Betydningsfuld undervisning i hjemmet

Darren E. Schmidt

Fire måder at lære vores børn om livets vigtige lektier på.

At udnytte de rette øjeblikke til undervisning af vores otte børn har både været udfordrende og givende. Men at vide, at »hjemmet er det sted, hvor børnene først og med størst virkning lærer livets lektie,«¹ har gjort, at min hustru og jeg har gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe vores børn med at lære de lektier. Her er nogle få principper, der var været en hjælp for os.

Gør det bedste

Prioritering er blevet mere og mere nødvendigt, efterhånden som vores børn er begyndt at deltage i flere aktiviteter. Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostels Kvorum har mindet os om, at »bare fordi noget er godt er det ikke tilstrækkelig grund til at gøre det … Nogle ting er bedre end godt, og det er det, som bør prioriteres først i vores liv.« Han sagde ydermere: »Forældre bør reservere tid til familiebøn, familiestudium, familieaften og anden værdifuld tid sammen og på tomandshånd, hvilket knytter en familie sammen og lærer børnene om evige værdier. Forældre bør undervise om evangeliet gennem de ting, de laver sammen med deres børn.«²

Dette har vist sig at være et godt råd for vores familie. Når min hustru og jeg har gjort vore børns aktiviteter uden for hjemmet til noget, vi overvejede og bad om, har noget af det, vi troede, var vigtigt, vist sig at være unødvendigt. Jeg blev især overrasket, da jeg spurgte mine børn, om de havde lyst til at være med på et basketballhold med mig som træner. Deres svar var: »Det tror jeg ikke« og »Far, vi har jo en basketkurv i forhaven, og vi kan lide, når du spiller med os, og når vi har kampe med naboerne. Så får vi bolden mere!«

Studér og handl ud fra skrifterne

Der er stor forskel på at læse skrifterne og studere dem. Profeten Josva belærte om, at succes ved at studere skrifterne kommer, når vi »grunde[r] på de[m] dag og nat« og »omhyggeligt gøre alt, hvad der står i de[m]« (Jos 1:8; fremhævelse tilføjet). Under vores familiestudium af skriften havde vi størst succes, når vi gav vores børn mulighed for at grunde over specifikke spørgsmål og gav dem en opfordring til at »gøre alt, hvad der står i den.«

En aften sad vi uden for og spiste forfriskninger og læste om nefitternes fald i Mormons Bog. Jeg følte mig tilskyndet til at spørge børnene, hvorfor de mente, at nefitterne var blevet så ugudelige. Seksårige Celeste sagde, at hun mente, at nefitterne og lamanitterne var holdt op med at bede deres daglige bønner. Vi blev alle enige om, at nefitternes fald begyndte ved at glemme bøn og andre umiddelbare små ting. I det øjeblik kom tanken til mig, at jeg skulle opfordre mine børn til at bede med større omtanke og indlevelse.

Den følgende dag spurgte jeg dem, hvordan det var gået med deres bønner. Dette gav dem mulighed for at fortælle om deres oplevelser og gav mig muligheden for atter at bære mit vidnesbyrd om bøn. Ikke alle stunder med familiestudium af skriften er gået ligeså godt, men når vi har drøftet noget og opfordret dem til at handle på det som en del af vores studium, er skriften blevet mere betydningsfuld.

Hjælp børn med at blive ansvarlige

Vi har fundet stor styrke i at give vores børn opgaver og selv lade dem løse detaljerne. Når vi lader vores børn blive involveret og hjælpe med at tage nogle familiebeslutninger, så er der større sandsynlighed for, at de bliver mere aktive deltagere. De udvikler også en følelse af ejerskab og ansvarlighed og lærer derved at »gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed« (L&P 58:27). Her er nogle få ting, der har hjulpet vores børn til at blive mere ansvarlige:

Hjælp dem med at forberede en lektion, skriftsted eller et talent efter eget valg til familieaften.
Lad dem vælge en salme, som alle skal synge under familiestudium af skriften og bed så et barn om at bede bønnen.
Lad dem hjælpe med at planlægge og være ansvarlige for en del af en familieudflugt.
Hold familieråd med dem om pengesager og lad dem hjælpe med at tage beslutninger om indkøb.
Lær dem, hvordan man udfører en bestemt opgave, og lad dem være ansvarlig for den opgave i en uge.
Udfør et månedligt familietjenesteprojekt og lad dem beslutte, hvem familien skal hjælpe.
Lad dem skiftes til at bestemme, hvem der skal besøges en given søndag.
Lad dem vælge en familieaktivitet en bestemt aften i løbet af måneden.

Vogt dem

Der har været gange, hvor min hustru og jeg har følt os som hyrder, der samler vores børn til bøn eller skriftstudium. Men andre gange har vi følt den dejlige ånd, der kommer, når vi virkelig har våget over dem og taget os af vores lille flok. Hvis vi ikke er opmærksomme, kan vi let misse disse vågende øjeblikke.

En sådan stund opstod, da jeg puttede vores børn i deres senge. En af mine sønner spurgte mig: »Far, hvad frister dig?«

Jeg blev overrasket over spørgsmålet.

Så sagde han: »Vi har talt om, hvad der frister os, og vi har undret os over, hvad der frister dig.«

Jeg vidste, dette var et perfekt øjeblik til at undervise dem, men jeg var udmattet efter en lang dag på arbejde. Jeg havde ikke lyst til en dyb samtale med to drenge så sent på aftenen, især på en hverdag.

Jeg kom dog i tanke om beretningen om Frelseren ved brønden. Selv efter at have gået 50 km eller mere tog han sig tid til at undervise kvinden fra Samaria (se Joh 4). Jeg besluttede mig for, at dette kunne være et af de øjeblikke ved »brønden«, så jeg satte mig ned og spurgte dem, om de troede, at det var en synd at blive fristet. Der var en lang pause, og så begyndte vi at tale med hinanden og lytte til hinanden. Jeg underviste dem om Frelserens møde med Satan (se Matt 4) og bar mit vidnesbyrd om de velsignelser, der komme af at modstå fristelse.

Det var et af de særlige øjeblikke, man oplever som forælder. Vi kom i seng lidt senere end normalt, men den glæde, jeg oplevede, var ethvert offer af søvn værd.

»En af vore vigtigste opgaver er at svare et barn, når det oprigtigt spørger, husk, at de ikke altid spørger, at de ikke altid er lærevillige og at de ikke altid vil lytte,« belærte ældste Richard L. Evans (1906-1971) fra De Tolv Apostles Kvorum. »Og ofte må vi fange dem på deres præmisser, når de har tid, og ikke altid på vores præmisser, når vi har tid … Hvis de kan stole på os med deres trivielle spørgsmål, kan det være, at de senere vil stole på os med de lidt vigtigere spørgsmål.«³

Udvalgt og hjulpet af Herren

Det er et stort ansvar at våge over Guds børn. Når jeg føler mig utilstrækkelig som forælder, minder jeg mig selv om noget ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum engang sagde: »Den samme Gud, der placerede stjernen i et nøjagtigt kredsløb, årtusinder før den viste sig over Betlehem for at markere barnets fødsel, har givet hver eneste af os mindst samme opmærksomhed ved den præcise placering af os i et menneskeligt kredsløb, således at vores personlige livs lys, hvis vi vil, må lyse, så det ikke blot må lede andre, men ligeledes advare dem.«⁴

Denne udtalelse opløfter mig, når jeg er modløs. Den indgyder min hustru og jeg mod som forældre, at vi ved, at vores børn er blevet placeret i vores »kredsløb« med et formål, og at vor himmelske Fader har tillid til os.

Må han velsigne jeres familie, når I sammen lærer om evangeliet, hjælper jeres børn med at blive ansvarlige og udnytter de værdifulde undervisningsegnede øjeblikke.

Det vildfarne lam, af Del Parson