Stå på Herrens side
Fra »Fra ven til ven«, Liahona, apr. 1999, s. L2-L4.
Da jeg var dreng, boede jeg i Zwickau i Tyskland. Min bedstemor havde en veninde med hvidt, flagrende hår. Hun hed søster Ewig, og hun inviterede min bedstemor med i kirke. Da vores familie kom derhen, så vi mange børn. Vi var alle sammen meget imponeret af musikken, især sangen. Særligt en sang: »Et solskinsbarn«, gjorde dybt indtryk på mig.1 Jeg følte mig tæt på Jesus, når jeg sang den. Jeg vidste, at han ville have, at jeg skulle være solskin for hans skyld. Jeg elsker stadig den sang – og det vidnesbyrd, som den gav mig om Frelseren.
Hele min familie – undtagen mig, for jeg var kun seks år gammel – blev døbt som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Da jeg blev otte, blev jeg døbt af min far i en offentlig svømmehal.
Da jeg var 11, måtte min familie forlade Østtyskland. Vi flyttede til Frankfurt i Vesttyskland. Jeg kom i Frankfurt Gren, der ikke var lige så stor som den i Zwickau. Kirkebygningen i Frankfurt var lille, og vi afholdt klasser i kælderen. Missionærerne underviste os i vigtige evangeliske principper.
En missionær, ældste Stringham, gjorde dybt indtryk på mig med sin lektion om Den Kostelige Perle, især der, hvor Moses får at vide, at han er en søn af Gud (se Moses 1:3-4). Ældste Stringham lærte mig også det skriftsted, der siger: »Er Gud for os, hvem kan da være imod os?« (Rom 8:31). Det gav mig trøst og opmuntring, for dengang så fremtiden i Tyskland dyster ud. Storbyen Frankfurt lå i ruiner med udbombede huse. Den lærdom har jeg husket hele mit liv. Den lærte mig, at jeg altid skal holde mig til Herren. Jeg kan ikke risikere ikke at holde mig til Herren.
Jeg udfordrer jer børn til at følge profeternes ord. Når I gør det, finder I svar på jeres spørgsmål, hvad enten I er 6, 9, 11, 19 eller, som jeg, 69 år gammel!
Baggrund: illustration: Dilleen Marsh; bog © Getty Images