En plan for vores familie
»Vores familie kan være sammen for evigt, siger Gud« (Børnenes sangbog, s. 98).
Jeg sad på mor og fars seng og savnede dem forfærdeligt meget, da telefonen ringede.
»Hej Levi. Ved du hvad?« sagde far. »Din søster Nora blev født her til eftermiddag!«
Jeg kunne høre, at far var glad, men hans stemme lød mærkelig – som om han var bekymret.
»Hvor stor er hun?« spurgte jeg, mens jeg undrede mig over, om jeg ønskede at kende svaret.
Far var stille et øjeblik. »Lidt under et kilo,« sagde han. Nu lød han helt klart bekymret. Det var meningen, at Nora skulle fødes ved juletid, men vi var stadig i september. »Hun er godt nok lille,« fortsatte far. »Husk at bede for hende, Levi. Og bed også for os, så vi kan have tillid til, at vor himmelske Fader ved, hvad der er bedst for vores familie.«
Efter jeg havde lagt på, gik jeg ud i køkkenet og samlede en pakke bønner op, som mor havde planlagt at lave suppe af. På pakken kunne man se, at den vejede næsten ligeså meget, som Nora gjorde nu. Jeg holdt den i mine hænder og prøvede at forestille mig, hvordan en baby på den størrelse ville se ud.
»Hendes ånd har lige været hos vor himmelske Fader,« tænkte jeg og huskede på, hvad jeg havde lært om det førjordiske liv og frelsesplanen. Jeg vidste, at hvis Nora døde, så ville vi se hende igen, fordi vi er alle beseglet til hinanden som familie. Men jeg håbede også, at hun ville blive hos os her på jorden.
I løbet af de næste par måneder var mor og far meget på hospitalet. Bedstemor og bedstefar kom hjem til os for at hjælpe med at tage sig af mig og mine yngre brødre og søstre. Menigheden fastede og bad for vores familie, og nogle flinke kvinder fra Hjælpeforeningen kom nogle gange med aftensmad. Alle ville gerne høre, hvordan det gik med Nora.
En aften kaldte mor og far os alle ind i stuen. De fortalte os, at far skulle med biskoppen hen for at give Nora en velsignelse. Da far var gået iklædt sit jakkesæt og slips, samlede mor os alle rundt om sofaen for at bede en bøn.
»Velsign far, når han giver Nora en præstedømmevelsignelse,« bad mor. Hendes stemme blev mildere. »Og hvis det er din vilje, så lad hende komme hjem og blive rask.«
Mens vi bad, kunne jeg føle Helligånden fylde værelset med fred og kærlighed. Det var som om, at vor himmelske Fader fortalte mig, at lige meget hvad der skete med Nora, så er det hele en del af hans plan.
Senere den aften kom far hjem og fortalte os, at der var sket noget vidunderligt på hospitalet. Normalt er der meget støj på Noras værelse. Der var mange maskiner og skærme med alarmer og blinkende lys, og sygeplejerskerne og lægerne styrtede altid rundt for at hjælpe de små babyer, som lå der. Men da far og biskoppen kom, var det anderledes. Alle maskinerne var stille. Sygeplejerskerne sad med babyerne og læste for eller vågede over dem. Far og biskoppen var i stand til at give Nora en velsignelse uden nogen form for afbrydelser.
Jeg ved ikke, om Nora vokser op her på jorden eller snart vender tilbage for at leve med vor himmelske Fader. Men jeg ved, at vor himmelske Fader hører og besvarer vore bønner, og jeg føler fred, når jeg husker på, at han har en plan for ethvert medlem af min familie.
Illustrationer: Ben Simonsen