Se det gode i Kylie
Vi kunne ikke holde hinanden ud. Kunne vi nogensinde blive venner?
Illustration: Taia Morley.
I fjerde klasse gik jeg i den allerbedste klasse. Alt ved klassen var perfekt – undtagen Kylie (navnet er blevet ændret). Hun var ondskabsfuld mod næsten alle, også mod mig. Jeg så hende skubbe de andre på gangen, og hun skubbede endda også mig et par gange. Jeg kunne komme grædende hjem, fordi jeg ikke forstod, hvorfor hun mobbede mig.
Hun havde ingen venner. Til frokost sad hun ved sit eget bord, fordi ingen ville sidde i nærheden af hende. Jeg fortalte min mor om Kylie, og hun gav mig nogle livsændrende visdoms ord: »Måske har hun bare brug for en ven.«
Det kom som et chok for mig. Hvordan skulle jeg dog kunne være venlig mod en, som ikke tøvede med at give mig fornærmende øgenavne? Jeg besluttede mig dog modvilligt for at være venligere mod Kylie og prøve at forstå hende. Da jeg begyndte at lære hende at kende, opdagede jeg, at hun faktisk var flink. Jeg fandt ud af, at hendes liv var meget værre end jeg kunne have forestillet mig. Hun havde det ikke nemt hjemme, og hun undgik enhver samtale med ordet »familie«.
En dag ved frokosttid sad jeg sammen med mine venner. Eftersom Kylie var ondskabsfuld mod andre, var der nogle af pigerne, der heller ikke var flinke over for hende. De begyndte at gøre grin med Kylie og talte højt nok til, at hun kunne høre dem. De sagde ting som: »Kom og sid med os – Nej, alligevel ikke!« »Hvad lugter her af? Nåh, det er bare Kylie!« og »Hold dig væk fra os!« Jeg sad og lyttede til det.
Så hørte jeg en lille stemme i mit hoved: »Gør noget.« Jeg rejste mig og følte mange par øjne vende sig mod mig. »Stop!« sagde jeg. »Hvordan kan I sige sådan nogle ting? Vær dog venlig imod hende!« Alle blev stille. Da jeg satte mig ned, så jeg på Kylie. Hun vendte sig om og gav mig et blik fyldt med taknemlighed.
I sjette klasse nærmede min 12 års fødselsdag sig, og jeg ville gerne holde en fest for et par venner. Da min mor spurgte mig, om der var andre, jeg gerne ville have med, hørte jeg den samme stille stemme i mit hoved: »Invitér Kylie.«
»Jeg vil gerne invitere Kylie,« fortalte jeg min mor.
»Er det rigtigt?«
Jeg nikkede. Efter fødselsdagsfesten var mine venner og jeg, også Kylie, blevet så tætte, at vi lavede noget sammen hver fredag i de sidste tre måneder af skoleåret. Kylie kom hver gang. Vi blev de bedste venner.
Nu går jeg i ottende klasse og er flyttet til en anden delstat, men jeg har tit kontakt med Kylie, som stadig er en af mine bedste venner. Nogle gange spørger mine venner mig, hvordan vi blev så tætte.
»I fjerde klasse var hun en bølle, og vi hadede hinanden,« fortæller jeg.
»Hvordan blev I så gode venner?«
»Jeg så efter det gode i hende. Alle har noget godt i sig, og jeg ville finde det i hende.«