Klar til at læse
»For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd af kraft« (2 Tim 1:7).
Mary sad uroligt på sin stol, mens hun lyttede til de andre børn i sin primaryklasse, der skiftedes til at læse højt fra skriften. Hun håbede, at det aldrig blev hendes tur.
Mary har en indlæringsvanskelighed, der hedder ordblindhed. Når hun så på bogstaverne på en side, så var det, som om de løb rundt og byttede plads. Når hun læste højt, var hendes ord langsomme og af og til forkerte. Ofte læste hun ord, der overhovedet ikke stod der.
Jo tættere det blev på at være hendes tur, jo mere bange blev hun. Da det endelig blev hendes tur, kunne Mary ikke klare det længere.
»Jeg skal på toilettet,« sagde hun pludselig, mens hun hoppede op fra stolen, hvilket fik hendes skrifter til at falde til jorden. Mary løb ned ad gangen til toilettet. Hun var glad for, at der var tomt. Hun stod i hjørnet og begyndte at græde.
Et par minutter efter hørte hun søster Smith kalde på hende, idet hun kom ind på toilettet. »Mary, hvad er der i vejen?«
Mary vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun var så flov. Ingen af de andre børn havde det her problem. »Jeg kan ikke læse!« græd hun, mens hun begravede sit ansigt i de foldede arme.
»Kan du ikke læse?« spurgte søster Smith forvirret. »Jeg har set dig holde tale i Primary. Jeg ved, at du kan læse.«
Mary rystede på hovedet. »Jeg lærer min tale udenad. Jeg øver dem igen og igen, så jeg ikke behøver at læse foran andre mennesker. Jeg kan ikke læse højt, og når jeg gør det, så laver jeg mange fejl. Jeg vil ikke have, at de andre børn griner af mig.«
»Åh Mary, det er jeg ked af. Jeg skal nok lade være med at bede dig om at læse højt, indtil jeg ved, at du er klar,« sagde søster Smith. »Og jeg tror ikke, nogen i vores klasse vil grine af dig. De er dine venner.«
»Børnene i skolen griner af mig,« hviskede Mary.
Søster Smith tørrede Marys tårer væk. »Kom med tilbage i klassen. Så skal du se,« sagde hun.
De gik sammen tilbage til klassen. Marys veninde Betsy sad på stolen ved siden af Mary og glattede de krøllede sider ud i Marys skrifter. Mary satte sig ned, og Betsy rakte hende skrifterne.
»Hvem kunne tænke sig at være den næste til at læse?« spurgte Søster Smith.
»Det er Marys tur,« sagde en dreng i klassen.
Mary tøvede, men hun så rundt på hendes klassekammerater og så deres venlige smil. Søster Smith nikkede og smilte også. Mary var nervøs, men hun fandt stedet og begyndte at læse.
Hendes ord kom langsomt. Hun lavede nogle fejl, men når det drillede, hviskede Betsy stille det rigtige ord i Marys øre. Mary læste ikke lige så godt som de andre børn i hendes klasse, men der var ingen, der grinte eller gjorde grin med hende. Så blev det en andens tur, og lektionen fortsatte.
Da de efter klassen gik hen til primarylokalet, hviskede søster Smith til Mary, at hun var stolt af hende. Mary var glad for, at hun ikke længere behøvede at skjule sit problem med at læse. »Jeg må bare blive ved med at øve mig,« tænkte hun. Og hun smilte, for hun vidste, at hun havde gode venner i Kirken, der støttede hende hele vejen.
Illustrationer: Apryl Stott