Vi taler om Kristus
Tilstrækkelig hel
Hvordan skulle jeg dog kunne skifte bleer, lave aftensmad eller trøste mine børn med kun én arm?
Da jeg var 17 år gammel, mistede jeg det meste af min venstre arm i et biluheld. Denne oplevelse forandrede mit liv for altid. Selv om der har været svære dage og udfordrende stunder, så har smeltediglens ild givet mig mulighed for at være vidne til forsoningens kraft på en helt enestående måde.
Mit liv handler udelukkende om at være hustru og mor, to roller jeg holder utrolig meget af. Før mine børn kom til verden, tænkte jeg på min utilstrækkelighed som mor. Hvordan skulle jeg dog kunne skifte bleer, lave aftensmad eller trøste mine børn med kun én arm? Femten år senere står jeg midt i moderskabet med fem søde børn. Jeg har tilpasset mig godt, og mine børn lægger knap nok mærke til, at jeg adskiller mig fra de andre mødre. Min manglende arm er ikke længere en hindring, men et symbol på kærlighed. Det er en kilde til trøst for mine børn, når de græder eller falder i søvn om aftenen. Dette bånd kan skyldes mange ting, men jeg ser det som et bevis på Frelserens evne til at få noget godt ud af noget tragisk.
Jeg kan ikke beskrive den sødme, jeg føler, når den del af mig kan være til sådan en trøst for mine børn. Moderskabet har sat min fysiske begrænsning i perspektiv, og jeg har allerede følt forsoningen hele mig.
De daglige krav som moder har sommetider været svære. Hårde stunder har givet mig grund til at reflektere over opstandelsen og Frelserens evne til at hele mig. Herved får de trosfremmende eksempler på helbredelse i skrifterne en særlig betydning for mig. Et af mine yndlingseksempler er, da Frelseren besøger folket i Amerika og helbreder deres syge. Jeg har forestillet mig, hvordan det må have været at være en af dem, der blev helbredt af Frelseren. Denne beretning begynder med hans kærlige invitation:
»Har I nogen blandt jer, som er syge? Bring dem herhen. Har I nogen, der er lamme eller blinde eller halte eller vanføre … eller som er plaget på anden måde? Bring dem herhen, og jeg vil helbrede dem, for jeg har medfølelse med jer; mit indre er fyldt af barmhjertighed …
for jeg ser, at jeres tro er tilstrækkelig til, at jeg kan helbrede jer
… Og det skete, at da han således havde talt, kom hele mængden, alle som én, frem med deres syge og deres plagede og deres lamme og med deres blinde og med deres stumme og med alle dem, der på en eller anden måde var plaget; og han helbredte dem hver og en, efterhånden som de blev ført frem for ham« (3 Ne 17:7-9).
For mig er dette en af de mest rørende beretninger i skrifterne. Men mit perspektiv har ændret sig, efter jeg har favnet moderskabet med en arm. Jeg mente engang, at jeg var et af de mennesker, der så allermest frem til opstandelsen og ideen om at blive gjort hel. Men nu har jeg ikke så travlt. Jeg føler mere og mere forsoningen virke i mit liv nu. Jeg har indset, at den helbredende kraft ikke nødvendigvis kun begynder, når opstandelsen finder sted. Helingen er allerede begyndt, når et af mine børn hver aften ømt holder fast i, hvad der er tilbage af min arm, og glider ind i søvnen. Denne erkendelse har været ligeså betydningsfuld for mig som enhver mirakuløs fysisk helbredelse. Jeg har besluttet, at lige nu er jeg så hel, som jeg brug for at være.
Herover: Foto: Robert Casey