Du ved det allerede

Elizabeth Stitt

Jeg troede på, at Kirken var sand, men hvornår modtog jeg det vidnesbyrd?

Henne i skolen kom en klassekammerat og jeg en dag til at tale om religion. Min klassekammerat blev lidt aggressiv og begyndte at kritisere det, jeg troede på.

Hun så mig i øjnene og sagde: »Du tror jo kun på din kirke, fordi dine forældre har opdraget dig i den. Ellers ville du ikke tro på den.«

Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede hende, men jeg blev ved med at tænke på hendes bemærkning og på, hvorfor hun mon havde sagt det. Jeg var jo opdraget i Kirken, og jeg havde faktisk aldrig tvivlet på Kirkens lære eller doktriner. Lige siden jeg var lille, havde jeg følt, at Kirken var sand. Selv før jeg blev døbt, læste vi Mormons Bog sammen som familie, og jeg vidste, at den var sand. Jeg troede ikke bare; jeg vidste det uden tvivl. Men jeg kunne ikke pege på et bestemt øjeblik, hvor jeg havde modtaget det vidnesbyrd. Det generede mig et stykke tid. Jeg ønskede at få en bestemt oplevelse, når jeg bad og staks modtage et svar på bønnen. Men det skete aldrig.

Men jeg kunne pege på et øjeblik, hvor mit vidnesbyrd var blevet bekræftet. Efter mit første år i high school tog jeg og nogle andre unge på en rundtur til kirkehistoriske steder. Da vi ankom til den hellige lund, opfordrede vores guide os til at søge en personlig bekræftelse på, at det, som havde fundet sted her, virkelig var sandt: at Gud Faderen og Jesus Kristus havde vist sig for Joseph Smith og indledt genoprettelsen. Jeg fandt et fredfyldt sted i lunden og begyndte at læse beretningen om det første syn. Så knælede jeg og bad. Jeg vidste allerede, at det første syn havde fundet sted, og at Joseph Smith var en profet. Men jeg bad om det alligevel. Jeg afsluttede min bøn, og der skete ingenting. Ingen storslåede følelser, ingen syner, ingen engle. Intet.

Jeg fandt en sten, som jeg satte mig på og foldede min patriarkalske velsignelse ud og læste den. Min velsignelse nævnte evangeliets gengivelse, og i mit hoved lød disse ord igen og igen: »Du ved det allerede. Du ved det allerede.«

Hvis jeg kunne vende tilbage til det øjeblik, hvor min veninde udfordrede min tro, ved jeg ikke, hvordan jeg skulle beskrive, hvordan jeg ved, at Kirken er sand. Men jeg ville ønske, at jeg havde fortalt hende, at skønt mine forældre har lært mig det, de ved er sandt, så har jeg selv måttet finde et svar. Og det gjorde jeg.

Jeg behøvede ikke at rejse til den hellige lund for at finde ud af, at Kirken var sand. Jeg behøvede ikke nogen storslået oplevelse for at vide, at Kirken er sand. Jeg skulle bare mindes om det: »Du ved det allerede.«