Ægte gudsdyrkelse

Ældste W. Christopher Waddell

De Halvfjerds

Uselvisk tjeneste – at glemme sig selv, reagere på andres behov og ofre sit liv på at tjene dem – har altid været karakteristisk for Jesu Kristi disciple.

I Matthæus kapitel 11 lærer Frelseren os en vigtig lektie ved det, han ikke siger som svar på et spørgsmål, som Johannes Døbers disciple stillede:

»Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple

og spurgte ham: ›Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?‹

Jesus svarede dem: ›Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:

Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige‹« (Matt 11:2-5).

Fremfor at komme med en kort forklarende læresætning, der beskrev, at han vitterlig var »den, som [skulle] komme« – svarede Frelseren ved det, han gjorde, sit eksempel på tjeneste.

Ved aprilkonferencen i 2014 mindede ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum os om dette: »Vi tjener vor himmelske Fader bedst ved i retskaffenhed at påvirke og tjene andre. Det største eksempel, der nogensinde har gået på jorden, er vor Frelser, Jesus Kristus.«¹

Uselvisk tjeneste – at glemme sig selv, reagere på andres behov og ofre sit liv på at tjene dem – har altid været karakteristisk for Jesu Kristi disciple. Som kong Benjamin underviste om mere end 100 år inden, Frelseren blev født: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).

Jakob minder os om, at en væsentlig del af »ægte gudsdyrkelse« findes i vores tjeneste for andre … »at tage sig af faderløse og enker i deres nød« (Jak 1:27). »Ægte gudsdyrkelse« er mere end en troserklæring; det er demonstration på tro.

Elsk jeres medrejsende

I midten af juli 1984, nogle få uger efter at min hustru, Carol, og jeg var blevet gift i templet i Los Angeles i Californien, var vi på vej mod Utah, hvor jeg skulle begynde min karriere og Carol gøre sin universitetsuddannelse færdig. Vi kørte i to biler. I dem transporterede vi alt, vi ejede og havde.

Da vi var halvvejs, kørte Carol op på siden af min bil og begyndte at gestikulere til mig. Dengang var der hverken mobiltelefoner, smartphones, sms’er eller Twitter. Jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, at hun ikke havde det godt. Hun fik kommunikeret, at hun godt kunne køre videre, men jeg var urolig for min brud.

Da vi nærmede os den lille by Beaver i Utah, trak hun igen op på siden af mig, og jeg kunne se, at hun var nødt til at stoppe. Hun var syg og kunne ikke fortsætte. Vi havde to biler fulde af tøj og bryllupsgaver, men vi havde desværre meget få penge. Vi havde ikke råd til et hotelværelse. Jeg vidste ikke, hvad vi skulle gøre.

Ingen af os havde været i Beaver før, og da jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg ledte efter, kørte vi rundt nogle minutter, indtil jeg fik øje på en park. Vi kørte ind på parkeringspladsen og fandt lidt skygge under et træ, hvor jeg lagde et tæppe, som Carol kunne hvile sig på.

Nogle få minutter efter kørte en anden bil ind på den næste tomme parkeringsplads og parkerede ved siden af vores biler. En kvinde, der omtrent var på alder med vore mødre, steg ud af sin bil og spurgte, om der var noget galt, og om hun kunne hjælpe. Hun sagde, at hun havde bemærket os, da hun kørte forbi og følte, at hun skulle stoppe. Da vi forklarede hende vores situation, bød hun os straks med hjem til sig, hvor vi kunne hvile, så længe vi havde brug for det.

Snart lå vi en dejlig seng i et køligt kældersoveværelse i hendes hus. Da vi var blevet vist til rette, nævnte denne skønne søster, at hun havde nogle ærinder, så vi ville blive ladt alene nogle få timer. Hun sagde, at vi måtte tage, hvad vi ville i hendes køkken, hvis vi var sultne, og vi skulle være søde at låse hoveddøren, hvis vi tog af sted, inden hun kom hjem igen.

Da Carol havde fået sig lidt hårdt tiltrængt søvn, havde hun det bedre, og vi kunne fortsætte uden at gå i damens køkken. Da vi tog af sted, var den venlige dame ikke vendt hjem endnu. Til vores ærgrelse bed vi ikke mærke i adressen og har aldrig fået takket vores barmhjertige samaritaner ordentligt for, at hun stoppede op på vejen og åbnede sit hjem for fremmede i nød.

Når jeg tænker på denne oplevelse, kommer jeg i tanke om noget, som præsident Thomas S. Monson, der selv om nogen er et eksempel på Frelserens formaning om at »gå … hen og gør ligeså« (Luk 10:37), sagde: »Vi kan ikke elske Gud helt, hvis vi ikke elsker vore medrejsende på denne jordiske færd.«²

Hvorend vi møder »medrejsende« – på vejen eller hjemme, legepladsen eller i skolen, på arbejdet eller i kirken – når vi søger, ser og handler, vil vi blive mere som Frelseren, når vi velsigner og tjener langs vejen.

Søg

Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde:

»I modsætning til vor dyrebare Frelser kan vi selvfølgelig ikke sone for hele menneskehedens synder! Endvidere kan vi bestemt heller ikke bære alle sygdomme, skrøbeligheder og sorger (se Alma 7:11-12).

Vi kan imidlertid i vores mindre målestok, som Jesus har opfordret os til, virkelig stræbe efter at blive »ligesom [han] er« (3 Ne 27:27).«³

Når vi stræber efter at blive ligesom han er, med et dybfølt ønske om at være til velsignelse for »vore medrejsende, vil vi få muligheder for at glemme os selv og opløfte andre. Disse muligheder kan ofte komme ubelejligt og teste, om det er vores sande ønske at blive mere ligesom Mesteren, hvis største tjeneste af alle, hans uendelige forsoning, var alt andet end belejlig. Han sagde: »Dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:19).

Når vi oprigtigt stræber efter at blive mere ligesom Frelseren, kan det gøre os i stand til at se, hvad vi ellers ikke ville se. Vores barmhjertige samaritaner levede tæt nok på Ånden til at handle på en tilskyndelse og nærme sig en fremmed i nød.

Se

At se med åndelige øjne er at se ting, som de i sandhed er, og opdage behov, vi måske ellers ikke ville have bemærket. I lignelsen om fårene og bukkene var der ikke nogen af hverken de »velsignede« eller »forbandede«, der havde genkendt Frelseren i dem, der var sultne, tørstige, nøgne eller fængslet. De svarede til gengæld ved at spørge: »Hvornår så vi dig?« (Se Matt 25:34-44).

Kun de, der havde set med åndelige øjne, indså behovet, handlede og velsignede de trængende. Vores barmhjertige samaritaner indså behovet, da hun så med åndelige øjne.

Handl

Vi opdager måske, at nogen omkring os er i nød, men føler os utilstrækkelige til at gøre noget ved det, idet vi går ud fra, at det, vi kan tilbyde, ikke er nok. Når vi stræber efter at blive ligesom han er, og vi ser vore medrejsendes behov gennem åndelige øjne, må vi stole på, at Herren kan arbejde igennem os, og så må vi handle.

Da Peter og Johannes gik op til templet, stødte de på »en mand, som havde været lam fra moders liv« og bad om en almisse (ApG 3:1-3). Peters svar er et eksempel til efterfølgelse for enhver af os:

»›Sølv eller guld har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har: I Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!‹

Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op« (ApG 3:6-7).

Vi kan handle ved at give af vores tid og talenter, et venligt ord eller lægge skulder til. Når vi søger og ser, vil vi blive anbragt i omstændigheder og situationer, hvor vi kan handle og være til velsignelse. Vores barmhjertige samaritaner handlede. Hun tog os med hjem og hjalp os med det, hun havde. Rent faktisk sagde hun: »Jeg giver dig, hvad jeg har.« Og det var lige præcis, hvad vi havde brug for.

Præsident Monson har undervist om de selvsamme principper:

»Enhver af os vil på en del af livets rejse skulle ned ad vejen til Jeriko. Hvad vil jeres oplevelse blive? Hvad bliver min? Vil jeg overse ham, som er faldet i røveres hænder og har brug for min hjælp? Vil I?

Vil jeg blive en, som får øje på den sårede og hører hans råb om hjælp, og alligevel bare går forbi? Vil I?

Eller bliver jeg en, som ser, som hører, som standser op og som hjælper? Bliver I?

Jesus gav os et løsen: ›Gå du hen og gør ligeså!‹ Når vi adlyder den udfordring, åbnes der for vores evige udsyn et fremtidsperspektiv, hvis lige sjældent ses og som aldrig overgås.«⁴

Når vi bliver mere ligesom Frelseren ved at søge, se og handle, vil vi lære sandheden af kong Benjamins ord at kende: »Når I er i jeres medmenneskers tjeneste, er I blot i jeres Guds tjeneste« (Mosi 2:17).