At snyde eller ikke snyde
Jeg kunne ikke huske svaret på et af spørgsmålene i prøven. Det kunne have været så let at lade blikket fare hen mod min klassekammerats svar.
Som 17-årig sygeplejeelev måtte jeg sande, at det andet studieår var meget hårdt. I Filippinerne afslutter vi high school, når vi er 16. Jeg syntes, at de endeløse prøver, studieopgaver og læseopgaver var trættende. Det var, som om jeg altid havde mørke rande om øjnene, fordi jeg fik for lidt søvn. Trods den tunge arbejdsbyrde bestræbte jeg mig på at huske, at offer og lydighed bringer os velsignelser.1
Jeg vidste, at hvis jeg var flittig, kunne jeg få en bedre fremtid. Når jeg var ved at give op og gå i seng uden at læse, tænkte jeg på, hvor trist og slukøret jeg ville føle mig næste dag, hvis jeg klarede mig dårligt til en prøve eller opgave. Det var motivation nok til at holde mig vågen, så jeg kunne læse.
Mange af mine studiekammerater blev kede af det, når de fik et dårligt prøveresultat. Men de ville ikke arbejde og læse flittigt. Derfor »hjalp« de studerende ofte hinanden ved at udveksle svar under prøverne, så de andre kunne se deres besvarelser, når læreren ikke kiggede. Jeg følte mig ofte fristet til at gøre det samme, men turde ikke. Jeg har så ofte læst i Kirkens tidsskrifter, at Kirkens medlemmer bør have høje standarder, og det betyder, at man ikke snyder. Så jeg læste omhyggeligt og modstod fristelsen, selv om det til tider betød, at jeg fik lavere karakterer end mine studiekammerater, fordi de fik hjælp fra hinanden.
En bestemt dag havde jeg timer fra klokken syv om morgenen til klokken syv om aftenen, og jeg skulle til prøve i hvert af fagene. Jeg læste ti sider alene til den første prøve. »Hvordan skal jeg klare alt det her?« tænkte jeg. Heldigvis klarede jeg min første prøve godt. I frokostpausen læste jeg op til den næste. Da jeg kom ind til timen og begyndte på prøven, opdagede jeg, at jeg kendte svarene på alle spørgsmålene, undtagen et. »Hvordan kan det være?« tænkte jeg. »Jeg har jo læst grundigt til denne prøve. Jeg burde da kende svaret!«
Mens jeg klikkede hidsigt med kuglepennen, slog det mig, at det ville tage et øjeblik at vende ansigtet, slå med håret og smugkigge på min studiekammerats svar. »Jeg kunne jo gøre det denne ene gang,« tænkte jeg, »så scorer jeg topkarakter. Én gang skader jo ikke. Desuden er det så uretfærdigt. Jeg læser flittigt, og alligevel får jeg lavere karakterer end de andre, fordi jeg ikke snyder!« Men jeg følte mig ikke godt tilpas. Jeg sad uroligt på stolen og forsøgte at træffe en beslutning: At snyde eller ikke snyde.
Så sagde en indre stemme: »Nej, Shery! Det er forkert at snyde, og det ved du godt!« Pludselig blev jeg klar over, at selv om jeg fik topkarakter for prøven, ville jeg ikke have det godt med det, hvis jeg havde snydt. Min himmelske Fader regnede med, at jeg traf det rette valg – det valg var den egentlige prøve.
Lige i det øjeblik kom jeg i tanker om et skriftsted, jeg havde lært i søndagsskolen: »Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?« (1 Mos 39:1). Jeg vidste, at min himmelske Fader havde hjulpet mig gennem utallige udfordringer, som blandt andet en masse prøver og studieopgaver. Hvordan skulle jeg kunne glemme alt, hvad han havde gjort for mig og så vælge at synde?
I dag kan jeg ikke huske, hvad jeg fik for den prøve. Jeg kan ikke huske, om jeg kom i tanker om svaret eller ej. Men jeg har aldrig glemt, at jeg havde det godt, fordi jeg valgte det rette.
Nu hvor jeg er i mit næstsidste studieår har jeg stadig den samme mængde lektier og de samme fristelser; men det er ikke svært at lade være med at snyde, for det valg har jeg allerede truffet, dengang hvor fristelsen var svær at modstå. Jeg har erfaret, at glæden og tilfredsstillelsen ved gode karakterer er større, når jeg har knoklet og gjort mig fortjent til dem. Ugudelighed har virkelig aldrig været lykke (se Alma 41:10). Sand lykke opnås ved at holde budene og følge vores profet og andre kirkelederes råd. Jeg tror virkelig på disse ord: »Hold Guds befalinger, thi det giver tryghed. Thi det giver fred.«2
Illustration: Gregg Thorkelson