De talte til os
Frygt ikke
Af Maria og Josef kan vi lære, at vi ikke skal frygte; der er en løsning på hvert eneste problem.
Maria og Josef lærte tidligt i livet, at Gud har en løsning på ethvert problem. Englen sagde til Maria: »Frygt ikke! … thi intet er umuligt for Gud« (Luk 1:30, 37).
Til tider står unge voksne over for problemer, der synes som Mount Everest. De mener, at de er for store og for uoverkommelige at bestige. Når de ikke ser nogen løsning, bliver de modløse – måske endda negative og pessimistiske – med hensyn til deres fremtid. Men ligesom Maria og Josef kan man lære, at uanset hvor uoverskuelige problemerne kan synes, så har Gud altid en løsning.
Da Maria hørte om sin guddommelige kaldelse til at føde Guds Søn, skyllede en strøm af tanker og bekymringer sikkert gennem hendes sind. Hun var trods alt trolovet med Josef – hvad ville han ikke tænke? Englen fra himlen gav da dette råd: »Frygt ikke!« (Luk 1:30). Da Josef hørte om Marias graviditet, så han ikke anden mulig løsning end at bryde trolovelsen. Men igen rådede englen: »Vær ikke bange« (Matt 1:20). Det var samme himmelske vejledning, som Zakarias tidligere havde modtaget (se Luk 1:13), og som senere skulle blive givet til hyrderne: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde« (Luk 2:10).
Der er megen frygt i verden i dag – for at blive gift, få børn, forpligte sig, forsvare det rette og modstå gruppepres. Der er frygt for økonomiske forhold og naturkatastrofer. Men Herrens råd til os i dag, minder om det, han gav Maria og Josef: »Vær derfor ved godt mod og frygt ikke, for jeg, Herren, er med jer« (L&P 68:6; fremhævelse tilføjet).
Englens råd til Maria og Josef om ikke at frygte var mere end blot en skræddersyet vejledning til deres personlige problemer. Det var en universel hilsen til alle mennesker, fordi Maria og Josef skulle spille en enestående rolle i Frelserens jordiske virke, som skulle gøre det muligt at udrydde al frygt for alle mennesker i allealdre.
Takket være Frelserens fødsel, liv og forsoning er der ingen uløselige problemer. Det findes selvfølgelig midlertidige tragedier og vanskeligheder, men de behøver ikke at være bestandige eller uovervindelige. Kan du forestille dig, at der er nogen, der har et problem, som Gud ikke kan løse? Han har altid en løsning, der fremmer vores evige udvikling. Det er både årsagen til og kernen i forsoningen. Der var derfor, Mormon sagde: »I skal have håb ved Kristi forsoning« (Moro 7:41).
Der er ingen tvivl om forsoningens evne til at frembringe løsninger på vore problemer. Skrifterne er meget tydelige på dette punkt. De vigtige spørgsmål lyder som så: Er vi villige til at tage imod de løsninger? Vælger vi verdens svar frem for Guds svar? Omvender vi os eller bortforklarer vi? Søger vi Guds barmhjertighed for at overvinde vore svagheder eller klarer vi den alene? Anerkender vi Guds kærlighed i tragediens stund eller afviser vi ham, hver gang det går dårligt?
Forsoningen er midlet til at løse livets store problemer. I kraft af forsoningen sætter Gud os i førersædet på vores guddommelige skæbne, hvis vi blot følger hans vilje. Maria er et strålende eksempel på denne lydighed. Hun svarede englen: »Lad det ske mig efter dit ord« (Luk 1:38). Der var ingen bortforklaringer, ingen udskydelser, ingen knurren – blot en ydmyg underkasten sig under Guds vilje. Josef var af samme lydige indstilling. Selv om fornuften måske kunne have antydet, at Maria havde været utro, »gjorde han, som Herrens engel havde befalet ham, og tog hende til sig som sin hustru« (Matt 1:24).
Maria og Josef lærte en af livets vigtigste lektier: Hvis man tror på forsoningen og gør Guds vilje, behøver man ikke at frygte, for der vil altid være en løsning på ens problemer.
Verdens skeptikere har aldrig lært denne lektie, selv om de bestemt ofte er intelligente og skarpsindige. De ser de mange og indviklede problemer, som vi står foran, men de slår ofte opgivende ud med armene, fordi de ikke kan se nogen løsning. Det er, fordi de ikke forstår forsoningen. De kan se de problemer, der tårner sig op foran dem, men deres udsyn er hæmmet. Det er, som om en mur skjuler horisonten for deres blik, så de kun kan se problemet. Det fører til, at de bliver skeptiske og kyniske og pessimistiske. Deres perspektiv illustreres i diagram nr. 1.
På den anden side er der mange, som er åndeligt analytiske uden at være skeptiske. De er også intelligente og skarpsindige. De ser også livets komplicerede og vanskelige problemer, men de har et helt andet udsyn. Der er ingen mur, som hæmmer deres udsyn. I stedet har de kikkertsyn, som hjælper dem til ikke blot at se problemet, men også det, der ligger bag. De ser med andre ord også de løsninger, som forsoningen tilbyder. Deres perspektiv på livet vises i diagram nr. 2.
Som følge heraf har disse mennesker meget lille, hvis overhovedet nogen, frygt. De er positive og optimistiske og glade for livet, fordi de helt sikkert ved, at der er en åndelig løsning på ethvert problem. »Men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33). Derfor er der ikke plads til negativitet i Kristi kirke. Negativitet og kynisme stammer fra Satan. Glæde og optimisme stammer fra Kristus.
Alle verdens problemer synes at falde i fire hovedgrupper, og Frelseren steg ned under dem alle og overvandt dem, derfor befaler han også os at »være ved godt mod.«
-
For det første døden. Skrifterne erklærer: »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus« (1 Kor 15:22).
-
For det andet synd. Englen fortalte Josef, at Jesus skulle »frelse sit folk fra deres synder« (Matt 1:21).
-
For det tredje svaghed. Frelseren fortalte Moroni, at hans »nåde [forsoningens styrkende kraft] er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Eter 12:27).
-
For det fjerde livets almindelige trængsler, som ikke nødvendigvis har noget med synd at gøre (såsom sygdom, afvisning, depression, arbejdsløshed og så videre). Esajas profeterede, at Frelseren ville »bringe … lægedom til dem, hvis hjerte er knust«, »trøste alle, der sørger« og »give … hovedpynt i stedet for aske« (Es 61:1-3; se også Alma 7:9-13).
For enhver trængsel, som verden kaster efter os, har Frelseren en kur, der har en enestående helbredende kraft. Det er derfor intet under, at Maria udbrød: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!« (Luk 1:46-47). Han er Frelseren, fordi han virkelig kan frelse os fra død og synd og svaghed og livets trængsler.
Vor himmelske Fader ønskede, at Maria og Josef skulle fortsætte ad livets uvisse sti uden frygt i visheden om, at hans Søn var der med alle sine frelsende kræfter. Han ønsker også, at vi skal lære den lektie tidligt i livet: »Frygt ikke! … thi intet er umuligt for Gud« (Luk 1:30, 37).