Til vi ses
Lektien om de fem minutter
Jeg kom fem minutter for sent til at kunne få min plads. Forhåbentlig ville den smule tid ikke forhindre mig i at kunne deltage i min dimission.
Ved slutningen af mit sidste år på universitetet skulle jeg deltage i en dimissionsceremoni, hvor alle nye dimittender iklædt den traditionelle hat og kappe modtog deres afgangsbeviser fra en særlig inviteret dignitar. Jeg så meget frem til dette øjeblik, hvor fire hårde studieår skulle fejres. Den morgen, hvor ceremonien fandt sted, modtog jeg et brev fra universitetet, men jeg tog mig ikke tid til at åbne det.
Ceremonien skulle begynde klokken 13:30, og jeg havde inden da arrangeret at få taget et portrætbillede. Desværre var der en lang kø ved fotografen, og jeg så hastigt tiden nærme sig åbningen for ceremonien. Men jeg havde ventet så længe, at jeg var fast besluttet på at få taget mit billede. Jeg nåede lige at blive færdig 10 minutter, inden dimissionen begyndte, så jeg løb hen til salen.
Da jeg nåede frem, var dørene dog lukkede og bevogtet af sikkerhedsvagter. Jeg bad om at komme ind, men vagterne nægtede mig adgang og fortalte mig, at jeg skulle have været der 15 minutter før for at få plads. Det var første gang, jeg hørte om det krav, så jeg protesterede. Men vagterne rørte sig ikke ud af stedet. Jeg havde arbejdet i fire år for at få det afgangsbevis, og nu kunne jeg ikke få det overrakt ved ceremonien. Det endte med, at jeg måtte sidde i galleriet sammen med tilskuerne.
Da jeg kom hjem og åbnede brevet, jeg havde modtaget samme morgen, læste jeg den klare besked om at møde mindst 15 minutter før eller blive nægtet adgang. Jeg følte mig som en af de tåbelige brudepiger i Frelserens lignelse:
»Men da de [tåbelige brudepiger] var gået hen for at købe olie, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket.
Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind!
Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke« (Matt 25:10-12).
Selvom det at blive nægtet adgang til en vigtig festlighed synes som en alvorlig konsekvens for en mindre fejltagelse, så har jeg indset, at det samme gælder for valg og konsekvenser. Når jeg tager den ene ende af pinden op fra jorden, så følger den anden ende med. Sådan er det også med ethvert valg, jeg vælger ikke blot handlingen, men også den tilhørende konsekvens – uanset hvor uforudset konsekvensen så er.
Det er Satan, der ønsker, at vi skal koncentrere os om valgene uden at tage hensyn til konsekvenserne. Han gør ofte dette ved at få os til at fokusere på den fysiske appetit, »kødets vilje« (2 Ne 2:29), og på den øjeblikkelige tilfredsstillelse.
Vor himmelske Fader ønsker derimod, at vi fokuserer på lykke og evige velsignelser. Han forventer af os, at vi overvejer konsekvenserne ved de valg, vi træffer, og at konsekvenserne skal udgøre en del af vores motivation: »Og de er frie til at vælge frihed og evigt liv ved alle menneskers store formidler, eller til at vælge fangenskab og død« (2 Ne 2:27).
Selv om jeg ikke er taknemlig for, at jeg gik glip af den formelle overrækkelse af mit afgangsbevis, så er jeg taknemlig for det, jeg i evig henseende lærte af denne oplevelse – jeg har aldrig lyst til at træffe et valg, der kan forhindre mig i at blive budt velkommen i brudgommens nærvær. I stedet for at blive lukket ude med ordene: »Jeg kender jer ikke,« så stræber jeg efter at træffe valg, der vil lade mig høre ham sige: »Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:21).
Foto © Photospin