Jeg var ikke nervøs mere

Boris Antúnez, Chile

Vi skulle uddele pjecer for at finde missionærhenvisninger som en aktivitet til vores stavsungdomskonference. Jeg havde læst Til styrke for de unge. Da aktiviteten begyndte, smed jeg den tilbage på bordet, hvor jeg havde fundet den. Men så slog den tanke mig, at jeg burde tage den med mig. Så jeg tog den og stak den ind i mine skrifter.

Vi var alle lidt nervøse for at skulle tale med fremmede om evangeliet, men da vi stoppede op for at tale med en kvinde, der var ved at hænge vasketøj op i sin have, var hun meget venlig og tog imod en af vore pjecer. Under vores samtale betroede hun os, at hun var bekymret for sin familie. Der var især en af hendes sønner, som kæmpede med stoffer og andre problemer. Vi gjorde vores bedste for at trøste hende, og så gik vi videre.

Kort efter slog jeg op i mine skrifter. Da jeg fik øje på pjecen Til styrke for de unge, kom jeg i tanker om, hvad kvinden havde sagt om sin søn, og jeg følte, at jeg skulle gå tilbage til hende. Jeg var ikke nervøs mere.

Kvinden var stadig udenfor, da vi kom tilbage. Jeg sagde, at jeg havde noget, som hun måske ville synes om. Jeg fortalte lidt om de standarder, som vore unge følger, og gav hende så pjecen, så hun kunne læse den med sin søn. Jeg kunne se, at det gjorde hende glad. Hun bad sin søn om at komme ud til os, og vi lavede en aftale med dem begge om at mødes med missionærerne.

Jeg følte mig som en missionær! Det var dejligt at få mulighed for at undervise og måske hjælpe denne unge mand. Jeg ved, at det var Helligånden, der sagde, at jeg skulle tage pjecen med mig.