Unge
En andens Sarah
Forfatteren bor i Utah i USA.
Jeg havde svært ved at begrunde det med min tro, når jeg skulle svare på enkle spørgsmål som: »Hvorfor drikker du ikke kaffe?« Så jeg plejede at komme med undskyldninger som: »Det er for bittert« eller »jeg bryder mig ikke om smagen.«
Hvorfor var jeg flov? Hvorfor var jeg bange for at stå op for det, jeg troede på? Når jeg ser tilbage på det nu, forstår jeg ikke rigtig, hvad jeg frygtede. Men jeg husker præcist, hvornår jeg holdt op med at gemme mig bag undskyldninger.
En dag bekendtgjorde min engelsklærer på gymnasiet, at vi skulle se et afsnit af en TV-udsendelse, som jeg vidste, jeg ikke skulle se. Mens de andre jublede af begejstring, rakte min klassekammerat Sarah hånden i vejret og spurgte, om hun måtte gå udenfor.
Da læreren spurgte hvorfor, svarede Sarah uden omsvøb: »Fordi jeg er mormon, og jeg ser ikke TV-udsendelser, hvor man bander.«
Hendes mod til at stå fast ved sin overvisning foran hele klassen var imponerende. Takket være Sarah rejste jeg mig også og ventede udenfor med ren samvittighed, indtil de var færdige med at se programmet.
Det blev et vendepunkt for mig. Jeg begyndte at forklare, hvad jeg troede på, i stedet for at undgå emnet. Som følge deraf fik jeg selvtillid og deltog mere i Kirkens og skolens aktiviteter.
Jeg fortalte aldrig Sarah, hvor meget hendes eksempel betød for mig, men jeg prøver, at følge hendes eksempel. Nu ved jeg, at det at være medlem af Guds vidunderlige, hellige kirke absolut ikke er noget at skamme sig over. Jeg håber, at jeg ved mit eksempel kan være en andens Sarah.