Hvad Agung lærte af badminton
En indonesisk teenager lærer, at det at have håb afholder ham fra at give op.
Det er en typisk fugtig dag i Yogjakarta i Indonesien, og sveden drypper fra Agungs bryn, mens han venter på sin modstanders serv. Det står tæt i badmintonkampen, og den 15-årige føler sig drevet til at vinde.
Efter en heftig kamp slår hans modstander fjerbolden langt uden for Agungs rækkevidde. Agung er ikke villig til at give slip på et point i en så tæt kamp og kaster sig ud efter fjerbolden, men når den ikke – og bløder efter at være gledet på cementbanen.
Det er tydeligt, at han holder af det konkurrenceprægede ved badminton. Men Agung drømmer ikke om at blive professionel badmintonspiller. Han skal ikke til at vælge mellem at serve fjerbolden til OL og tjene en mission. Han synes ikke selv, at han er særlig god til sportsgrenen.
Hvorfor yder denne lille teenager med det store smil en så stor en indsats? Håb.
»Jeg tror, at jeg kan blive bedre,« siger han.
En grund til håb
Håb er grunden til, at vi gør en masse ting. Vi træner, fordi vi håber på, at vi bliver stærkere og sundere. Vi øver os på et musikalsk instrument, fordi vi håber på at kunne spille godt. Agung træner badminton, fordi han håber på at kunne forbedre sig.
»Hvis jeg ikke håbede på at blive bedre eller nogensinde at vinde, ville det være meget let at give op,« siger Agung.
Håb er en afgørende del af frelsesplanen. Håb om, at vi kan blive tilgivet, leder os til omvendelse og til at gøre endnu et forsøg, når vi har fejlet i at holde en befaling.
Satans angreb på håb
To af Satans bedste våben mod os er tvivl og modløshed. Det lykkedes ham ikke at forpurre vor himmelske Faders plan ved at stoppe forsoningen. Men han kan fortsat forsøge at forpurre forsoningens rensende effekt i vores liv, hvis han kan stjæle vores håb om at blive tilgivet.
»Satan ønsker, at vi skal miste håbet,« siger Agung, »fordi når vi giver op, er vi langt fra vor himmelske Fader.«
Der findes dog altid måder at genfinde håbet på, når det lykkes Satan at gøre os modløse.
Find håb
Når vi har brug for håb i fremtiden, kan vi se tilbage i fortiden. Agung bruger et eksempel fra skolen, der har lært ham dette princip. »Jeg har set, at hvis jeg studerer hårdt, så opnår jeg succes med mine eksaminer,« siger han. »På grund af den oplevelse har jeg håb om, at hvis jeg træner hårdt, kan jeg blive bedre til badminton,« siger han. »Min erfaring giver mig håb.«
Når vi brug for håb på Jesus Kristus, kan vi finde det i både vore tidligere erfaringer med forsoningens kraft (se Rom 5:4) og andres erfaringer, herunder dem I måske hører om til nadvermødet, i søndagsskolen, Liahona eller i skrifterne (se Jakob 4:4-6).
Når vi studerer profeternes håbefulde ord, beder om den åndelige gave håb og lærer at genkende Frelserens kraft i vores liv, vil vores tro på ham øges og ligeledes vores håb om, at han vil hjælpe os i fremtiden.1
Giv aldrig op
Agung ved, at han nok aldrig bliver professionel sportsudøver, men han ved, at så længe han bliver ved med at prøve, er der håb for forbedring.
Han har lært, at håbets største kraft er dette: »Så længe man ikke giver op, er der håb,« siger han.
I livet er Jesu Kristi forsoning den ultimative kilde til håb. På grund af forsoningen kan vi omvende os, når vi begår fejl. Forsoningen betyder også, at vi ikke har fejlet vores livs prøve, når vi begår en fejl, medmindre vi opgiver at omvende os og være lydige.
Det er grunden til, at Agung fortsat inviterer sin far med i kirke hver søndag. Det er grunden til, at han står for, hvad der er ret, selv når hans venner ikke gør det. Det er grunden til, at han så ofte tager den timelange cykeltur til kirken for at komme til seminar og GUF, søndagsmøder, missionsforberedelsesklasser og for at hjælpe med at gøre rent i bygningen.
»Det er ikke let at prøve at være som Jesus,« siger Agung. »Nogle gange bliver jeg modløs, men jeg giver ikke op. Jeg kan takket være hans offer for mig have håb om at blive bedre.«
Takket være forsoningen er der håb. Og takket være håb kan forsoningen forandre vores liv.
Foto: Adam C. Olson