2010
En af disse mine mindste
December 2010


Tjeneste i Kirken

En af disse mine mindste

Som mor til fire små børn syntes jeg aldrig at have tid til overs. På en af mine travle og hektiske dage ringede vores biskop og spurgte, om han måtte mødes med mig og min mand. Til min overraskelse kaldte han mig til præsident for Hjælpeforeningen.

Jeg fortalte biskoppen, at jeg måtte bede om det. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle kunne udføre sådan en tidskrævende kaldelse på det tidspunkt i mit liv. Jeg fyldtes af utilstrækkelighedsfølelse og usikkerhed, og jeg græd meget i to dage.

En af mine besøgslærere, som ikke vidste, hvilke problemer jeg tumlede med, ringede og lavede en aftale om et besøg. Under sit besøg fortalte hun en historie om Emma Somerville McConkie, der havde tjent som hjælpeforeningspræsident i Kirkens tidlige dage i Utah. En kvinde i søster McConkies menighed havde adskillige børn, deriblandt et nyfødt spædbarn. Da denne kvindes familie var fattig, besøgte søster McConkie hende dagligt med mad og hjalp moderen med at pleje det lille barn.

»En dag kom [søster McConkie] særlig træt og sløj hjem. Hun faldt i søvn i sin stol. Hun drømte, at hun badede et lille barn, som hun opdagede var Kristusbarnet. Hun tænkte: O, hvilken ære at få lov til at tjene selveste Kristus! Mens hun sad med det lille barn på skødet, blev hun helt overvældet … Hun fyldtes af en usigelig glæde … Så stor var hendes glæde, at hun vågnede ved det. Mens hun vågnede, hørte hun disse ord: ›Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.‹«1

Historien fyldte mit hjerte og min sjæl med trøst og fred. Jeg vidste, at Herren kendte til min situation, at han ønskede, at jeg skulle tjene søstrene i menigheden, og at han ville velsigne mig, så jeg kunne udføre alle mine ansvarsområder. Jeg tog imod kaldelsen.

Det forbløffer mig stadig, at jeg kunne magte min kaldelse, mens jeg samtidig tog mig af min families behov og ønsker, og jeg er taknemlig for en besøgslærer, som var inspireret til at fremføre et tiltrængt budskab. Siden da har jeg aldrig tøvet med at tage imod en kaldelse. Jeg har et vidnesbyrd om, at når vi tjener vor himmelske Fader, så velsigner han os med tid, energi og evne til at udføre vores kaldelse.

Note

  1. Bruce R. McConkie, »Charity Which Never Faileth«, Relief Society Magazine, mar. 1970, s. 169; fremhævelse tilføjet.

Til højre: Fotoillustration: Laureni Fochetto.

Udskriv