Ånden hviskede til mig

Christina Albrecht Earhart, Washington, USA

»Hej gutter! Kom tilbage!« var der en, der råbte vildt.

Jeg vendte mig og så to drenge på omkring 5 og 7 år løbe over parkeringspladsen ved forretningen med tårer strømmede ned ad kinderne. Ekspedienten så bekymret ud, da han kaldte på dem.

Da jeg igen vendte mig mod min bil, hviskede Ånden: »Du kan være til hjælp her.« Det var en stille hvisken, men alligevel så klar, at jeg et øjeblik efter løb tværs over parkeringspladsen mod drengene.

Jeg fandt den ældste ved en brun minibus. Jeg gik hen til ham og satte mig på hug.

»Hej! Jeg hedder Christina. Er der noget galt?«

Mine ord fik ham til at græde endnu mere, og han skjulte ansigtet i sin arm. Ekspedient og den anden dreng kom hen til os.

»Jeg tror nok, at de kun taler fransk,« sagde ekspedienten til mig. »Vi fandt dem bare løbe forvildet rundt i forretningen.«

Jeg præsenterede mig igen for børnene på fransk. Fransk var mit modersmål, men jeg havde ikke talt det, siden jeg var blevet adopteret af en engelsktalende familie, da jeg var lille. Almindeligvis var mit franske ret ringe. Men i det øjeblik var det hverken ubehjælpeligt eller opstyltet. Ordene kom klart i mit sind og ud i min stemme, da jeg trøstede drengene.

Mellem snøft forklarede den ældste dreng i en hurtig ordstrøm, at han og hans bror ikke kunne finde deres forældre nogen steder i forretningen og var løbet ud for at finde dem. Mens jeg lyttede, blev jeg svagt opmærksom på, hvor forbløffende det var, at jeg ikke alene kunne tale frit på fransk, men også at jeg uden videre kunne forstå og trøste to skræmte børn.

»De er blevet væk fra deres forældre og ville vente på dem her ved deres bil,« fortalte jeg ekspedienten. Den lille dreng fortalte mig, hvad hans forældre hed, og jeg gav navnene til ekspedienten, så de kunne blive kaldt over højtaleren. Et par minutter efter så drengen sin far komme ud af forretning og løb ham i møde.

Da jeg fulgte drengen til hans far, opdagede jeg, at jeg nu ikke engang kunne klare at sige ordentligt farvel på fransk. Jeg prøvede forgæves at sige noget, som drengene kunne forstå, men jeg fik ikke andet end nogle få tilfældige ord frem. Til sidst slog jeg over i engelsk og sagde: »Farvel. Det var rart at møde jer.«

Da jeg efterlod drengene med deres forældre, var jeg fuld af taknemlighed. Vor himmelske Fader havde arbejdet gennem mig for at trøste to af sine små. Jeg var ydmyg over, at Herren gjorde mine begrænsede evner større for at opfylde sin hensigt. Jeg var taknemlig for at se, hvad der kan ske, når vi stiller os til rådighed for ham, når vi bliver kaldt på, selv i de mest uventede situationer.