Hvem skal være gaven?

Ana Márcia Agra de Oliveira, Pernambuco i Brasilien

I 1982, vores anden jul som ægtepar, besluttede Cleto og jeg at skabe nogle familietraditioner. Da vi var de første medlemmer af Kirken i vores familie, savnede vores gamle juletraditioner – skønt de rummede dejlige minder – ægte omsorg og tjeneste. Desuden var vores første barn, otte måneder gamle Diego, grund nok til at forbedre os på det område.

Vi var begge travlt optaget af universitetsstudier, opgaver i hjemmet, kirkekaldelser og vores prøvelser som nybagte forældre, men vi gik stadig meget op i at berede os på en særlig højtid. Vi brugte hver eneste hjemmeaften i december på at fremstille julepynt og få en bedre forståelse af de symboler og farver, som vi så overalt. Vi planlagde også at tilberede et enkelt måltid, og vi tænkte på nyttige og billige gaver. mens vi studerede skrifterne, indså vi, at den virkelige forandring i vores højtideligholdelse af Kristi fødsel måtte omfatte, at vi valgte en gave til Frelseren.

Vi tænkte: »Hvad giver man en, som har himlen og jorden til sin rådighed?« Skrifterne gav os svaret, da der stod, at alt, vi gør »mod en af disse mine mindste« (Matt 25:40), gør vi mod ham. Da julen jo er en tid med venskab og en tid at vise kærlighed, ville vi invitere et medlem af Kirken til at opleve den varme og dejlige ånd, vi havde i vores hjem. Vi søgte omhyggeligt efter en, som havde brug for opmuntring, og som kunne være vores julegave til Frelseren.

Det glædede os at opdage, at hver gang vi inviterede en bror eller søster fra menigheden eller staven hjem, så var de allerede optaget af andre aktiviteter. Men så blev det juleaften, og vi havde stadig ikke fundet nogen, som vi kunne dele julen med.

Vi så fiaskoen i øjnene og gjorde os klar til at spise julemiddag, da det ringede på døren. Da jeg lukkede op, blev jeg glad for at se en ven, som vi ikke havde set længe. Avelar havde for nylig været igennem skuffelsen ved en opslidende separation. Han var trist og alene og havde haft et stærkt ønske om at være sammen med os.

Vi tog kærligt imod Avelar, og han fortalte os, at han havde fundet de omgivelser, som han havde brug for, for at få trøst midt i trængslerne. Vi fortalte ham om vores forberedelse til at tjene og hjælpe nogen, som havde brug for det, så han kunne vide, at Herren kendte og elskede ham.

Det var vidunderligt for os alle at erkende, at Frelseren havde sendt os en, som vi ikke selv kunne finde: nemlig vores ven Avelar. Vi fik øjnene op for betydningen af venskaber mellem vor himmelske Faders sønner og døtre. Af den årsag har vi og vores tre børn ved hver eneste jul husket på, at formålet med højtiden er at styrke vores bånd af enhed, kærlighed og venskab.

Vi så fiaskoen i øjnene og gjorde os klar til at spise julemiddag, da det ringede på døren.