Sådan ved jeg det
Som sød mælk
Hvis man tager imod og anvender Herrens sande evangelium, så forsøder det ens liv, som sukker søder mælk.
Jeg voksede op som en alvorlig, ansvarlig person, der fulgte de principper, som mine forældre, med deres begrænsede religiøse kundskab, lærte mig. Men da min far døde i 2005, da jeg var 15 år, forandrede jeg mig. Måske var det en måde at udtrykke min smerte over ikke at have fået sagt farvel til ham. Jeg vil altid fortryde, at jeg ikke gav ham et kys, da han tog af sted til hospitalet.
Efter hans død begyndte jeg at omgås folk, som ikke havde gode værdier. Jeg gjorde meget, som jeg syntes var i orden, og som alle andre gjorde, men i dag ved jeg, at det ikke behagede Herren. Jeg morede mig i overensstemmelse med verdens standarder for morskab, men i virkeligheden var jeg ikke lykkelig. Jeg følte mig tom og savnede noget, som jeg ikke vidste, hvad var. Det begyndte at gå skidt for mig i skolen. Det værste var, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle finde lykken. Dengang kunne jeg ikke se, hvor meget jeg gik glip af med min familie og min mor, som er den person, jeg elsker højst.
Om aftenen bad jeg til Gud. Ingen havde lært mig at bede, men jeg fornemmede, at han lyttede. Jeg bad ham om at hjælpe mig med at blive lykkelig og lade mig vide, om min far havde det godt. Jeg var så bange for, at han var i pine et eller andet sted. Jeg bønfaldt Herren i mange nætter.
Så kom svaret endelig. Jeg havde troet, at jeg ville modtage et svar i en drøm, men i stedet kom det i form af to ældster. De kom hjem til os i december 2006. Jeg forstod ikke, at de var svaret på mine bønner, og jeg havde ikke lyst til at lytte til så meget som én lektion. Min mor lyttede og besluttede at gå i kirke. Hun er ikke holdt op siden. Hun blev døbt, og nogle få uger senere blev mine nevøer og min søster døbt. Jeg bemærkede en stor forandring hos min mor efter hendes dåb, hun syntes næsten meget yngre og gladere. Hendes glæde og fred fyldte vores hjem; så snart nogen trådte ind, kunne de mærke, at noget var forandret.
Jeg indså, hvad der var sket og besluttede at gå i kirke. Det var en underlig oplevelse; jeg var aldrig blevet behandlet så venligt før. Søstrene var venlige og behandlede mig så godt, at jeg følte mig hjemme i kirken. Lidt efter lidt blev jeg overbevist om, at Kirken var sand, og jeg besluttede mig for at lytte til ældsternes lektioner.
Jeg blev døbt den 3. februar 2007 i Uribe Menighed i Veracruz Stav i Mexico af to fantastiske ældster. Jeg vil altid huske dem, og jeg betragter dem som vores engle. Min dåb er en dag, som jeg aldrig glemmer. Jeg blev renset fra al synd. Mine fejltagelser blev fjernet takket være Jesu Kristi forsoning. Jeg lagde depressionen bag mig, og den tomhed, jeg havde følt, var væk. Den blev erstattet af en enestående glæde i min sjæl.
Det sande evangelium har bragt mig og min familie stor glæde. Jeg har fundet evige venner. Jeg kæmper stadig mod verden, men nu har jeg det sande evangelium og Ånden, som giver mig glæde og fred hver eneste dag. Nu kender jeg svaret på det spørgsmål, jeg stillede Herren for længe siden. Hvis min far har taget imod de ordinancer, som vi har udført for ham i templet, så ved jeg, at han er lykkelig og føler fred. Jeg tror, at han har taget imod evangeliet og venter på os.
Nogle gange tænker jeg tilbage og indser, hvor rigt velsignet jeg er. Jeg kan se, at der findes en større glæde end den, som verden tilbyder med dens fornøjelser og adspredelser. Ægte glæde udspringer af Jesu Kristi evangelium. Alt det, som evangeliet lærer os, er til gavn for os.
Jeg modtog engang en e-mail, hvori en mor forklarer sin lille søn, at Gud er som det sukker, man blander i mælken. Man kan ikke se det, men det forsøder alt. Man kan heller ikke se Herrens sande evangelium, men hvis man tager imod det og anvender det, forsøder det ens liv, som sukker søder mælk.
Udsnit af Kristus i Emmaus, af Carl Bloch, gengivet med tilladelse fra Nationalhistorisk museum ved Frederiksborg slot i Hillerød; fotografi af mælk: ROBERT CASEY