Unge kvinder og beslutning om mission

Sådan anvendte disse unge kvinder det profetiske råd med hensyn til en fuldtidsmission.

Ved oktoberkonferencen 2012 bekendtgjorde præsident Thomas S. Monson, at »egnede, værdige unge kvinder, der har et ønske om at tjene, kan blive anbefalet til missionærtjeneste, når de fylder 19 år, i stedet for 21 år«. Han sagde, at selv om unge kvinder »ikke har samme forpligtelse til at tjene som de unge mænd«, » yder de et værdifuldt bidrag som missionærer, og vi byder deres tjeneste velkommen«.¹

Hvordan beslutter en søster, om hun skal tjene? Følgende beretninger handler om, hvordan søstre blev vejledt af Ånden til at beslutte, hvilken vej der var den rette for dem.

Det manglende led

Hvis nogen havde spurgt mig, da jeg var barn, om jeg ville på mission, ville jeg have sagt nej. Mit hjerte blev blødgjort omkring det emne, da jeg blev ældre, til dels fordi jeg havde set mine ældre søskende tjene. Men jeg tænkte stadig aldrig rigtig på det som noget, jeg ville gøre.

Da jeg blev 21, begyndte jeg at spekulere på, om jeg skulle tage på mission, men jeg bad aldrig alvorligt om det. Som tiden gik, begyndte jeg at føle, at der var noget, der manglede. Jeg fortalte min mor, hvordan jeg havde det, og hun foreslog, jeg igen skulle overveje en mission. Hun sagde, at da hun var på min alder, havde hun de samme følelser, som jeg oplevede. At tage på mission var svaret for hende, så måske var det også svaret for mig.

Jeg var skrækslagen over at skulle bede om at tage på mission. En årsag til, at jeg aldrig tidligere havde overvejet en mission, var, at jeg troede, jeg ikke var stærk nok til at klare det. Jeg skulle forlade mine bekvemmeligheder og måske lære et nyt sprog. Desuden troede jeg ikke, at jeg kendte evangeliet godt nok til at undervise om det. Men da jeg bad med et formål, følte jeg, at min frygt smeltede. Det svar, jeg fik, kom med stor kraft: Herren elskede mig, og han ønskede, at jeg skulle tage på mission.

Jeg blev forbløffet over den fred, jeg følte, da jeg havde modtaget mit svar. Jeg følte mig ikke længere nervøs eller uegnet. I stedet glædede jeg mig til at fortælle andre om evangeliet, og jeg gik i gang med mine missionspapirer. Jeg blev snart kaldet til at tjene på Tempelpladsen i Salt Lake City i Utah.

Rebecca Keller Monson

Et liv som missionær

Da jeg var 17 år, begyndte folk at spørge mig, om jeg havde tænkt mig at tage på mission. Det havde jeg endnu ikke besluttet, så jeg svarede altid lidt svævende.

Men da min 21-årige fødselsdag nærmede sig, begyndte jeg at tænke over det. Jeg læste min patriarkalske velsignelse, talte med mine forældre og bad.

Ønsket kom aldrig, jeg følte aldrig, jeg havde brug for at tjene. Jeg tænkte på præsident Gordon B. Hinckleys (1910-2008) råd, hvor han sagde, at selv om søstermissionærer er velkomne, har de »ikke pligt til at tage på mission«.² Jeg blev også mindet om Herrens ord i Lære og Pagter: »Hvis I nærer ønske om at tjene Gud, er I derfor kaldet til arbejdet« (4:3).

Det skriftsted hjalp mig til at beslutte ikke at tage på mission. Da jeg i bøn fortalte Herren om min beslutning, følte jeg fred og en bekræftelse på, at der var måder, hvorpå jeg kunne være missionær uden at tjene fuldtids. Jeg har siden fundet ud af, at jeg kan bære mit vidnesbyrd på mange måder – i en samtale om Herrens milde barmhjertighed, som besøgslærer eller ved at udføre slægtsforskning og tempeltjeneste. Jeg arbejder ihærdigt på at missionere ved at stræbe efter at efterleve evangeliet og følge Åndens inspiration.

Amy Simon

Ved godt mod

I begyndelsen af 2010 kæmpede jeg med nogle prøvelser og gik en tur for at klare mine tanker. Mens jeg gik, følte jeg Ånden hviske, at jeg ikke skulle bekymre mig om fortiden, men i stedet tænke på min fremtid. Lige da jeg begyndte at gennemgå mit mål om at færdiggøre skolen, blev jeg tilskyndet til at tænke på at tage på mission. Jeg havde aldrig før tænkt på mission, men da tanken fik fat, gjorde en spænding og et ønske om at gøre det også. Dog besluttede jeg, at jeg gerne ville have lidt mere tid til at tænke over en så stor beslutning.

De næste par måneder var fyldt med tilskyndelser til at tage på mission. Selv om jeg stadig havde det samme ønske og den samme spænding, som da tilskyndelsen kom, dukkede også tvivlen og frygten op. Jeg vidste, at kvinder opmuntres til at tjene, hvis de ønsker det, men er ikke forpligtede til det. I den tid fik jeg præstedømmevelsignelser, der fortalte mig, at Herren ville være tilfreds, uanset hvad jeg valgte.

Den følgende sommer havde jeg en værelseskammerat, der havde været på mission. Hun sagde, at hun også havde følt frygt før og endda også efter, hun havde besluttet at tage af sted. Hun hjalp mig til at forstå, at Ånden ikke taler gennem tvivl og frygt (se 2 Tim 1:7). Mens vi talte, rørte Ånden mig. Jeg gik tilbage til mit værelse og læste et brev fra en ven, der var på mission. Brevet opmuntrede mig til at læse Josva 1:9, og jeg følte, Ånden puffede mig til at slå det op.

Ordene borede sig ind i min sjæl: »Vær modig og stærk! Nær ikke rædsel, og lad dig ikke skræmme, for Herren din Gud er med dig overalt, hvor du går.« Jeg følte det, som om Herren talte direkte til mig. Jeg vidste, jeg skulle tage på mission. Jeg behøvede ikke at frygte – jeg skulle ikke være alene om det; Herren ville være med mig.

En måned senere fik jeg min kaldelse til den filippinske Iloilo-mission, hvor Josva 1:9 var missionens tema.

Kristen Nicole Danner

En anderledes mission

Jeg havde hele mit liv planlagt at tage på fuldtidsmission. Men da jeg tog på Brigham Young University i Utah, begyndte jeg at blive nervøs. Hvordan kunne jeg vide, om det virkelig var meningen, at jeg skulle tage på mission? Jeg tilbragte året op til min 21-års fødselsdag med at trygle min himmelske Fader om at fortælle mig, om jeg skulle tage af sted. Så sagde en af mine religionslærere noget, der ændrede mit liv: »Herren kan ikke køre en bil, der holder parkeret.« Jeg besluttede at handle.

Jeg sendte mine papirer af sted, fik min kaldelse, købte tøj til min mission og kørte hjem fra Utah til North Carolina – alt imens jeg forberedte mig til min mission i oprigtig bøn, studium og faste.

Da jeg var kommet hjem til North Carolina, kom en ung mand, jeg havde mødt på universitetet, med fly for at besøge mig, og vi havde en alvorlig samtale om vores forhold.

Mine bønner blev igen alvorlige og indtrængende, men jeg følte fortsat, at Herren stolede på, at jeg kunne træffe min egen beslutning. Jeg følte tyngden af ansvaret, men også en behagelig forsikring om, at så længe jeg valgte i tro, ville Herren støtte mig i min beslutning.

Ti dage før jeg skulle af sted, friede min ven til mig. Jeg udsatte min mission for at give mig selv tid til at tænke. Da jeg besluttede at forlove mig, bekræftede Ånden for min forlovede og mig, at det var rigtigt.

Selv om jeg ikke kom på fuldtidsmission, ændrede forberedelserne til den mit liv. At komme tæt på Herren hjalp mig til at blive den person, han havde brug for, jeg skulle være, til min mission som hustru og mor.

Cassie Randall

Oplevelser for livet

Jeg har været velsignet med et stærkt vidnesbyrd om og kærlighed til evangeliet i en ung alder, men jeg husker ikke et bestemt øjeblik, hvor jeg vidste, det var rigtigt for mig at tage på mission. Jeg har bare altid vidst, at jeg ville tage af sted. Jeg satte mål om at leve på en måde, der ville gøre mig i stand til at tage på mission.

Da jeg begyndte at forberede min missionsansøgning, fastede og bad jeg og tog til templet. I perioden med samtaler med min biskop følte jeg fortsat den fred, jeg havde følt hele mit liv om at tage på mission.

Det var til tider en vanskelig proces: Det syntes pludseligt at blive dyrere at leve, og skolen og arbejdet krævede mere. Jeg gik på universitet og var væk fra min familie, og det forekom mig, at alle mine venner blev gift. Det var skræmmende at opdage, at mennesker, jeg holdt af, ville blive ved med at ændre sig, mens jeg var væk.

Eftersom jeg ikke havde en specifik åndelig tilkendegivelse, der havde bekræftet min beslutning om at tjene, var det nemt at blive i tvivl, når tingene blev svære. Men Herren velsignede mig, da jeg havde modtaget min kaldelse til Santiago Øst-Missionen i Chile, med at udvikle en kærlighed til folket i min mission, selv før jeg tog af sted. Jeg har nu oplevelser for livet, der har båret vidnesbyrd om, at mission var et godt valg for mig.

Madeleine Bailey

Øverst: Fotoillustration: Derek Israelsen; til højre: Fotoillustration: Jerry L. Garns