Sluk for fjernsynet!
Jonathan H. Westover, Utah
Lørdag aften efter Thanksgiving var jeg alene i min kollegielejlighed. Jeg havde ikke noget at lave, så jeg zappede mig gennem tv-kanalerne, indtil jeg fandt en film, der lige var begyndt.
Der gik ikke mange minutter, før jeg indså, at det var en upassende film. Et kort øjeblik tænkte jeg: »Og hvad så? Her er jo ikke nogen. Desuden er den jo i fjernsynet, så de værste scener er nok klippet ud.«
Men Ånden tilskyndede mig til at slukke for fjernsynet. Jeg besluttede at læse en bog i stedet.
En lille halv time senere bankede det på døren. Det var et medlem af mit ældstekvorum, som fortalte mig, at en ung kvinde, som han var hjemmelærer for, var syg og havde brug for en velsignelse. Han havde brugt en halv time på at ringe rundt og banke på døre i håb om at finde en, der var hjemme og kunne hjælpe ham. Til sidst havde han opsøgt mig. Jeg lovede at hjælpe ham og skiftede til mit søndagstøj.
Mens vi gik hen til hendes lejlighed, spurgte jeg ham, hvor syg hun var. Det eneste, han vidste, var, at han var blevet ringet op af den unge kvindes bofælle, som bad ham om at komme med det samme.
Da vi nåede frem til lejligheden, var det tydeligt, at hun ikke var rask. Hun havde høj feber og så bleg ud. Hendes bofælle sagde, at hun havde været syg i flere timer, at hun var svækket, og at hun ikke kunne spise på grund af dårlig mave.
Jeg havde antaget, at jeg skulle salve hende med olie, men broderen fra mit ældstekvorum bad mig om at give velsignelsen. Jeg følte mig utilstrækkelig og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde ikke haft tid til at forberede mig mentalt til at give en velsignelse, men jeg bad stille til Gud om, at han ville lede mine ord.
Da hun var blevet salvet, tiltalte jeg den unge kvinde ved navn og udtalte velsignelsen. Jeg hørte mig selv love hende, at hun ville blive rask, og jeg udtalte trøstende ord, som ikke kom fra mig selv. Så afsluttede jeg velsignelsen. Da vi åbnede øjnene, så jeg, at den unge kvinde smilede bredt, og hun takkede os for velsignelsen. Hun blev hurtigt rask og kunne genoptage sine studier og fuldføre semestret.
Når jeg tænker på den oplevelse, føler jeg en taknemlighed for at bære præstedømmet. Det hele varede kun ti minutter, og jeg er sikker på, at den syge unge kvinde siden har glemt alt om det. Men det gjorde et varigt indtryk på mig.
Jeg er taknemlig for Åndens tilskyndelser, som fik mig til at undgå fristelse og forblive åndeligt rede. Derudover er jeg taknemlig for, at Ånden ledte den bror fra mit ældstekvorum hjem til mig.
Men mest af alt er jeg taknemlig for en venlig og barmhjertig himmelsk Fader, som styrkede mig i min utilstrækkelighed, indgød mig ord under velsignelsen og senere opfyldte de ord, han havde ladet mig udtale. Jeg ved, at når vi forbliver værdige, har vi Ånden til at lede os, så vi kan være rede til at tjene dem omkring os.