Vi taler om Kristus
Troens kraft
Forfatteren bor i Oregon i USA.
Hvis vor himmelske Fader fritog os fra vore udfordringer, bare fordi vi bad om det, så ville han fratage os de erfaringer, der er nødvendige for vores frelse.
Jeg læste til eksamen et år på universitetet, da min nakke begyndte at gøre ondt. Smerten fortog sig ikke, da spændingen over eksamenen gik over. Jeg gik til flere læger og terapeuter og prøvede forskellige behandlinger, men smerten fortsatte. Mens jeg det følgende år kæmpede for at klare smerten, kæmpede jeg også for at få større tro. Jeg brugte meget tid på at bede og studere skriften, og jeg bad om præstedømmevelsignelser. Jeg følte, at jeg ville blive rask, hvis bare jeg havde tro nok.
Jesus Kristus helbredte de syge, blinde, lamme og spedalske – på grund af deres tro (se Matt 9:29). Jeg vidste, at han havde kraften til at helbrede mig, ligesom han havde helbredt så mange andre, da han levede på jorden. Jeg konkluderede derfor, at det kun var min mangel på tro, der afholdt mig fra at blive helbredt, så jeg bestræbte mig dobbelt så hårdt. Mens jeg fortsætte min fysiske behandling, bad og fastede og studerede og troede jeg. Alligevel gik min smerte ikke væk.
Skriften lærer os, at vi kan udvirke mirakler med tro (se Matt 17:20), og alligevel kunne jeg ikke slippe af med denne mindre lidelse. Hvor var kraften i min tro? Til sidst slog jeg mig til tåls med min situation, jeg fandt ud af at lindre mit ubehag og var tilfreds ved tanken om, at jeg engang i fremtiden ville få fuld forståelse af tro og helbredelse.
Flere år senere talte jeg med en ven, der havde kæmpet med en frygtelig kvalme under sin første graviditet, der havde sendt hende på hospitalet mere end en gang. Erin ville gerne have et barn mere, men hun var ræd for, at hun skulle det samme ubehag igennem, som hun havde oplevet under sin første graviditet. Hun fortalte mig, at hun havde fastet og bedt, og at hun virkelig ikke troede, at vor himmelske Fader ville lade hende gå igennem det en anden gang.
Mens vi talte, kom jeg i tanke om et skriftsted: »Stands, og forstå, at jeg er Gud« (Sl 46:11). Jeg tænkte på min egen erfaring med at lære at standse op midt i prøvelser og tilskyndede Erin til at blive ved med at tro og ikke gøre sin tro afhængig af, hvorvidt hun oplevede kvalme under sin næste graviditet eller ej.
Da jeg fortsatte mit studium af tro, kom jeg til Almas tale om tro, hvor han siger, at »hvis I … har tro, har I håb om det, som ikke ses, men som er sandt« (Alma 32:21).
Jeg tænkte over dette skriftsted, og jeg opdagede, at tro ikke var det, jeg havde troet, den var. Alma belærer os om, at tro er håb om et sandt princip. At have tro betyder ikke, at vi tror, at vor himmelske Fader altid vil give os, hvad vi beder om, når vi beder om det. At tro på, at Kristus ville helbrede min nakke eller give Erin en kvalmefri graviditet var ikke tro på et sandt princip. Men vi kan tro på, at Kristus har kraften til at helbrede, at han betænker os, at han vil styrke os, og at vi, hvis vi holder ud, vil få evigt liv.
Herren har lovet: »Hvad du end beder om i tro, overbevist om at du skal få det, i Kristi navn, det skal du få (En 1:15). Jeg tror, at kraften i dette løfte ligger i rådet om at tro »i Kristi navn«. Under ordet bøn læser vi i Guide til Skrifterne: »Vi er til fulde i stand til at bede i Kristi navn, når vore ønsker er i overensstemmelse med Kristi ønsker (Joh 15:7; L&P 46:30). Vi beder da om det, der er ret og dermed muligt for Gud at skænke os. Nogle bønner forbliver ubesvaret, fordi de på ingen måde er udtryk for Kristi ønsker, men i stedet udspringer af menneskets selviskhed.«
Når vi i tro beder om noget, der er i overensstemmelse med Guds vilje, vil han give os i henhold til vore ønsker. Vor himmelske Fader kender os, elsker os og ønsker alt det, der er nødvendigt for os for at kunne vende tilbage til hans nærhed. Og sommetider indebærer det prøver, problemer og udfordringer (se 1 Pet 1:7). Hvis vor himmelske Fader fritog os fra vore udfordringer, bare fordi vi bad om det, så ville han fratage os de erfaringer, der er nødvendige for vores frelse. Vi må lære at sætte vores lid til Guds plan for os og underkaste vores vilje hans. Når vi afstemmer vore ønsker med hans ønsker og anerkender vores totale afhængighed af ham, kan vi gøre os håb om at komme »frem til troens mål, [vore] sjæles frelse« (1 Pet 1:9).