Kanariefugle med grå stænk på vingerne

Præsident Thomas S. Monson

For næsten 60 år siden, da jeg tjente som biskop, døde Kathleen McKee, en af enkerne i min menighed. Blandt hendes ejendele var tre kanariefugle, som hun havde haft som kæledyr. To af dem havde smukke gule farver og blev skænket til hendes venner. Den tredje, Billie, havde en gul farve, der dog var skæmmet af gråt på vingerne. Søster McKee havde skrevet en kort besked til mig: »Kan han få et hjem hos dig og din familie? Han er ikke den kønneste, men hans sang er den smukkeste.«

Søster McKee mindede meget om sin gule kanariefugl med grå stænk på vingerne. Hun var ikke velsignet med skønhed, begavet med sikker fremtræden eller æret med efterkommere. Men hendes sang hjalp andre til mere villigt at bære deres byrder og udføre deres opgaver med større dygtighed.

Denne verden er fuld af gule kanariefugle med gråt stænk på vingerne. Det er trist, at så få af dem har lært at synge. Nogle er unge mennesker, som ikke er klar over, hvem de er, hvad de kan blive eller endog hvad de gerne vil blive; de vil bare gerne være noget. Andre er tynget af alder, presset af bekymringer eller fyldt med tvivl – de fører en tilværelse, der ligger langt under det, de kunne opnå.

For at leve med storhed må vi udvikle evnen til modigt at se problemerne i øjnene, muntert møde skuffelserne og vinde sejr med ydmyghed. I spørger måske: »Hvordan skal man opnå de mål?« Dertil vil jeg svare: »Ved at få en sand indsigt i, hvem vi egentlig er!« Vi er sønner og døtre af en levende Gud, i hvis billede vi er skabt. Tænk engang! Skabt i Guds billede. Vi kan ikke oprigtigt have denne overbevisning uden at opleve en dyb følelse af styrke og kraft.

I dagens verden synes det ofte, som om moralsk habitus er mindre vigtig end skønhed eller charme. Men fra fordums tid lyder Herrens råd til profeten Samuel: »Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet« (1 Sam 16:7).

Da Frelseren søgte en troende mand, udvalgte han ham ikke fra mængden af de selvretfærdige, som regelmæssigt kom i synagogen. Han kaldte ham i stedet blandt fiskerne i Kapernaum. Den tvivlende, uuddannede, opfarende Simon blev til Peter, den troende apostle. En gul kanariefugl med grå stænk på vingerne kvalificerede sig til Mesterens fulde tillid og urokkelige kærlighed.

Da Frelseren valgte en missionær med iver og kraft, fandt han ham ikke blandt sine fortalere, men blandt sine modstandere. Forfølgeren Saulus blev missionæren Paulus.

Forløseren valgte ufuldkomne mænd til at undervise i vejen til fuldkommenhed. Det gjorde han dengang. Og det gør han i dag – ja, gule kanariefugle med grå stænk på vingerne. Han kalder dig og mig til at tjene ham hernede. Vores forpligtelse må være helhjertet. Hvis vi under vores trængsler skulle snuble, så lad os bede: »Led os, o led os, du som former alle mænd, ud af mørket, så vi kan prøve igen.«¹

Det er min bøn, at vi må følge det eksempel, som blev sat af manden fra Galilæa, som omgav sig med de fattige, kuede, undertrykte og nødlidende. Må en sand sang lyde fra vort hjerte, mens vi gør det.

Undervisning ud fra dette budskab

»Når du underviser … kan det ofte være nyttigt at lade deltagerne se eller lytte efter noget bestemt« (Undervisning, den største kaldelse 2000, s. 55). For at hjælpe familien til bedre at forstå præsident Monsons budskab, kan du overveje at bede dem om at være parat til at fortælle, hvad du har lært, når I har læst budskabet sammen. Lad hver især fortælle, hvad de ser som en vigtig pointe i artiklen. Afslut med at bære vidnesbyrd om præsident Monsons budskab.

Det kan øve stor indflydelse på deltagernes liv, når vi underviser i Guds ord, som det gives os af profeterne (se Undervisning, den største kaldelse, s. 50). Præsident Monson siger, at der er styrke og kraft at hente i visheden om, at vi er Guds børn. Når I har læst artiklen, så bed familien om at fortælle, hvad der hjælper dem til at huske, hvem de er.

Illustration af Steve Kropp.

Fotoillustration: Christina Smith; illustration: Maryn Roos