I var englene

Heidi Windish Fernandez, Oregon i USA

Det gibbede i mit hjerte, da jeg læste plakaten: »Händels Messias opført af Swansea Orchestra & Welsh Choir.«

Jeg havde tilbragt seks måneder af min mission i Swansea i Wales og følt den hjemve, som nye missionærer ofte føler i julen. Vi havde mange familietraditioner i julen, men min yndlingstradition var at tage ind og høre Händels Messias. Min mor havde spillet orgel til mange af disse koncerter. Jeg sad og lyttede og fornemmede musikken.

Efter at have fået missionspræsidentens tilladelse købte jeg billetter til missionærerne i vores område. Den aften, hvor forestillingen skulle vises, trodsede vores lille gruppe kulden og vandrede hen til koncertsalen. Jeg bad stille til, at vi alle måtte føle helligheden i den inspirerede musik.

Da vi ankom, blev jeg klar over, at vi var sent på den, så forestillingen var allerede begyndt. Vi fik ikke lov til at komme ind før i pausen! Mens jeg lyttede til musikken gennem dørene, kunne jeg ikke holde tårerne tilbage.

En af kontrollørerne må have bemærket min fortvivlelse og besluttede at lukke os ind. Han sagde, at vi skulle blive stående omme bagved indtil pausen, så vi ikke forstyrrede sangen. Han åbnede forsigtigt døren, og vi gik stille indenfor.

Da vi trådte ind i salen, var det som at træde ind i himlen. Jeg blev overvældet af følelsen af fred og glæde. Men det varede ikke længe, før vi opdagede, at folk vendte sig og pegede og stirrede på os. Vi var alle trådt stille indenfor, så vi vidste ikke, hvorfor vi havde påkaldt os den opmærksomhed. Så snart pausen begyndte, fandt vi vore pladser.

Da oratoriet begyndte igen, fyldte musikken min sjæl. Jeg græd under »Halleluja-koret«, og da sopranen sang »I Know That My Redeemer Liveth«. Missionærerne, der sad ved siden af mig, følte også musikkens kraft og greb efter deres lommetørklæder. Det var en oplevelse, som vi aldrig vil glemme. Men det var først, da forestillingen var forbi, at det virkelig store øjeblik oprandt.

Da vi forlod bygningen, hviskede folk stadig og pegede på os, men ingen sagde noget, før vi var udenfor. En mand kom hen til os og sagde: »Det var jo jer! Det var jer!«

Vi ventede alle på en forklaring.

»Under den første del af forestillingen følte vi en forandring i salen – en stærk følelse af, at Kristus var der,« sagde manden. »Så vi vendte os for at se, hvad der havde forårsaget den forandring. Da vi kiggede bagud i auditoriet, så vi syv skikkelser, der strålede, som om de var engle. Da I trådte ind i lokalet, bragte I Helligånden med jer. I var der som repræsentanter for Kristus; I var englene.«

Mens han talte, kiggede jeg ned på mit navneskilt og læste den tekst, som stod under mit navn: »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Hvor følte jeg mig dog ydmyg ved at repræsentere Messias i det øjeblik og tavst at have vidnet om ham den aften foran tusinder af mennesker.

Da vi trådte ind i koncertsalen, var det som at træde ind i himlen. Men det varede ikke længe, før vi bemærkede, at folk vendte sig og pegede og stirrede på os.