Det er ikke en synd at være svag
Forfatteren bor i Utah i USA.
Begrænsninger og utilstrækkelighed er ikke synder og afholder os ikke fra at være rene og værdige til Ånden.
»Er jeg vitterlig værdig til at indtræde i Guds hus? Hvordan kan jeg være det, hvis jeg ikke er fuldkommen?«
»Kan Gud virkelig gøre min svaghed til styrke? Jeg har fastet og bedt i dagevis for at blive fri for dette problem, men der sker ingenting.«
»I missionsmarken efterlevede jeg evangeliet mere konsistent end på noget andet tidspunkt i mit liv, men jeg har aldrig været mere opmærksom på mine egne mangler. Hvorfor havde jeg det nogle gange så dårligt, når jeg nu gjorde noget godt?«
Når vi tænker over spørgsmål som disse, er det meget vigtigt at forstå, at hvor synd uvægerligt fører os bort fra Gud, så kan svaghed ironisk nok føre os til ham.
Foto: iStock/Thinkstock
Skeln mellem synd og svaghed
Vi tænker almindeligvis på synd og svaghed som to alen af sjælens sorte stof, eller som forskellige grader af overtrædelse. Men skriften antyder, at synd og svaghed generelt er to forskellige ting, at de kræver hver sin behandling, og at de har potentialet til at afstedkomme forskellige resultater.
De fleste af os er mere bekendt med synd, end vi bryder os om at indrømme, men lad os se på det: Synd er et valg om ikke at adlyde Guds befalinger eller at gøre oprør mod Kristi lys inden i os. Synd er et valg om at stole mere på Satan end Gud og at fjendtliggøre os med Gud. Ulig os var Jesus Kristus helt syndfri og kunne sone for vore synder. Når vi oprigtigt omvender os – og ændrer vores sind, hjerte og adfærd, undskylder eller tilstår, hvor det er passende, råder bod, hvor det er muligt, og ikke gentager synden fremover – kan vi trække på Jesu Kristi forsoning, blive tilgivet af Gud og blive rene igen.
Det er afgørende at blive ren, fordi intet urent kan dvæle i Guds nærhed. Men hvis målet blot var at være lige så uskyldsrene, som da vi forlod Guds nærhed, så ville vi alle være bedre stillet ved blot at blive liggende i vuggen resten af livet. Vi kom derimod til jorden for af erfaring at lære at skelne godt fra ondt, vokse i visdom og færdigheder, efterleve værdier, vi værdsætter, og udvikle guddommelige træk – en udvikling, som vi ikke kan opnå fra vuggens trygge ramme.
Menneskelig svaghed spiller en vigtig rolle i selve formålet med jordelivet. Da Moroni bekymrede sig over, hvorvidt hans svaghed med hensyn til at skrive ville få ikke-jøderne til at gøre nar af hellige ting, trøstede Herren ham med disse ord:
»Og hvis menneskene kommer til mig, vil jeg vise dem deres svaghed. Jeg giver menneskene svaghed, så de kan være ydmyge; og min nåde er tilstrækkelig for alle mennesker, som ydmyger sig for mig; for hvis de ydmyger sig for mig og har tro på mig, så vil jeg gøre det svage stærkt for dem« (Eter 12:27; se også 1 Kor 15:42-44; 2 Kor 12:7-10; 2 Ne 3:21 og Jakob 4:7).
Implikationen i dette velkendte skriftsted er omfattende og opfordrer os til at skelne mellem synd (som Satan tilskynder til) og svaghed (her beskrevet som et vilkår, der er blevet os »givet« af Gud).
Vi kan definere svaghed som den begrænsning i vores visdom, kraft og hellighed, der følger af at være menneske. Som dødelige fødes vi hjælpeløse og afhængige af andre, med forskellige mangler og anlæg. Vi opfostres og omgås andre svage dødelige, og deres undervisning, eksempel og behandling af os er fejlramt og sommetider skadelig. I vores svage, kødelige tilstand lider vi af fysisk og følelsesmæssig sygdom, sult og træthed. Vi nærer menneskelige følelser som vrede, sorg og frygt. Vi fattes visdom, færdigheder, udholdenhed og styrke. Og vi er underkastet fristelse af forskellig art.
Selvom Jesus Kristus var uden synd, så underlagde han sig til fulde også dødelighedens svaghed (se 2 Kor 13:4). Han blev født som et hjælpeløst spædbarn i et jordisk legeme og opfostret af ufuldkomne forældre. Han skulle lære at gå, tale, arbejde og komme ud af det med andre. Han blev sulten og træt, oplevede menneskelig sindsbevægelse og kunne blive syg, have ondt, bløde og dø. Han blev »fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd«, han underkastede sig dødelighed, så han kunne »have medfølelse med vore skrøbeligheder« og bistå os i vores svagelighed eller skrøbelighed (Hebr 4:15; se også Alma 7:11-12).
Vi kan ganske enkelt ikke omvende os fra at være svage – ej heller gør svaghed i sig selv os urene. Vi kan ikke vokse åndeligt, medmindre vi afviser synd, men vi vokser heller ikke åndeligt, medmindre vi accepterer vores menneskelige svaghed, imødegår den med ydmyghed og tro, og vi igennem vores svaghed lærer at sætte vores lid til Gud. Da Moroni var urolig over sin svaghed med hensyn til at skrive, bad Gud ham ikke om at omvende sig. Derimod belærte Herren ham om at være ydmyg og have tro på Kristus. Når vi er sagtmodige og trofaste, tilbyder Gud os nåde – ikke tilgivelse – som lægemidlet mod svaghed. Guide til Skrifterne definerer nåde som en kraft, der gives af Gud, der gør os i stand til at gøre det, vi ellers ikke kan gøre af os selv (se Guide til Skrifterne, »Nåde«) – den passende guddommelige kur ved hvilken han kan »gøre det svage stærkt«.
Udøv ydmyghed og tro
Lige fra vi stifter bekendtskab med Kirken, undervises vi om omvendelse som en ubetinget nødvendighed, men hvordan fremelsker vi egentlig ydmyghed og tro? Overvej følgende:
-
Gransk og bed. Eftersom vi er svage, er det ikke sikkert, at vi kan se, om vi har at gøre med synd (som kræver en umiddelbar og gennemgående ændring af sind, hjerte og adfærd) eller med svaghed (som kræver ydmyg og vedholdende indsats, læring og forbedring). Måden, vi betragter disse ting på, kan afhænge af vores baggrund og modenhed. Der kan også være elementer af både synd og svaghed i en vis adfærd. At sige, at en synd er en svaghed, kan føre til en bortrationalisering i stedet for omvendelse. At sige, at en svaghed er en synd, kan resultere i skam, bebrejdelse, fortvivlelse, og at man giver op omkring Guds løfter. At granske og bede kan hjælpe os til at se forskellen på synd og svaghed.
-
Prioritér. Eftersom vi er svage, kan vi ikke foretage alle fornødne ændringer på én gang. Når vi ydmygt og trofast tackler vores menneskelige svaghed lidt ad gangen, kan vi gradvist mindske vores uvidenhed, tillægge os gode vaner, forbedre vores fysiske og følelsesmæssige helbred og udholdenhed og styrke vores tillid til Herren. Gud kan hjælpe os til at vide, hvor vi skal begynde.
-
Planlæg. Eftersom vi er svage, kræver det mere end blot et retfærdigt ønske og en masse selvdisciplin at blive stærkere. Vi er også nødt til at planlægge, lære af vore fejltrin, udvikle en bedre strategi, revidere vore planer og prøve igen. Vi har brug for hjælp fra skriften, relevante bøger og andre mennesker. Vi begynder i det små, fryder os over fremgang og tager chancer (selvom det kan få os til at føle os sårbare og svage). Vi har brug for støtte til at træffe gode valg, selv når vi er trætte eller skuffede, og planer for at komme tilbage på sporet, når vi glider af.
-
Udøv tålmodighed. Eftersom vi er svage, kan ændringer tage tid. Vi kan ikke bare opgive vores svaghed på samme måde, som vi kan opgive vores synd. Ydmyge disciple gør villigt det, der kræves, de lærer sig ukuelighed, bliver ved med at prøve og giver aldrig op. Ydmyghed hjælper os til at være tålmodige med os selv og andre, som også er svage. Tålmodighed er en manifestation af vores tro på Herren, taknemlighed for hans tillid til os og vores tillid til hans løfter.
Selv når vi oprigtigt omvender os fra vore synder, opnår tilgivelse og bliver rene igen, forbliver vi svage. Vi er stadig genstand for sygdom, sindsbevægelse, uvidenhed, anlæg, træthed og fristelse. Men begrænsninger og utilstrækkelighed er ikke synder og afholder os ikke fra at være rene og værdige til Ånden.
Svaghed til styrke
Foto: iStock/Thinkstock
Hvor Satan ivrigt bruger vores svaghed til at lokke os til at synde, kan Gud bruge menneskelig svaghed til at undervise, styrke og velsigne os. Men i modsætning til det, vi måske forventer eller håber, gør Gud ikke altid »det svage stærkt« for os ved at fjerne vores svaghed. Da apostlen Paulus gentagne gange bad Gud om at fjerne »en torn i kødet«, som Satan brugte til at slå ham, svarede Gud Paulus: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed« (2 Kor 12:7, 9).
Herren gør »det svage stærkt« på mange måder. Selvom han kan borttage svaghed ved hjælp af den dramatiske kur, som vi håber på, sker det efter min personlige erfaring sjældent. For eksempel ser jeg ikke tegn på, at Gud borttog Moronis svaghed med hensyn til at skrive efter det berømte vers i Eter 12. Gud kan også gøre det svage stærkt ved at hjælpe os til at arbejde omkring vores svaghed, udvikle en passende sans for humor eller perspektiv omkring vores svaghed og udbedre dem gradvist over tid. Desuden er styrker og svagheder ofte forbundne (som styrken udholdenhed og svagheden dumstædighed), og vi kan lære at påskønne styrken og tøjle den svaghed, der følger med den.
Der er en anden endnu mere kraftfuld måde, hvorpå Gud gør det svage stærkt for os. Herren siger til Moroni i Eter 12:37: »Og fordi du har set din svaghed, skal du blive gjort stærk, ja, så du kan sætte dig på den plads, som jeg har beredt i min Faders boliger.«
Her tilbyder Gud ikke at ændre Moronis svaghed, men at ændre Moroni. Ved at tackle den udfordring, det er at være et svagt menneske, kunne Moroni og vi lære næstekærlighed, medfølelse, sagtmodighed, mod, langmodighed, visdom, udholdenhed, tilgivelse, ukuelighed, taknemlighed, kreativitet og en masse andre dyder, som gør os mere lig vor himmelske Fader. Det er de selvsamme kvaliteter, vi kom til jorden for at finpudse, de kristuslignende egenskaber, der bereder os til de himmelske boliger.
Ingensteds ses Guds kærlighed, visdom og forløsende kraft mere tydeligt end i hans evne til at vende vores kamp med vores menneskelige svaghed til uvurderligt fromme dyder og styrker, som kan gøre os mere lig ham.