Vi taler om Kristus
Gaven
En af mine yndlingsjulesalmer er »For Unto Us a Child Is Born« fra Händels Messias. Det minder os om, hvad julen drejer sig om. Jeg har ofte tænkt på, hvad Maria mon følte, da ærkeenglen Gabriel sagde: »Herren er med dig, du benådede!« (Luk 1:28).
Maria blev urolig, og englen fortsatte:
»Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.
Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus.
Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone;
han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige« (Luk 1:30-33).
Sikke en vidunderlig oplevelse det må have været! Marias lovede søn skulle være vor himmelske Faders Enbårne Søn i kødet. Hun var blevet udvalgt til at overbringe verden den største af alle gaver: Vor Frelser, Jesus Kristus
Vor himmelske Fader gav denne gave til os alle, både unge og gamle, rige og fattige. Vi behøvede ikke at ransage butikkerne for at finde den. Den har ikke kostet os en øre. Den var ikke pakket ind i glitrende gavepapir. Den dyrebareste af alle gaver var svøbt og lagt i en krybbe. Den blev sendt til os alle med kærlig hilsen fra vor himmelske Fader.