Spørgsmål & svar
»Hvordan kan jeg føle mig tryg ved at skulle tale med min biskop om emner eller bekymringer?«
I føler jer måske nervøse over at skulle tale med jeres biskop om ting, I kæmper med, og det er helt normalt. Vi bliver ofte nervøse, når der skal ske noget nyt, eller vi skal tale med en voksen.
Men jeres biskop er kaldet af Gud. Han er kaldet, fordi han er en hengiven discipel af Jesus Kristus. Han vil gøre sit bedste for at være venlig og forstående. Det er hans mål at hjælpe jer til at komme til Frelseren, så I kan finde fred. Til at begynde med føler I jer måske flove over at skulle tale med ham om jeres spørgsmål eller synder, men han vil ikke synes mindre om jer af den grund. Han vil snarere være glad for, at I har et ønske om at forbedre jer. Og han vil holde jeres samtaler fortrolige.
I behøver ikke at bære jeres byrder alene. Jeres biskop kan hjælpe jer til at finde svar på jeres spørgsmål, og om nødvendigt gennem Kristi forsoning hjælpe jer med jeres omvendelse og overvindelse af følelser som skyld, fortvivlelse eller uværdighed.
Når I taler med jeres biskop, vil I føle hans kærlighed til jer. Selvom han har ansvar for hele menigheden, er hans primære fokus de unge mænds og de unge pigers velfærd. I genererer ham ikke ved at bede ham om hjælp.
I kan bede vor himmelske Fader om styrke og mod til at tale med jeres biskop. Han har givet jeres biskop myndighed til hjælpe jer, og jeres biskop vil meget gerne hjælpe jer. Hvis I går til ham med et åbent hjerte og et ønske om at blive bedre, vil I opdage, at I har det meget bedre, når I forlader hans kontor, end da I kom.
Han vil ikke synes mindre om jer
Biskoppen i jeres menighed har myndighed til at vejlede jer igennem omvendelsens trin. Sommetider er det at gå til biskoppen den eneste vej til fuldt ud at omvende sig gennem Frelseren. Da jeg havde brug for at tale med min biskop, hjalp han mig til at finde Frelseren og hele det dybeste sår, jeg nogensinde har haft. Jeres biskop ønsker at hjælpe jer. Han er kaldet til at tage sig af jer, og han vil ikke tænke ringere om jer på grund af noget, I er nødt til at tale med ham om.
Madison D., er 18 år og fra Utah i USA
Jeres biskop er villig til at hjælpe
Jeg plejede at have det dårligt med interviewene, men med tiden indså jeg, at biskoppen altid var villig til at hjælpe mig med at løse mine problemer. Stol på jeres biskop; han er hyrde, og menigheden er hans fåreflok.
Jaime R. er 19 år og fra Cochabamba i Bolivia
Han vil ikke svigte jeres tillid
Jeg har fundet ud af, at biskoppen nok er den mest pålidelige voksne, en teenager kan søge hjælp hos. Han vil aldrig svigte jeres tillid – alt det, I fortæller ham, bliver på hans kontor. Sommetider er det svært at fortælle om sine problemer, men at tale ansigt til ansigt med en, der elsker og bekymrer sig om dig og ønsker det bedste for dig, gør det meget lettere.
Nicole S., er 18 år og fra Idaho i USA
I kan stole på ham
Jeres biskop eller grenspræsident er Herrens sande tjener. I kan stole på, at I kan blive vejledt af ham, når I søger inspiration fra Helligånden og skriften. I må forstå, at biskoppen er der for at hjælpe, og han er kaldet af Gud.
Stanislav R., er 19 år og fra Donetsk i Ukraine
Selvom I har begået en fejl
Det kan være svært og pinligt at erkende ting for sin biskop, men når I går ud fra hans kontor, vil I føle lettelse, og I vil vide, at vor himmelske Fader elsker jer. Han ønsker, at I skal være lykkelige, også selvom I begår fejl.
Amanda W., er 16 år og fra Utah i USA
Bed for at vide
Spørg jer selv, hvorfor I føler jer utilpas ved at skulle tale med biskoppen. Tror I ikke, at han er i stand til at hjælpe med jeres problemer? Bed for at vide, at biskoppen elsker jer og er blevet kaldet til at hjælpe jer.
Adam H., er 13 år og fra Californien i USA
Husk, at han elsker jer
Hvis I har noget, som I virkelig gerne vil drøfte med biskoppen, kan det være lettere lige at begynde med at snakke lidt om skolen eller andre mere generelle ting. Hvis I er nervøse, fordi I er nødt til at tale med ham om noget, der kræver omvendelse, så husk, at han elsker jer. I behøver ikke være nervøse for, hvad han vil tænke om jer, for hvorfor skulle han se ned på jer, fordi I ønsker at komme nærmere på Kristus?
Ashley D., er 17 år og fra Arizona i USA
Han er her for at hjælpe
Biskoppen er menighedens hyrde. Husk, at han vil gøre sit bedste for at hjælpe jer, og han har Guds kraft på sin side. Hvis I er bange, kan I bede vor himmelske Fader om styrke, så I bliver i stand til at tale med jeres biskop. I sidste ende vil I blive glade for, at I gik til ham – det vil være det værd.
Samuel H., er 14 år og fra Idaho i USA
Betro jer til ham
»Søg vejledning hos jeres præstedømmeledere, især jeres biskop. Han kender standarderne, og han ved, hvad han skal belære jer om. Sørg for at få lejlighed til at snakke med ham. I kan forvente, at han stiller direkte og granskende spørgsmål. Stol på ham. Fortæl ham alt. Bed ham hjælpe jer med at forstå, hvad Herren forventer af jer. Træf en beslutning om at efterleve Kirkens moralske standarder. Et fortroligt forhold til en voksen leder er afgørende, hvis I skal holde jer moralsk rene og værdige.«
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum, se »Renhed går forud for styrke«, Liahona, jan. 1991, s. 36.
Kommende spørgsmål
»Jeg bliver drillet i skolen, fordi jeg er sidste dages hellig. Jeg ved, at jeg er nødt til at stå fast ved det, jeg tror på, men det er så svært! Hvordan bliver jeg modig nok til at sige stop til de mennesker?«
Indsend jeres svar og, hvis I ønsker det, et billede i høj opløsning, inden den 1. maj 2015 på liahona.lds.org, via e-mail til liahona@ldschurch.org, eller med post til (se adressen på s. 3).
Følgende informationer og tilladelser skal vedlægges jeres e-mail eller brev: (1) fulde navn, (2) fødselsdato, (3) menighed, (4) stav, (5) skriftlig tilladelse, og jeres forældres skriftlige tilladelse (e-mail kan bruges), hvis I er under 18 år, til at udgive jeres svar og billede.
Svarene kan redigeres af hensyn til længde og tydelighed.