2013
Del mit lys
Januar 2013


Del mit lys

Dolores Sobieski, Californien i USA

Det var en usædvanlig dag i det sydlige Californien i USA med torden, lyn, øsende regn og en trykkende varme. Jeg så frem til at slappe af og se en film i mit hus med klimaanlæg. Men da jeg satte mig ned, følte jeg, at jeg skulle ringe til min ven Sherrill.

Da jeg ringede, fik jeg at vide, at hun havde været uden strøm siden morgenstunden. Hun var bekymret for, at hendes frosne mad ville tø op, og hendes mælk ville blive dårlig, så vi flyttede hendes mad ind i mit køleskab.

Den efterfølgende aften stod Sherrill og jeg ude foran hendes hus. Alle huse på hendes side af vejen var totalt mørklagte, mens husene på den modsatte side af vejen havde strøm. Et bestemt hus fangede min opmærksomhed. Lige over vejen var hjemmet oplyst med lys, mens der sad mennesker på verandaen og talte, grinte og hyggede sig.

De næste par dage kunne jeg ikke få det billede ud af mit sind. Kontrasten var slående: Totalt mørke på den ene side af vejen og skinnende lys på den anden, mennesker, der sidder i mørke, mens deres naboer nød lyset.

Det billede fik mig til at grunde over, hvor ofte jeg var ligesom dem, der sad lige over for på vejen – der nød evangeliets lys, mens andre sad i mørke. Jeg så mig selv sidde på verandaen med nogle få venner fra Kirken, og vi nød evangeliets lys uden at dele det med andre.

Alle i verden fødes med lys – Kristi lys. Som medlemmer af Kirken har vi det privilegium at kunne føje til det lys ved at fortælle andre om evangeliet. Frelseren belærte os:

»Se, tænder man et lys og sætter det under en skæppe? Nej, men på en lysestage, så det giver lys til alle, der er i huset.

Lad derfor jeres lys skinne for dette folk således, at de må se jeres gode gerninger og ære jeres Fader, som er i himlen« (3 Ne 12:15-16).

Som medlemmer af Kirken har vi ansvaret for at lade vores vidnesbyrd om Kristus skinne for alle og enhver – især for dem i åndeligt mørke. Efter denne oplevelse besluttede jeg mig for at være den slags person, som min himmelske Fader kan have tillid til vil træde væk fra verandaens magelighed og bære evangeliets lys over til mine naboer, der sidder i mørke.