Händel og gaven Messias
Må vi, når vore guddommeligt tilmålte dage er til ende, lige som Händel være i stand til at erkende, at Gud har besøgt os.
Georg Friedrich Händel virker til at have været den fødte musiker. Som ung knægt i Tyskland lærte han at spille fremragende på både violin og orgel. Da han havde komponeret sin første opera i Tyskland, flyttede han til Italien, der var verdens operacentrum, for at lære at komponere i den italienske stil. Der opnåede han en vis succes med at komponere operaer og kammermusik.
I 1711, da Händel var 26, besluttede han at flytte til England, hvor hans operaer og oratorier til at begynde med opnåede anerkendelse. Men sidst i 1730erne var det engelske publikum blevet træt af at høre operaer sunget på tysk eller italiensk; i stedet foretrak de musikalske komedier som for eksempel Tiggeroperaen. Så i flere år kæmpede Händel for at holde ulvene – hans kreditorer – fra dørene.
Da han i 1737 havde presset sig selv til det yderste rent fysisk for at komponere fire operaer på 12 måneder, blev den 52-årige komponist ramt af et slagtilfælde, der delvist lammede hans højre arm. En læge sagde til Händels trofaste sekretær: »Vi kan måske redde manden – men musikeren er tabt for stedse. Jeg mener, at hans hjerne har taget varig skade.«1
Komponisten trodsede den diagnose. Med tiden reagerede hans krop på behandlinger i de varme kilder i Aix-la-Chapelle (Aachen i Tyskland), og han genvandt sin fysiske styrke. Da han havde afprøvet sine færdigheder på orglet i en nærliggende domkirke, udbrød han triumferende: »Jeg er vendt tilbage fra Dødsriget!«2
Da han vendte tilbage til London og genoptog arbejdet med at komponere operaer, blev hans værker ikke særlig godt modtaget, og kreditorerne var efter ham igen. I fortvivlelsens dyb begyndte han at spekulere: »Hvorfor tillod Gud mig at genopstå, blot for at lade mine medmennesker begrave mig igen?«3 I april 1741 afholdt Händel det, han mente var hans afskedskoncert. Hans kreativitet var opbrugt. En af hans levnedsskildrere skrev: »Der var intet at begynde på eller afslutte. Händel stod midt i tomheden.«4
En sen augusteftermiddag samme år vendte Händel hjem fra en lang og trættende vandring og opdagede, at hans tidligere samarbejdspartner, digteren Charles Jennens, havde efterladt ham et manuskript. Denne libretto citerede omfattende fra skrifterne, især Esajas’ ord, som forudsagde Jesu Kristi fødsel og beskrev hans virke, korsfæstelse og opstandelse. Værket skulle være et oratorium. På grund af sine tidligere fiaskoer var Händel noget tilbageholdende, da han begyndte at læse teksten.
»Comfort ye« (Glæd jer), manuskriptets første ord syntes at springe op fra siden. De fortrængte de mørke skyer, der havde tynget Händel så længe. Hans depression forsvandt, og hans følelser steg fra interesse til begejstring, mens han læste om englenes bebudelse af Frelserens fødsel, og om Esajas’ profetier om Messias, som skulle komme til jorden og fødes som ethvert andet spædbarn. En velkendt melodi, som Händel havde komponeret tidligere, strømmede ind i hans sind, mens han læste »For Unto Us a Child Is Born« (For et barn er født os). Noderne dannedes i hans sind, hurtigere end han kunne nå at nedskrive dem, mens han skildrede billedet af den kærlige Gode Hyrde i arien »He Shall Feed His Flock« (Han skal nære sin hjord). Så fulgte den overvældende jubel, som lyder i »halleluja-koret«, fulgt af det blide, sublime vidnesbyrd i »I Know That My Redeemer Liveth« (Jeg ved, at min Forløser lever). Værket nåede sin majestætiske afslutningen med »Worthy Is the Lamb« (Værdig er Lammet).
Trods al den musik, som Händel havde komponeret gennem sit liv, blev han verdenskendt for dette ene værk, Messias, som han komponerede på blot tre uger i sensommeren 1741. Da han havde fuldført værket, erkendte han ydmygt: »Gud har besøgt mig.«5 De, der røres af Helligånden, når de oplever Händels Messias’ overvældende vidnesbyrd, er enige med ham.
Af sponsorerne ved den første opførelse af oratoriet betingede Händel sig, at overskuddet fra denne og alle fremtidige opførelser af Messias »skal doneres til fanger, forældreløse og syge. Jeg har selv været syg, men er nu helbredt,« sagde han. »Jeg var fanget, men er nu blevet sat fri.«6
Efter den første opførelse af Messias i London lykønskede en gæst Händel med den fremragende »underholdning«.
»Min herre, jeg vil da være meget bedrøvet, hvis jeg kun underholdt dem,« svarede Händel ydmygt. »Jeg ønsker at gøre dem bedre.«7
Han var endelig blevet sat fri fra sin rastløse jagen efter berømmelse, rigdom og folkets hyldest – men først efter at han havde komponeret sit kronende værk for et publikum, som også omfattede dem fra det hinsides. Det, der betød mest, var ikke længere overladt til det, der betød mindst. Händel, den rastløse komponist, havde endelig fundet ro.
Lektier fra Händels liv
Hvad kan vi lære af Georg Friedrich Händels liv og frembringelsen af et musikstykke, som er blevet en åndelig milepæl?
-
Vi skal udvikle tillid til vore evner og lære at leve med kritikken af vores arbejde. Som digteren Rudyard Kipling udtrykte det: »Stol på dig selv, når alle mennesker tvivler på dig, men bær over med deres tvivl.«8
-
Nogle kritikere har gennem årene ment, at Händels musik ikke var tilstrækkelig varieret. Nogle af Händels operaer var i en periode stort set overset, men i de senere år har mange af dem igen været sat op med stor succes.
-
Når vi handler ud fra inspiration, udfører vi himlens værk. Vi kan ikke fremtvinge Ånden, men når inspirationen og åbenbaringen kommer, skal vi lytte og handle ud fra de tilskyndelser. Herren har lovet, at »min Ånds kraft levendegør alt« (L&P 33:16).
-
Vi skal anerkende kilden til vores inspiration og åbenbaring. Vi er blot redskaber i det virke, som vi udfører til velsignelse af andre. Vi må indse, som Händel gjorde, da han afviste den ære, som man viste ham for hans præstation, at »Gud har besøgt [os]«.
-
Vi må aldrig undervurdere ordets kraft. Der er en kraft i Guds ord, som langt overgår denne verdens mest talentfulde forfatteres fortællinger (se Alma 31:5).
-
Et værks virkelige åndelige betydning formidles ved Helligåndens vidnesbyrd. »… når et menneske taler [eller synger] ved Helligåndens kraft, overfører Helligåndens kraft det til menneskenes børns hjerte« (2 Ne 33:1).
-
Kraften ligger i Gud og hans værk, ikke i vore ord. Frelseren talte om de, der bekendte sig til religion på Joseph Smiths tid, og sagde: »… de henvender sig til mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig … de har et skær af gudsfrygt, men fornægter dens kraft« (JS-H 1:19). Händel havde komponeret andre oratorier og operaer med bibelske tekster, men musikkens udformning stod ikke mål med skriftens kraft – Esajas’ stærke profeti om Frelserens fødsel og tjenestegerning eller opfyldelsen af de profetier, som findes i Johannes Åbenbaring eller Lukas’ og Johannes’ evangelier. I Händels Messias finder vi både gudsfrygtens skær og dens kraft. I Messias søger både læber og hjerter nærmere himlen.
Enhver af os er, ligesom Händel, en del af et åndeligt, kreativt værk i dette liv. Både den fysiske skabelse af jordisk liv og det retskafne levned i alle vore dage på denne jord er åndelige præstationer. Jeg beder til, at vi må være lydhøre over for inspiration fra det høje, at vi må blive inspireret på en sådan måde, at frugten af vores indsats kan inspirere andre. Når vi søger at redde andre, lad os da ikke være hæmmet af gammelkendte mønstre og påtagede opfattelser, som begrænser vores åndelige kreativitet og lukker åbenbaringen ude.
I sit storslåede digt, Aurora Leigh, udtrykker Elizabeth Barrett Browning den sigende tanke:
Jorden er proppet med himlen,
og hver ordinær lille busk brænder med Gud;
men kun den, der ser det, affører sig sine sko;
resten sidder blot omkring den og plukker brombær.9
Må enhver af os tage vore sko af og fylde vores virke med himlens essens, og må ingen af os blot plukke brombær, når et mere storslået og helligt værk venter.
Og må vi, når vore guddommeligt tilmålte dage er til ende, være i stand til lige som Händel at erkende, at Gud har besøgt os.
Portrættet af Händel tilskrives Balthasar Denner © Getty Images; fotografi af violin: Matthew Reier; FOTOILLUSTRATION: JED CLARK © IRI
JESU FØDSEL, AF CARL BLOCH, GENGIVET MED TILLADELSE FRA NATIONALHISTORISK MUSEUM PÅ FREDERIKSBORG SLOT I HILLERØD; Kristus underviser Maria og Martha, af Søren Edsberg, må ikke kopieres; Kristus helbreder den blinde, af Carl Bloch, gengivet med tilladelse fra Nationalhistorisk museum på Frederiksborg i Hillerød, må ikke kopieres; fotos: Richard M. Romney
Peters fornægtelse,af Carl Bloch, fotografi af originalen på Nationalhistorisk Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød: Charlie Baird; De tre Mariaer ved graven© SuperStock, må ikke kopieres; fotoillustration: Matthew Reier, Craig Dimond, Christina SMITH, JOHN LUKE OG HYUN-GYU LEE