Må jeg få en velsignelse?
Art Crater, New York i USA
For mange år siden tog jeg med bror Schaaf, som jeg var hjemmelærer for, til hospitalet for at give hans hustru en præstedømmevelsignelse inden hendes operation. Søster Schaaf delte hospitalsværelse med en kvinde ved navn Annie Leddar, en langtidspatient med uhelbredelig kræft, som man ikke forventede ville leve meget længere.
Før vi skulle give velsignelsen, rakte jeg ud efter gardinet mellem de to hospitalssenge, men jeg stoppede. Jeg ønskede ikke at holde Annie udenfor, så jeg forklarede, hvad vi skulle til at gøre og spurgte, om hun havde lyst til at overvære en velsignelse. Hun sagde, at det ville hun gerne se. Hendes mand, som var gået bort, havde været præst i et andet trossamfund, og hun var interesseret i vores tro. Bror Schaaf og jeg fortsatte med velsignelsen, mens Annie lyttede.
Et par dage efter, før søster Schaaf skulle hjem fra hospitalet, spurgte Annie, om hun også måtte få en præstedømmevelsignelse. Bror Schaaf og jeg vendte glade tilbage til hospitalet for at give hende en velsignelse. Annie blev ikke helbredt fra kræften, men hendes helbred blev meget bedre.
Hun var interesseret i at lære mere om evangeliet, så jeg bad missionærerne om at besøge hende på hospitalet og undervise hende. Hun lyttede til evangeliets budskab med et åbent hjerte og besluttede sig for at blive døbt. Hver uge efter hendes dåb hentede vi Annie på hospitalet og tog hende med i kirke i hendes kørestol.
Fordi Annie var syg, var det svært for hende at komme ud, men hun fandt hurtigt sin egen måde at tjene Herren på. Vi gav hende en skrivemaskine, og hun brugte flere timer dagligt på hospitalet med slægtsforskning. Annie levede tre år mere end forventet og forberedte hundredvis af familienavne til templet, før hun gik bort.
Efter Annies død udførte søster Schaaf de stedfortrædende ordinancer for Annies kvindelige slægtninge.
Så vidt jeg ved, var Annie det eneste medlem af sin familie, der tilsluttede sig Kirken. Hendes levende familie blev aldrig begejstrede for hendes tilknytning til Kirken, men jeg er sikker på, at mange af hendes afdøde familiemedlemmer var taknemlige for de stedfortrædende ordinancer, der blev udført for dem.
Vi kan aldrig vide, om de mennesker, vi møder, er klar til at modtage evangeliet. Jeg er taknemlig for, at jeg så et frø – der blev sået i Annies hjerte, efter at hun havde været vidne til en præstedømmevelsignelse – blomstre og velsigne hundredevis af vor himmelske Faders børn.