (4 Mos 27:18, 20).

Takket være dette guddommeligt indstiftede mønster kan vi hæve os over vore personlige svagheder, begrænsninger og sågar modgang. Tænk på Helamans sønner, Nefi og Lehi, og deres oplevelse: »Guds hellige Ånd kom ned fra himlen og ind i deres hjerte, og de blev fyldt, som var det med ild, og de kunne tale forunderlige ord« (Hela 5:45); se også vers 17-19).

Undervis ved Ånden

I en åbenbaring til profeten Joseph Smith stillede Herren følgende spørgsmål: »Derfor stiller jeg, Herren, jer dette spørgsmål: Hvortil er I blevet ordineret?«² (L&P 50:13). Herren svarer: »Til at prædike mit evangelium ved Ånden, nemlig Talsmanden, der blev sendt ud for at undervise i sandheden« (L&P 50:14).

Der er selvfølgelig retningslinjer for, hvordan vi skal forkynde hellige sandheder:

»Husk, at det, som kommer ovenfra, er helligt og skal omtales med varsomhed, og som Ånden holder en tilbage« (L&P 63:64).

»Den, der er ordineret af mig og sendt ud for at prædike sandhedens ord ved Talsmanden ved sandhedens Ånd, prædiker han det ved sandhedens Ånd eller på nogen anden måde?

Og hvis det sker på nogen anden måde, er det ikke af Gud« (L&P 50:17-18).

Når vi kaldes til en stilling som leder eller underviser i Kirken, er det vores opgave at forkynde Guds ord ved Guds Ånd, og ikke ved »menneskers filosofi iblandet nogle få skriftsteder.«³ Ligesom Enok, Nefi og Lehi kan vi også modtage hjælp fra det høje igennem Helligåndens tilskyndelser.

Vi kan måske tro, at det at have hørt eller læst om en lærdom eller et princip er tilstrækkeligt. Men en sådan antagelse afslører, at man ikke har erkendt, at en dybere forståelse af principper opnås ved personlig åbenbaring (se Job 32:8). Tænk over denne inspirerede udtalelse fra Hyrum Smith, profetens bror: »Forkynd evangeliets første principper – forkynd dem igen og igen; så vil du opdage, at dag efter dag vil nye begreber og yderligere lys vedrørende dem blive åbenbaret til dig. Du kan uddybe dem, så du mere tydeligt kan forstå dem.«⁴

Følg Frelserens eksempel

Vores største forbillede i alt er Herren Jesus Kristus om hvem, der står skrevet:

»Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære;

for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge« (Matt 7:28-29; se også Joseph Smiths oversættelse, Matt 7:36-37).

Alma, den store profet fra Mormons Bog, var et eksempel på denne fremgangsmåde: »Og se, eftersom forkyndelsen af ordet havde en stærk tendens til at få folket til at gøre det, der var retfærdigt – ja, den havde haft en større virkning på folkets sind end sværdet eller noget som helst andet, der var hændt dem – mente Alma derfor, at det var tjenligt, at de skulle prøve virkeevnen af Guds ord« (Alma 31:5).

Når vi betros det hellige hverv at forkynde evangeliet, så lad os følge Frelserens eksempel og som ham sige: »Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig« (Joh 7:16).

Fotoillustration: Matthew Reier.